Evangelieteksten

Jesus svarede: ”Jeg er vejen, sandheden og livet.” I de første årtier efter Jesu død hed kristendommen iflg. Apostlenes Gerninger: ”Vejen”, og de kristne var dem, der fulgte vejen. Kristen tro har altså at gøre med bevægelse, en proces

Da han (Jesus) gik videre, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.

Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«

Johannes’ disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes’ disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?«. Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«
Markus 2,14-22

Prædiken

Konfirmanderne plejer at more sig, når jeg fortæller dem, at en discipel betyder en elev, dvs.: jeg er deres lærer, og de er mine disciple! Discipelskab og kaldelse er gammeldags ord med spændende indhold.

I dåben blev vi kaldet til at være Jesu disciple med Jesu ord fra missionsbefalingen fra Math 28, 18-20: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Hvordan er VI så Jesu disciple? Hvor går vejen for os? Det spørger VI om, og det spurgte Jesu disciple om (Joh 14, 6): ”Herre, hvordan skal vi kende vejen?” Jesus svarede: ”Jeg er vejen, sandheden og livet.” I de første årtier efter Jesu død hed kristendommen iflg. Apostlenes Gerninger: ”Vejen”, og de kristne var dem, der fulgte vejen. Kristen tro har altså at gøre med bevægelse, en proces.

Men i vores individualistiske tid er det ikke in at være en discipel. For moderne mennesker vækker det modstand at skulle følge trop, at følge Guds kald. Vi kan trøste os med, at Guds kald også vakte modstand hos Bibelens mennesker.

Da Gud kaldte Moses (2 Mos 3,10) til at føre israelitterne ud af Ægypten, vægrede han sig: Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao?… Gud svarer: Jeg vil være med dig, men Moses giver sig ikke så let: Hvad nu, hvis de ikke tror på mig?.. Og senere: Undskyld, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt – send dog en anden! – Også profeterne Jeremias og Esajas forsøger at unddrage sig Guds kaldelse, men det ender i alle tilfælde med, at de går bud for Gud. Det er, som om Gud kun kan bruge mennesker, der finder sig uværdige og uegnede. Det er, som om Gud kun kan bruge mennesker, der er mundlamme og har tomme hænder. Dem kan han fylde med sit ord og med sin kærlighed.

”Følg mig!” sagde Jesus til Levi. ”Følg mig!”, sagde han til os i dåben, og han gentager det hver dag til os hver især: ”Følg mig!” Det er ikke for sent.

I Ny Testamente er det fiskere, håndværkere, boglærde og forrædere, som Jesus kalder til at være dine disciple. Det er mennesker som fiskeren Peter, der føler sig uværdige og uegnede (Luk 5,1-11): ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand”, som Peter formulerer det på vegne af Jacob og Johannes. Men Jesus svarer: Frygt ikke! – Der er ikke noget at sige til, at Moses og Jeremias og Peter og siden hen mange andre med dem umiddelbart er blevet bange, når den mægtige Gud har kaldt på dem og bedt dem gå bud for sig. Det forløsende for dem og for os er at leve vores kristenliv på Guds ord, på Jesu ord. Når vi tør tage ham på ordet, at også vi er kaldede til at være hans disciple når vi tør stole på, at han er med os, behøver vi ikke frygte det, der ligger foran os.

Den hellige Birgitta af Vadstena, som levede i 1300-tallet, har en enkel bøn, som jeg altid lærer pilgrimmene at bede på vores vandringer.  Den lyder sådan her: ”Herre, vis mig vejen – og giv mig mod til at gå den!” Mange af os kender så udmærket vejen; kender den rigtige retning, men mangler modet til at gå ind på den vej, fordi den medfører brud og afsavn og usikkerhed. Men tolderen Levi, som vi møder i dagens evangelium, han tøver ikke, men rejser sig straks og følger Jesus.

Tolderen Levi sidder naglet til sin toldbod et sted i Jerusalems bagende sol. Man kan næsten se ham for sig. Han sidder helt alene. Det jødiske folk henvender sig kun til ham, fordi de skal. Han opkræver nemlig penge til romerne, og det er ikke populært. Når han er færdig med sit arbejde, går han hjem til sit hus, men der er ingen, som besøger ham og vil kendes ved ham. Han spiser sin mad selv, han taler med sig selv, han håber måske, at Gud er med ham, skønt alle andre fortæller, at han er gudløs og fortabt.

Men Jesus kalder Levi. Han er måske den første, der i lang tid har talt til ham som til et menneske. Ingen kalkuler, intet toldersprog, men direkte og uden tøven lyder det: ”Følg mig!” Og Levi fulgte med uden at blinke. Det kræver trods alt sin mand at rejse sig op og lægge sit gamle liv bag sig, sit arbejde og sine materielle goder. Og så ellers bevæge sig ud i det fremmede uden anden rygstøtte end et ord fra et menneske, en invitation til at følge med. Ingen garanti for et bedre liv, ikke en økonomisk fortjeneste eller muligheden for et indbringende job. Det er et meget omfattende opbrud, der er på færde i forbindelse med Jesus. Det har universelle dimensioner. Men samtidig rammer det end i det individuelle, i det enkelte menneskes liv og skaber opbrud der.

Sådan var det hele vejen igennem: Hvor man ville holde Jesus fast i de gamle rammer, gik de i stykker. Vi kender det fra Bjergprædikenen: ”Der er sagt til de gamle – men JEG siger jer… Nye sække til den nye vin. Og det gjaldt lige til det sidste, at de gamle former ikke kunne holde til det nye indhold: ikke engang klippegraven kunne holde til Kristus, da de havde dræbt ham, men stenen væltede fra påskemorgen. Her var et nyt, arbejdende indhold, en ny vin, som ingen gammel ramme kunne rumme.
Det gamle system blev sprængt, og også Levi måtte bryde op. Han kom vel hjem igen, vendte vel tilbage til sin dagligdag igen, men på en eller anden måde forandret.

Som Jesus den dag spiste med toldere og syndere, sidder han i dag til bords med os ved altergangen her i kirken. Så vi må spørge os selv, om Gud kalder os til opbrud af den ene eller den anden art? Hvad er vores opgave, vores mission? Hvordan forvalter vi vores discipelskab i dag? Hvilken vej skal vi gå? Måske kan vi lade os inspirere af Dom Helder Camara, som i sin lille bog ”Tusind grunde til at leve” skriver:

Når din båd,
som længe har ligget for anker i havnen
giver dig det falske indtryk,
at den er dit hus,
når din båd
begynder at slå rødder
kajens ubevægelighed,
let anker.
Det er nødvendigt for enhver pris
at redde din båds rejsende sjæl
og din egen pilgrimsånd.

Ny vin på nye sække. Overfor evangeliet skal vi ikke andet end at åbne os for et evigt nyt og ungt budskab. Et gærende, sprudlende, boblende budskab, som sprænger alle de forvredne former for betydning, vi i vores smålighed og krampagtighed har det med selv at præstere.

Former, der lever, forandres. Ligesom kroppe, som tiden går. Nye kroppe, nye former må der til. Ingen lappeløsninger, men formernes fornyelse, siger Jesus, for det nye og det bestandigt kommende livs skyld (Mark 2, 21-22)

Og tro ikke, at det, at din ydre ”lædersæk”, din krop, din hud, måske er blevet gammel og begynder at virke noget sprækket og sprukken, tro ikke, at det betyder, at du så ikke længere skulle kunne rumme evangeliets sprudlende, nyskabende kraft. I hjerte, sjæl og sind er der i os nedlagt en mulig spændstighed. En spændstighed, som gør det muligt for os hele vejen igennem at kunne rumme i hvert fald et glimt af kristendommens vidunderlige vision for det at være menneske.

”Følg mig!” sagde Jesus til Levi. ”Følg mig!”, sagde han til os i dåben, og han gentager det hver dag til os hver især: ”Følg mig!” Det er ikke for sent.

Bøn: Kære Gud: Tak for sensommerens farver og overflod i naturen. Jesus Kristus: Tak, fordi du ikke lod dig standse af love og regler, men altid bevægede dig ud til mennesker i nød. Vær med din kirke ud over jorden, at den ikke stivner i selvtilstrækkelighed, men frimodigt bevæger sig over grænser. Tak for dit følgeskab med os i dåb og nadver – og lad os ved vejs ende sidde til bords med dig i Himmerig. Vær du med vore dages medlidende, hvad enten det drejer sig om fysisk eller psykisk nød. Giv du verdens ledere kreativ tilgang til at løse konflikter. Du gode Helligånd: tag bolig i os, giv os mod, så vi – ligesom tolderen Levi – rejser os og følger Livets Vej, den vej, du har vist.

Amen.

Skrevet af Elisabeth Lidell

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *