Tekst: Malene Post
Foto: Arne Illeborg

Når nogen forsøger at tage patent på kristendom og folkekirkelighed, blander Anders Klostergaard Petersen sig jævnligt i debatten. Han ser folkekirkens rummelighed som et resultat af evangelisk-luthersk kristendom, hvor man insisterer på at give fornuften plads i kirkerummet.

For at noget kan være rummeligt, må der nødvendigvis findes et rum og dermed også en afgrænsning af det, der ikke hører hjemme i rummet. Spørgsmålet er: Hvor går grænserne for folkekirkens rummelighed?
– Det kunne være bekvemt, hvis man kunne afgøre hvilke tolkninger og holdninger, der er plads til i folkekirken ved at sætte flueben på en multiple choice test! Men faktum er, at der ikke er nogen facitliste. Det er en konstant kamp om, hvor grænserne går, siger Anders Klostergaard Petersen.

Moderne kætterjagt
Folkekirkens grænser blev især diskuteret i forbindelse med Grosbøll-sagen. I den situation var Anders Klostergaard Petersen hurtig til at forsvare Grosbøll i den offentlige debat:
– Ikke fordi jeg var enig med ham, men fordi jeg mener, at der skal være god plads i det folkekirkelige rum. Hver gang kirken har en tendens til at trække sig sammen om sig selv, så skal man være på vagt. Ellers ender det med at være en sekterisk og moralistisk kirke.
Anders Klostergaard Petersen mener samtidig, at Grosbøll-sagen var et symptom på, at folkekirken ikke var bevidst om sine grænser. Sagen dukkede op midt i en tid, hvor islam fik størstedelen af mediernes opmærksomhed. Derfor blev relevant for folkekirken at formidle sit eget budskab mere klart.
– Men det skal ikke give anledning til kætterjagt, siger Anders Klostergaard Petersen.


Skizofreni
Anders Klostergaard Petersen bruger skizofreni som en metaforisk diagnose af den evangelisk-lutherske form for kristendom. Den er skizofren, fordi den opererer i spændingsfeltet mellem tro og fornuft. I den folkekirkelige gudstjeneste ses dette især i prædikenen:

– Prædikestolen er et udtryk for, at man er sig pinligt bevidst om, at mennesket ikke kun er optaget af, hvad de bibelske tekster kan sige mig i dag. Mennesket har også noget at sige til de bibelske tekster. Og det gensidige forhold anerkender man i prædikenen, hvor fornuften træder ind i troens rum. Prædikenen gør gudstjenestens ”magiske” elementer – velsignelse, bøn og nadver – relevante i forhold til nutiden. I mange andre trosretninger deponerer man sit hoved i en fryseboks og frakobler forstanden, så snart man træder ind i det hellige rum! Folkekirken er helt speciel, fordi den har satset på skizofrenien og gjort den til sit centrale adelsmærke.

Folkekirkens israelitter
I kraft af sin skizofreni er folkekirken ifølge Anders Klostergaard Petersen godt rustet til det moderne menneske. Og der er ingen grund til bekymring over at folk i almindelighed og unge i særdeleshed ikke dukker op i kirken hver søndag.
– Hvorfor skal vi konstant have trukket en pietistisk dyne ned over hovedet – en dyne, der forudsætter, at jeg knægtet skal komme i kirken søndag efter søndag? Det må man gerne, hvis man har behov for det, men det er der mange, som ikke har. Og pietisterne skal ikke bestemme, hvad der er sand tro i hele folkekirken.
Anders Klostergaard Petersen sammenligner den danske folkekirkekristendom med gammeltestamentlig israelitisk religion:
– Man kom kun i templet en gang om året og praktiserede derudover kun sin religion i forbindelse med livets store overgangsritualer såsom bryllup og begravelse. Es reicht! Men dermed ikke sagt at kirken ikke skal møde mennesket, der hvor mennesket er. En gudstjeneste kan jo sagtens foregå onsdag aften som meditationsgudstjeneste eller lørdag eftermiddag til foredrag i sognegården. Det hører også med til den luthersk-evangeliske kristendom og viser igen den altafgørende kobling mellem tro og fornuft.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *