Julehjælp

Tiden op til jul kan for mange mennesker være forbundet med bekymringer for, hvordan de skal få økonomien til at hænge sammen. Dette opleves blandt andet i Kirkens Korshær, hvor der har været flere henvendelser fra folk, som ønsker at søge om julehjælp

Af Kirstine Kofoed Støttrup

Økonomisk behov for julehjælp

Kirkens Korshær i Århus har besluttet, at årets julehjælp ikke kun er for mennesker, der allerede er i kontakt med organisationen, hvilket tidligere har været et princip bag uddelingen. Dette skyldes, at flere mennesker er blevet klemte. “Nu er julehjælpen for dem, som føler, de har et behov”, fortæller Richard M. Pedersen, som er Korshærsleder i Århus.

For at få julehjælp fra Kirkens Korshær, skal man ringe og aftale en tid for en samtale. Ved samtalen er der et kort interview og der gives hjælp til at udfylde et ansøgningsskema. Her skal indtægter og udgifter også dokumenteres, så der kan tages stilling til, om der er et økonomisk behov for hjælp.

Julehjælpen afhænger af familiens størrelse, men beløbet svinger gerne mellem 6-800 kr., oplyser Richard M. Pedersen . Hvor mange, der kan modtage denne hjælp fra Kirkens Korshær, afhænger af de midler, som organisationen modtager til formålet. Pengene kommer både fra fonde, som Kirkens Korshær selv søger og fra fonde, som sender penge uopfordret. Der er også private bidragsydere, som vælger at give penge til julehjælpen.

Nød eksisterer ikke kun i julen

“Julehjælp er en hjælp her og nu, som foregår omkring jul. Så er det sket. Men nød er ikke noget, der kun eksisterer i julen. Det er hele året”, fastslår Richard M. Pedersen. Derfor ønsker Kirkens Korshær også at hjælpe mennesker på længere sigt, siger Richard M. Pedersen: “Vi vil gerne have en lokal forankring. Derfor spørger vi dem, som henvender sig, om de har brug for et socialt fællesskab, for så vil vi gerne hjælpe med at etablere det. Det er mere langsigtet hjælp. Det er det, som kommer efter julen”, siger Richard M. Pedersen.

Korshærspræst Jørgen E. Lasgaard mener heller ikke, at der kun er behov for økonomisk hjælp: “Den vigtigste og største nød er mere social, ensom og sjælelig. Og den kan man altså ikke så nemt sælge. Jeg vil ikke råbe højt op om, at det hele handler om penge. Det gør det altså ikke. Det handler også om, at vi har noget overskud til at gøre nogle bestemte ting med nogle folk”, fortæller Jørgen E. Lasgaard, der ofte fejrer jul i Kirkens Korshær.

Links til julehjælp

Der er flere forskellige lokale kirker, som tilbyder julehjælp. Udover Kirkens Korshær er der desuden en lang række organisationer, hvor man kan søge julehjælp. Se for eksempel:

Mødrehjælpen

Dansk Folkehjælp

Frelsens Hær

Børnenes Kontor

Vor Frue Kirke

Citykirken

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

  5 comments for “Julehjælp

  1. tina bojtang
    17. november 2011 at 17:39

    er alene mor til en søn på 5år og er på kontanthjælp så der er ikke meget og gøre godt med og vel gerne give ham en god jul

  2. Kirstine
    18. november 2011 at 09:52

    Prøv at klikke på de links, som er ovenfor. De fører dig ind på de pågældende sider, hvor du kan søge de nævnte organisationer om julehjælp

  3. Pia Christensen
    27. november 2011 at 21:01

    Jeg er på kontant hjælp “den lille ikke forsørger”og blev mormor i Marts,jeg vil meget gerne kunne holde en god jul for mit lille barnebarn,derfor søger jeg denne hjælp

  4. Bo Grünberger
    28. november 2011 at 09:02

    Hej Pia
    Vi har ikke noget med uddelingen af julehjælp at gøre. Kirkens Korshær, Frelsens hær, og de lokale kirker deler julehjælp ud, så prøv at kontakte dem for at høre om de ikke kan hjælpe dig til en god jul med dig barnebarn.
    Vh. Bo

  5. maria
    8. oktober 2012 at 14:20

    jeg er mor til en søn på 5 år og har ikke pengen til og købe julgave til min søn

Comments are closed.