Hospicepræst Hanne Marie Houkjær; Knebel, i samtale med Bjarke Stender.

DR1 Tro og Eksistens:

I dit arbejde som hospicepræst møder du både mennesker som tror og som ikke tror.
Hvad oplever du folk får ud af at tale med dig som præst?

– Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er dybt forundret over, så religiøse mennesker er. Når jeg hører al det klynk om folkekirkens nedadgående succes, så er jeg ganske ubekymret. Jeg tror ikke folkekirken skal gøre mennesker religiøse. Mennesker er religiøse og det er dét, folkekirken skal tage alvorligt at de er. Kirken skal tale et sprog, folk forstår og tage menneskers eksistens alvorligt og tale om det, der er vigtigt. Jeg er først og fremmest kolossalt forundret over, hvor mange mennesker der har en tro. Og så er der mennesker, der ikke har en tro med sig, – jeg vil hellere sige: der er mange mennesker, der ikke har haft en religiøs praksis med sig. Og så er der mennesker, der ikke har en tro med sig, men som stillet over før døden lige pludselig får det, som noget helt afgørende. Og så oplever jeg, at når man er dér, hvor de døende og de pårørende er, er det måske egentlig ikke så vigtigt, at det er en præst eller en anden. Det er meget, meget få mennesker, jeg har mødt, der er skræmte, lukkede eller afstandtagende over for, at der kommer præsten.

——————–

Man spørger måske ikke efter: Er der en Gud? men: Er der en mening?
Og næsten Gud som mening. Man skal være lidt forsigtigt med begreberne der.
Når man spørger: Er der en mening med mit liv? er spørgsmålet for mig ikke ret meget anderledes end man spørger: Er der en Gud? Er der en sammenhæng eller en samlende kraft?

———————

Det med at spørge efter en mening og en sammenhæng, det er at spørge om noget, der er uden for én selv, noget der er større end én selv. På samme måde er det med en Gud. Når mennesket i den situation spørger efter en mening, kan det være en blufærdighed over for Gud eller det ikke at have haft Gud med i tilværelsen. . . . Det er en spørgen efter noget, der er større, eller noget, der danner mønster eller sammenhæng i tilværelsen.

Hospicepræst Hanne Marie Houkjær kunne også ses i programmet Skriftestolen på DR2.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *