Jeg har snakket med konfirmanderne om det og bedt dem tegne deres egne Gudsbilleder. Hvordan opfatter de Gud? Tegningerne viser Gud den almægtige, som er overalt på kloden og i rummet, Gud finder vi i naturen, i luften, i vandet, i molekylerne, i en smuk solopgang ved Århusbugtens strand

Evangelietekst

På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.

Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.

Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.
Matthæusevangeliet 18,1-14

Prædiken

”Således er det jeres himmelske Fars vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt!”

Det var lige præcis det Gudsbillede, jeg voksede op med som barn. Meget tidligt i mit liv havde jeg fået foræret en børnebog om den lille Jesus. Det var min yndlingslekture; jeg kunne nærmest bogen udenad: historien om drengen Jesus, der ejede et får, der en dag var rendt væk. Så fulgte en dramatisk søgen efter det i de bjergrige egne. Og stor var hans glæde over endelig at genfinde det! ”Jesus tog forsigtigt lammet op i sine arme og begyndte at gå ned mod Nazareth… Det var næsten blevet helt mørkt, da drengen nåede til det lille bjerg, der lå ovenfor hans hjem. Lysene blinkede i alle de små huse i Nazareth. Allerklarest var det lys, der skinnede i hans eget hjem. En stjerne var begyndt at stige op på himlen over deres hus og stalden.”

Jeg har tit tænkt på, hvor meget det Gudsbillede egentlig har præget mit liv og min tro! Jesus som den gode hyrde. Gud, der kerer sig om den enkelte så meget, at Han lader de 99 får passe sig selv og går ud og leder efter det, der er blevet væk. Og når han så finder det, bliver han glad og lægger det over skuldrene og bærer det hjem til de andre. Og når han kommer hjem, fortæller han historien til sine venner og sige: Tænk, jeg har fundet det får, som er blevet borte for mig!

Jeg følte mig præcis som det vildfarne og genfundne får, identificerede mig fuldstændig med det og kunne næsten mærke glæden og varmen og trygheden i at blive fundet og løftet op på de stærke skuldre.

Jeg er heldig, at jeg ikke fik overleveret historien om en streng og dømmende Gud, der kaster folk i helvedes flammer! Af og til møder jeg folk med et sådant forgiftet Gudsbillede. Det kan sidde så stærkt, at det forfølger dem og fylder dem med forfærdelse og dødsangst

I dag kan jeg kun være taknemmelig over, at min opvækst gav mig dette Gudsbillede med i livet.

At jeg ikke fik overleveret historien om en streng og dømmende Gud, der kaster folk i helvedes flammer! Af og til møder jeg folk med et sådant forgiftet Gudsbillede. Det kan sidde så stærkt, at det forfølger dem og fylder dem med forfærdelse og dødsangst. Når sådanne mennesker fra barnsben af er tudet ørerne fulde af gruopvækkende advarselsbilleder, er det ikke nemt at vaske tavlen ren igen.

For nylig mødte jeg en mand, der fortalte om sin tidligste skoletid, hvor læreren fortalte børnene om alle de gode gerninger, de måtte udføre for at gøre sig fortjent til himmeriget. Drengen fik at vide, at når han var god, tog Gud en gylden mursten og byggede med den videre på sit rige. Gode gerninger på jorden betød således masser af gyldne mursten i himlen, og til sidst, når han døde, ville et stort gyldent hus ville stå og vente på ham i Himlen! Men det var naturligvis et meget belastende krav for drengen at leve op til. Instinktivt følte han, at for enhver skarnsstreg, han gjorde, ville Gud ryste bedrøvet på hovedet og fjerne en gylden mursten fra huset – og måske give det til en anden, der fortjente det mere! Og da drengen naturligvis var sikker på, at han var mere uvorn end god, så han ville ende med ikke at finde et hjem i himlen, men i Helvede! Han fortjente ganske enkelt ikke at komme i himlen, så derfor skulle der kæmpes og konkurreres for at få en plads i Vorherres hjerte. Sådan blev præstationstanken det bærende i hans kristendomssyn. Jo mere man havde præsteret, des mere havde man fortjent, des mere skyldte Gud én.

Et hårrejsende ex. på en voksen lærer, der tager livsmodet og troen fra et barn. Ve den mand, som ødelægger det for én af disse små, som tror – han måtte hellere have fået en møllesten hængt om halsen og være kastet i havet! – hører vi i dag. For det er fatalt at skræmme børn på denne måde, at tage glæden og livsmodet og troen fra dem.

TV-afsløringerne om de pædofiles ofre viser i al deres gru, hvordan voksne kan ødelægge et barns selvværd for livstid. ”Ve den, der bringer en af disse små til fald!” hører vi i dag. Og det gælder både sexuelle eller religiøse overgreb.

Hvilke Gudsbilleder har vi da hver især? Jeg har snakket med konfirmanderne om det og bedt dem tegne deres egne Gudsbilleder. Hvordan opfatter de Gud? Konfirmandernes tegninger forekommer mig at være prædikener og vidnesbyrd om varierede og dejlige Gudsbilleder. Tegningerne viser Gud den almægtige, som er overalt på kloden og i rummet, Gud finder vi i naturen, i luften, i vandet, i molekylerne, i en smuk solopgang ved Århusbugtens strand, Gud er en person med stråleglans, han troner i det høje eller går rundt i Edens have og leder efter os, Gud er den, han er i den brændende tornebusk, Gud er både i vore tanker og hjerter og omslutter mennesket i glæde og sorg, i solskin og bygevejr, når vi tænder et lys og beder til Gud, når samles i kirken i bøn og lovsang, når vi tænder et lys i mørket, knæler foran korset og modtager brødet og vinen ved alterbordet. Så er Gud os nær!

Eller tænk på det dejlige Gudsbillede, vi blev præsenteret for i den gammeltestamentlige læsning fra alteret: Gud er som en kvinde, der dier sit barn og aldrig glemmer det! Det er mit yndlings-Gudsbillede: Madonna med barnet.  Det værgeløse barn kalder Han ind i Riget. Og ”alt, hvad I gør mod dette barn, gør I mod mig!” siger Jesus. En kirke, der glemmer børnene, forråder ikke bare sin egen fremtid, men den forråder Kristus. Martin Luther siger et sted: ”Lær dit barn at bede, siger Kristus, så ligger jeg i det barns seng; og hvad du gør mod det døbte barn, gør du mod mig!”

I hele verdenshistoriens gang er Kristus den, der standser op ved det værgeløse barn. ”Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.” Og hans svaghed for det svage rækker længere ud, end vi tit tænker på. En dag bar nogle mødre børn til ham, som vi hører det i dåbsritualet. Børn var ikke regnet for noget i sig selv i gamle dage. De havde ikke noget at skulle have sagt. Selvfølgelig håbede man da på, at de skulle blive til at regne med, når de holdt op med at være børn og blev voksne – når de kunne klare sig selv og var kloge og dygtige og kunne noget. Men Gud regner anderledes end mennesker. ”Gud ænser ikke rang og stand, for ham er alle lige”, hedder det i en salme.

I dåben hørte vi Gud sige det: ”Du er min elskede datter, Molly! – I er mine elskede sønner, Laurits og Andreas!” Og vi kan udvide navnerækken og i stilhed hver især sætte vores eget navn ind og glæde os over Guds løfte : DU er min elskede søn og datter! Lad os høre Gud det indeni os selv, ligeså langsomt, ord for ord, i takt med vores vejrtrækning : DU …. er min elskede datter, DU…. er min elskede søn!

Bamhjertige Gud! Vi takker dig, fordi du i dåben har kaldet os ved navn, hver især og givet os en plads i dit Rige. Vi takker dig, fordi du ikke vil, at en eneste af os skal fortabes.

Hav tålmodighed med os, når vi glemmer din godhed mod os og bliver smålige. Stands os, når vi er i færd med at forvandle et tillidsfuldt barn til en skeptisk voksen, der ikke tør tro og håbe, ikke tør give sig selv af angst for at blive skuffet.

I dag beder vi specielt for de mennesker, der som børn har været udsat for forskellige former for krænkelser – sexuelle eller religiøse overgreb. Lad dem mærke din kærligheds nærvær.

Og så beder vi dig lade din Helligånd blæse liv i stive og gamle kirkestrukturer, så der skabes nyt. Lad Helligånden forvandle den hellige skrifts bogstaver til liv og glæde, så evangeliet slår rod i vore hjerter og vi får frimodighed til at gå ud i alverden med det glade budskab.

Amen.

Skrevet af Elisabeth Lidell

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *