Tekst: Malene Post, foto: Arne Illeborg

Hendes foredrag på Folkeuniversitetet er som regel booket inden programmet udkommer. I et fornuftspræget samfund hjælper Lene Højholt folk med at finde ind til det religiøse sprog. Og derigennem at finde ind til højmessen.

Der er stadig te på kanden og stearinlysene får ikonerne på væggen til at glimte. Kort før jeg ankommer til Lene Højholts lejlighed i Højbjerg har den været omdannet til kursuslokale. Ved siden af sin 50%-stilling som folkekirkepræst i Grenå arbejder hun som vejleder i kristen fordybelse. Hendes kristendomskurser, retræter, pilgrimsrejser og personlige samtaler er populære. Folk søger vejledning som aldrig før.
– Det er en lettelse for mange at finde et sted, hvor man kan tale om Gud, uden det bliver fromt. De interesserede har tit snuset til det ”alternative miljø”. De længes mod det kristne, men synes ikke der er nok i folkekirken at komme efter, forklarer hun.
Lene Højholt skaber et samspil mellem alternativ og traditionel kristendom. Mange, der har deltaget i hendes kurser, får en større forståelse for det folkekirkelige:
– Når de får åbnet op for det religiøse sprog kommer de til at holde af højmessen. De får en anden oplevelse af rummet, fordi de kan afkode højmessen og mærke Helligåndens nærvær. Men det kræver forarbejde, for folk er kommet langt væk fra følelsernes sprog, fastslår hun.

Sprogundervisning
At lære et nyt sprog kræver undervisning. Man må skabe sine egne erfaringer. Gennem mangfoldige aktiviteter forsøger Lene Højholt at lære folk det religiøse sprog.
– Jeg bruger tit Johannesevangeliets vekslen mellem det konkrete og det symbolske sprog. Et eksempel er Jesu vandring på søen: Der er uvejr og disciplene sidder i båden og er bange. Jesus beroliger dem, de tager ham op i båden ”og straks var båden fremme ved den søbred, de var på vej til.” Det er naturligvis symbolsprog, forklarer hun.
Andre gange er undervisningen mere eksperimenterende. Lene Højholt har udfordret højmessen i et gudstjenesteværksted sammen med radiovært Anders Laugesen.
– Vi startede med en indgangsprocession, hvor Bibel, ikoner, blomster, vin og brød blev båret ind. Ellers fulgte vi nogenlunde højmessens opbygning. Men undervejs var der stilhedssekvenser, meditation på ikoner og andet, der kunne fremme fordybelsen. Kirken var propfyldt og folk synes det var en rigtig god og sanselig oplevelse, erindrer hun.

Katolsk alvor og luthersk frihed
Men hører procession med ikoner ikke hjemme i den katolske kirke?
– Jeg indrømmer gerne, at jeg er meget inspireret af den liturgiske alvor man finder i en katolsk messe. Men katolik er jeg ikke, for friheden i den lutherske teologi er meget vigtig for mig, erkender Lene Højholt.
Generelt mener hun, at vi i Danmark har tolket Luther alt for fattigt og stringent.
– Jeg tror, Luther ville få et chok, hvis han oplevede en traditionel dansk højmesse! Luther tog afstand fra en overdreven dyrkelse af for eksempel Jomfru Maria. Han ville ikke afskaffe den. Det kunne man slet ikke forestille sig på hans tid, hvor det religiøse sprog var en naturlig del af livet. I højmessen skal vi gøre plads til mysteriet og det, vi ikke altid forstår, siger hun.
Og præsten skal starte med sig selv:
– En bøn skal ikke bare læses op. Menigheden skal kunne mærke inderligheden, når præsten beder en bøn. Præsten skal tage sin egen tro med ind i rummet. Er præsten ikke selv berørt, kan han ikke berøre andre, konkluderer Lene Højholt.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *