Pludselig sad Liselotte Horneman Krag alene i en kæmpestor præstegård med fem børn. Samtidig var der en udflydende grænse mellem job og fritid, og det hele kogte sammen inde i hovedet på hende men mødet med Steen ændrede det hele.

Tekst: Jesper Henning Pedersen
Foto: Arne Illeborg

Smilet lyser op på en ellers grå dag. Øjnene spiller af lys hen over koppen med den stærke te ved køkkenbordet i det renoverede byhus i et af Silkeborgs gamle kvarterer. Liselotte Horneman Kragh er ikke længere præst.

– Det føles rigtig godt! Det er snart halvandet år siden, jeg stoppede som sognepræst i Kværs Kirke nord for Gråsten, og det har jeg det rigtig godt med. Ikke med at skulle forlade Kværs, som var et dejligt sted at være, med en masse søde mennesker. Men at være fri af præstegerningen.
Det begyndte ellers lyst. Som barn hentede hun meget inspiration hos sin morfar Thyge Kragh, der var biskop over Haderslev Stift fra 1964 til 1980.

– Han var en dannet mand, i god gammeldags forstand. En mand der vidste noget om alt, og fantastisk at tale med. Det var en stor og varm oplevelse at komme i mine bedsteforældres hjem, hvor de mange bøger repræsenterede et syn på verden, der var vidt og højt. Jeg fornemmer stadig den der særlige duft af bøgerne, og glædes over den indsigt den signalerer.

Forelsket i studiet
Fra vores plads ved køkkenbordet kan vi se ind i stuen, hvor en stor væg er dækket af fyldte reoler fra gulv til loft. Et meget stort antal af dem handler om kristendom, tro og religion.
– Jeg var helt forelsket i studiet, da jeg begyndte på religion. Der var en åbenhed, en stor og velgørende nysgerrighed i faget. Det var skønt. Men på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg måtte tænke på at jeg skulle have et arbejde bagefter. Så med et speciale tilbage skiftede jeg til teologi. Og bogstavelig talt med det fjerde barn i maven blev jeg i 1995 cand. theol.

– Min mor og min morfar prøvede at tale mig fra at blive præst. Jeg husker tydeligt, hvordan morfar altid tog telefonen med op i soveværelset, og satte den i stikket ved siden af sengen. Han stod virkelighed til rådighed i alle døgnets timer. Det var det, han ville advare mig imod. Præstejobbet er på gang meget bundet og meget frit. Tjenesteboligen kan gøre det svært at få tiden til at slå til. Mennesker kommer, fordi de har brug for dig. Jo flere man lærer at kende, jo flere vil søge din hjælp. Jo flere tråde du bliver flettet ind i, jo mere arbejde får du. I den situation er man helt inde at røre ved eksistensens nerve. Så kan man ikke bare gå væk, eller sige at man ikke har tid.

Enlig mor til fem
Der skete flere ting i Liselotte Horneman Kraghs liv i løbet af årene i Kværs. Hun var kommet dertil med mand og fem sønner. Men ægteskabet gik i stykker. Hun ønskede separation, og hendes mand flyttede. Først til Sjælland, så til USA, hvor han døde. Hun sad alene tilbage som enlig mor til fem børn.
– Det var da en af grundene til at jeg holdt ud så længe. Jeg sad i et stort hus som enlig mor, med en park af en have til. Tænk hvad alternativet ville have været for mig og mine børn. Jeg bed tænderne sammen, og arbejdede videre.
Men det var ikke kun den meget flydende grænse mellem arbejde og fritid. Der var også det, hun kalder sine præstekvababbelser.

Højmessen er som vagtskiftet
– Præsten har en voldsomt ledende scenisk rolle i gudstjenesten. Selvom det er et godt luthersk princip, har vi i folkekirken ikke nogen ordentlig tradition for at lade lægfolk komme til. Det er som om reformationen er gået hen over hovederne på os – vi er stadig katolske på det punkt. Jeg opfatter de bedste gudstjenester som dem hvor vi alle deltager aktivt. Når højmessen blot skrider frem efter et fastlagt mønster, virker perfektionen direkte dræbende. Den er som vagtskiftet ved Amalienborg – vi står og kigger, det sædvanlige sker, vi er ved at falde over forudsigeligheden, og bagefter er vi hverken klogere eller dummere.

Måske skyldes det, at højmessen er, hvad man kan kalde det kontekstløse rum. Vi samles ikke om en begivenhed, som for eksempel dåb, konfirmation, bryllup eller begravelse. Vi samles bare, fordi det plejer vi. Der eksisterer en berøringsangst over for de faste strukturer, som orgel, faste bænke, præstekjole og så videre. Men vi mangler en historisk viden om, at sådan har det ikke altid været.
– Tænk, hvis vi kunne blive enige om at holde fast i de væsentligste ting i gudstjenesten: Trosbekendelsen, fadervor, velsignelsen, nadver og dåb. Og så ellers gribe de øjeblikke, der opstår når ikke alt er planlagt. Jeg er klar over, at der er mennesker der ønsker at fastholde højmessen med dens passivitet. Jeg har det bare mere end svært med den.

Nødvendig faneflugt
For nogle år siden mødte hun Steen. De forelskede sig. Nu bor de sammen i byhuset i Silkeborg, og søn nummer seks er blevet halvandet år.
– Jeg erkender, at det var faneflugt at forlade præstegerningen. Men det var nødvendigt, og Steen gjorde det muligt. Nu vil jeg se fremad. Min tro er jo så stærk og fast som den hele tiden har været. Jeg vil gerne arbejde med formidling og samtale, som er to af de meget væsentlige sider af præstelivet. Jeg har lavet en række udsendelser i P1s serie “mennesker og tro”, som bliver sendt i efterårets forløb. Desuden vil jeg skrive. Men jeg skal ikke være præst igen.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *