Århus stift krydser grænser

Aasiaat kirke set fra Sømandshjemmet. Kirken kan ses øverst til højre i billedet.

På en lille grønlandsk klippeø i byen Aasiaat bor der flere midlertidige tilflyttere, hvoraf en del kommer fra Østjylland. Når man er vant til et rigt kirkeliv med mange tilbud for alle aldersgrupper, er det en stor omvæltning at komme op til en folkekirke, hvor gudstjenesterne er på grønlandsk, og der ikke er nogen ungdomsforening til at supplere de uforståelige gudstjenester. Konsekvensen bliver da også, at man længes efter sin gamle kirketilknytning

Af Kirstine Kofoed Støttrup

Savner fællesskabet

Jakob og Paul er assistenter på sømandshjemmet i Aasiaat. De kommer begge fra Århus, hvor de har været tilknyttet folkekirken gennem henholdsvis IMU og Århus Valgmenighed. Der har de oplevet et godt kirkeligt fællesskab og god teologisk undervisning, som de savner nu, hvor de er rejst. Især savner de gudstjenester på dansk.

I Aasiaat er der en folkekirke med grønlandske gudstjenester og en frikirke, hvor der er tolkning mellem grønlandsk og dansk. Det er ikke som Århus, der er fyldt med kirkelige tilbud.

For personer, der ikke taler grønlandsk, beskriver Paul kirkelivet i Aasiaat som tomt. Han savner både teologisk undervisning og lovsange. Selvom han er glad for salmer, er han fra Århus Valgmenighed vant til, at musik spiller en vigtig rolle i gudstjenesten. Derfor opdager han nogle gange, at han selv går rundt og nynner sange fra hans kirke i Århus. Desuden får han løbende tilsendt e-mails med danske prædikener.

Hører CD’er med prædikener, men kommer sjældent i kirken

for Jakob er det meningsfyldt at arbejde på sømandshjemmet”/ ”Jakob kommer fra Århus stift og er nu assistent på sømandshjemmet i Aasiaat

Der er således flere muligheder for på denne måde at medbringe ellementer fra kirkelivet hjemmefra. Jakob, som også savner at kunne følge med i gudstjenesten, har på sammen måde fundet nogle alternativer til at få ”fyldt på”, som han udtrykker det. I stedet for gudstjenester hører han cd’er med prædikener og læser tekster på internettet. ”Men det er da klart, at jeg savner bare at kunne gå hen i kirken og høre en prædiken. Jeg savner også i høj grad nadveren”, tilføjer Jakob.

Det er ikke så ofte, Jakob kommer i kirke i Aasiaat. Dette skyldes dels, at han tit skal arbejde om søndagen og dels, at han ikke forstår gudstjenesten. Den lokale folkekirke og det lille samfund har dog også sin charme, mener Jakob: ”Jeg kan godt lide, at man tydeligt kan fornemme en del af den grønlandske kultur og de grønlandske traditioner. Jeg har altid også godt kunne lide tanken om, at de mennesker, der kommer i kirken, er de mennesker, man mere eller

Faner udenfor kirken i Aasiaat i anledning af nationaldagen

mindre omgiver sig med i det lille lokalsamfund til dagligt. I Århus var mit første indtryk, at alle var så ukendte for mig. Her i Aasiaat genkender man mange, som man støder tilfældigt på i ens hverdag, og det føles dermed på en måde mere hjemmeligt”, siger Jakob og fortsætter: ” Det er klart, at det er svært at lade være med at sammenligne kirken heroppe med den, man er vant til. Visse elementer af gudstjenesten er anderledes heroppe, så man kan da godt nogle gange komme til at savne dem, man er vant til”.

Kirken i Grønland

Kirken i Grønland er en del af den danske folkekirke, selvom den i 1993 blev et selvstændigt stift med egen biskop. Det sker da også, at der kommer besøg af en dansktalende præst i Aasiaat. Dette bliver annonceret med ophæng i kirken og på sømandshjemmet, så de danskere, der bor i byen, får mulighed for at deltage i en dansksproget gudstjeneste. Ellers er det hovedsageligt en grønlandsk kateket, som udfører gudstjenesterne, da der for tiden ikke er nogen fast præst ansat i kirken i Aasiaat. Alligevel bliver kirken godt besøgt af de lokale indbyggere.

Især på helligedage er kirken fyldt op med kirkegængere, hvoraf mange er klædt i nationaldragt.  Samtidig er kirkesalen fyldt med stearinlys. Det er med til at skabe en helt speciel stemning, når der er gudstjeneste, hvilket sikrer højtidligheden, selvom folk ved lange gudstjenester gerne går ud og får lidt luft, inden de sætter sig tilbage på bænkerækkerne.

Kristendommens udbredelse i Grønland startede i 1720erne, da præsten Hans Egede begyndte at missionere i landet. I dag er næsten hele den grønlandske befolkning med i den evangelisk-lutherske kirke. Der har således været en stærk påvirkning fra den danske kirke.

En eksaminator i religion fortæller, at han er overrasket over, hvor lidt de unge fra gymnasiet kender til de gamle fortællinger og sagn, som spillede en stor rolle for befolkningen inden kristendommen blev domminerende i landet.

 

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Læs også:

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *