Evangelieteksten

For fem år siden døde vores venners lille dreng langfredag. Af alle dage var det lige præcis den dag. Det glemmer jeg aldrig. Jeg gætter på, at jer der har oplevet at miste et menneske, der betød meget for jer, kan huske den dag, det skete

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.
Matthæusevangeliet 28,1-8

Prædiken

For fem år siden døde vores venners lille dreng langfredag. Af alle dage var det lige præcis den dag. Det glemmer jeg aldrig. Jeg gætter på, at jer der har oplevet at miste et menneske, der betød meget for jer, kan huske den dag, det skete.

Døden sætter mærker på os, kan gi os rynker, grå hår og eftertænksomhed. Tanken om at det ubærlige sker – båndet til dem, vi er blevet knyttet til, rives over.

Frygten for døden er en del af vores virkelighed, for vi ved godt, at sådan er det. Vores erfaring er, at livets bagside er døden. Alligevel kommer det altid mere eller mindre som et chok for os, NÅR det sker.

Vi vænner os aldrig til det – måske fordi vi selv er dødelige.

Den morgen var det ikke døden, der fik menneske til at frygte. Det var en kraft, der er langt stærkere end døden. Det var herrens engel, der ikke bare kunne slå ihjel, men også gøre levende.

Der kom et kraftigt jordskælv, fortæller Mattæus. Det kom fordi Herrens engel steg ned fra Himlen, væltede stenen fra graven og satte sig på den.

Vi sætter sten på graven – vel fordi døden er som en stor sten, noget tungt, som vi ikke lige kan flytte på og som sætter mærker i vores liv.

Læg mærke til, hvad englen gør. Han vælter stenen fra graven og sætter sig på den. Herrens engel vælter døden og sætter sig på den.

Det kan godt være, at døden kan overraske os, men påskemorgen var det døden og alle andre, der blev overrasket. De så lynild og en skikkelse så hvid som sne.

Hvis de dødelige vagter skælvede af frygt og blev som døde. Forestil jer så, hvordan det har været for døden og for ham, der vil trække alle med sig i den evige død!

De dødelige blev som døde, men døden mistede sin brod. Den kan stadigvæk gøre os bange og mærke os for livet, men den kan ikke tage livet fra os, for Herrens engel satte sig på døden.

Nu er det jo bare sådan med tegn – lige meget hvor store og fantastiske de er – så er de ikke så meget værd, hvis de ikke har hold i virkeligheden.

Kirke, ritualer, ceremonier, taler, billeder og tegn har ikke nogen holdbar værdi, hvis de ikke har en virkelighed at pege hen imod.

Derfor var Maria og Maria også fyldt med frygt, da de så englen sidde på stenen. Frygten og sorgen havde så godt fat i dem, at selv et tegn fra himlen ikke kunne gøre den store forskel.

Derfor siger han: ”Frygt ikke” til dem. Og de ord er ikke almindelige ord. Det er ikke ord, som de har hørt en masse gange. Det er ord der minder dem om ham, de leder efter.

Det var Jesu ord til de dødelige, til os der lever i dødens skygge. Ord der skaber et glimt af håb i mørket og meningsløsheden. Frygt ikke for det, der kan slå jer ihjel, men frygt ham, der har magt over både krop og sjæl.

Maria og Maria må ha troet på det – at Jesus kunne noget ingen andre kunne. Og derfor var skuffelsen så meget større, da han viste sig at være dødelig – ligesom dem.

Jeg forestiller mig, at de slet ikke har forstået, hvad englen sagde til dem. At de har stået tilbage ved den tomme grav, mens deres krop er gået væk.

At ordene har gentaget sig selv inde i hovedet på dem, mens de løb: Han er opstået, som han har sagt – kom og se stedet hvor han lå – han er opstået fra de døde – I skal se ham… han er bare gået i forvejen.

Hvorfor troede de på det? Var de knust af sorg og derfor mere modtagelige overfor den slags ønsketænkning?

Jeg kan ikke komme på nogen anden forklaring end at de genkendte ordene. De kunne pludselig høre alle de gange, Jesus havde fortalt dem, at han skulle dø og opstå.

Som lyden af beskeder, der tikker ind på en telefon, kom ordene til dem, mens de løb hen til disciplene. De troede på det, fordi Jesus havde sagt det til dem.

De forstod det først i opstandelsens lys den morgen. Det var en eksistentiel erfaring de gjorde sig, som gav dem livsmodet tilbage. Det var meget mere end det.

Og grunden til at jeg kan sige det så sikkert er, at det ikke stopper med, at Jesus opstod. Opstandelsen er begyndelsen til en helt ny tidsalder. En tid hvor døden er blevet besejret og sat på plads, så den ikke behøver at få det sidste ord.

Det sidste ord i dag er heller ikke, at Jesus er opstået. Englen siger noget mere: Han går i forvejen for jer. Vi kan lære meget af den ene sætning. Han går i forvejen for jer.

Først gik han foran gennem døden til det evige liv. Og forandrede døden, så den bliver til en søvn for dem, der tror på påskemorgen. Kristne sover hen, for de skal vågne igen, ligesom Kristus.

Så gik han i forvejen til Galilæa og ud i hele verden. Hver gang vi tager mod til os og fortæller andre om påskeglæden, har Jesus været hos det menneske i forvejen.

Og hver gang vi frygter for fremtiden, går han i forvejen med den glæde, der trodser frygten og venter på, at vi skal be ham om den. Frygten forsvinder ikke, men den evige glæde, som vi skal synge om og glæde os over, er stærkere.

For glæden er ikke en oplevelse eller en følelse, men et levende håb – I skal se ham. Og de kom til at se ham ligesom alle kristne, der er døde i troen på Jesus kommer til at se ham. Det er ikke et eksistentielt håb – det er et levende håb – et virkeligt håb.

For Jesus er gået forvejen for at gøre en plads klar til os og han vil be os frem til den plads, for han går i forbøn for os.

Der er al mulig grund til jubel påskedag. For den sejr Jesus vandt, kan blive vores sejr. Grundtvig siger det så stærkt: Han i sin død trådte døden på nakke, hvem der med nåden vi tage til takke rejser han op fra de døde.

Når jeg går på kirkegården virker det fuldstændig uvirkeligt, at de mennesker, jeg har kendt, skulle ligge der under jorden. Og det virker endnu mere uvirkeligt, at de skal opstå en dag.

Men Jesus er gået i forvejen og det er derfor, vi ikke kan se ham. Og det er lige netop i mødet med døden, at Jesus bliver så værdifuld for mig. Jeg elsker ham for det, han har gjort med døden.

Jeg kan ikke altid juble over mit liv, men jeg kan glæde mig over, at Jesus har givet mig håb om et liv på den anden side af døden. Peter siger det så godt:

Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse.

Selvom vi ikke kan se ham, kan HAN godt nå os. I dag er Herrens hånd løftet og Herrens hånd kommer med sejr. Og sejren er, at vi ikke skal dø men leve og fortælle om Herrens gerninger.

For nogle år siden – i 2007 – var et lille skib på vej til Antarktis med en flok mennesker med særlig interesse for sydpolen. Mellem dem var også et dansk kærestepar. På vej derned stødte skibet på et isbjerg og alle måtte forlade skibet og gå i redningsbådene.

Det var dødelig alvor, for hvis nogen faldt overbord, ville de dø af kulde i løbet af to minutter. Og bare man blev våd, ville man fryse ihjel i løbet af en times tid.

Det danske par kom også ned i en redningsbåd og sad der og ventede og håbede på, at nogen ville redde dem. Uden redning ville de ikke slippe fra det med livet i behold.

Manden havde ellers haft den hemmelige plan, at han ville fri til sin kæreste, når de kom frem til Antarktis. Men som de sidder der fanget i båden, ser det ikke ud til at det vil lykkes. I stedet for kan han se, hvordan hans elskede ryster mere og mere og bliver fjern i blikket og går ind i en døs.

Så tager han en hurtig beslutning og kaster sig ned på knæ foran hende, finder en lille boks frem fra inderlommen og spørger hende, om hun vil giftes med ham.

Der kommer pludselig håb i hendes øjne, da hun hører ham sige de ord og hun liver op igen, da hun ser ringen med en smuk diamant, der lyser op midt i den.

I flere timer sidder de bare og venter. Pludselig ser de noget i det fjerne, der lyser meget smukkere end diamanten i ringen. Det er et lys fra et norsk skib. Alle bliver reddet om bord og overlever.

Vi er som de mennesker, der sad i båden og ventede på redningen. Uden hjælp ender det med døden – det er sikkert – for vi er skrøbelige, dødelige mennesker.

Men ham der elsker os højest, er sammen med os. Han erklærer sin kærlighed til os og gir os et håb, der er stærkt nok til at holde os i live, indtil vi bliver reddet fra døden.

Det håb er som en diamant i en ring – det gir os livsmod og holder os varme i en kold verden – og ringen minder os om, at det levende håb er et evigt løfte til alle, der siger ja til ægteskabet med ham, der elsker os.

Men, som Peter siger det, er håbet ingenting i sammenligning med den arv og den glæde der venter dem, der bærer håbet med sig, som man bærer en ring på fingeren.

Det gir livsmod og skaber forventning. Og den glæde kan ikke engang død og tab og sorg kvæle. For det er en evig glæde, der har sit udspring i den bedste morgen af alle morgener.

Påskemorgen er den morgen, hvor ringen blev givet til kvinderne, der kom ud til graven. Og de har givet den videre til disciplene, som har spredt den ud over hele jorden.

Og sammen med ringen kommer frelsen, det levende håb og glæden. Der lyder jubel og sejrsråb, som gir ekko helt frem til den dag i dag, hvor vi hørte det. Jesus Kristus er opstået. Ja, han er sandelig opstået. Jesus lever. Halleluja og glædelig påske.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Daniel Søgaard Lind

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *