Det er kun alt for tydeligt, at mange af fremstillingerne af Jesu korsfæstelse er skabt for at vække beskuerens medlidenhed, eller for at fremkalde harme og forargelse over de menneskers ondskab som gjorde sig skyldige i denne forbrydelse. Dermed glider det budskab som de evangeliske beretninger har at bringe i baggrunden

Bibeltekster

Se, min tjener får lykken med sig,
      han knejser, han ophøjes og løftes højt.
       Som mange gyste over ham
      – så umenneskeligt ussel så han ud,
      så ussel var hans skikkelse blandt mennesker –
       sådan hensætter han mange folk i forundring,
      over ham lukkes munden på konger;
      for det, de ikke har fået fortalt, ser de,
      og det, de ikke har hørt, indser de.

Hvem troede på det, vi hørte?
      For hvem blev Herrens arm åbenbaret?
        Han skød op foran Herren som en spire,
      som et rodskud af den tørre jord.
      Hans skikkelse havde ingen skønhed,
      vi så ham, men vi brød os ikke om synet.
        Foragtet og opgivet af mennesker,
      en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
      én man skjuler ansigtet for,
      foragtet, vi regnede ham ikke for noget.
        

Men det var vore sygdomme, han tog,
      det var vore lidelser, han bar;
      og vi regnede ham for en, der var ramt,
      slået og plaget af Gud.
       Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
      og knust for vore synder.
      Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
      ved hans sår blev vi helbredt.
       Vi flakkede alle om som får,
      vi vendte os hver sin vej;
      men Herren lod al vor skyld ramme ham.
      

Han blev plaget og mishandlet,
      men han åbnede ikke sin mund;
      som et lam, der føres til slagtning,
      som et får, der er stumt, mens det klippes,
      åbnede han ikke sin mund.
       Fra fængsel og dom blev han taget bort.
      Hvem tænkte på hans slægt,
      da han blev revet bort fra de levendes land?
      For mit folks synd blev han ramt.
       Man gav ham grav blandt forbrydere
      og gravplads blandt de rige,
      skønt han ikke havde øvet uret,
      der fandtes ikke svig i hans mund.
      

Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom.
      Når hans liv er bragt som skyldoffer,
      ser han afkom og får et langt liv,
      og Herrens vilje lykkes ved ham.
        Efter sin lidelse ser han lys,
      han mættes ved sin indsigt.
      Min tjener bringer retfærdighed til de mange,
      og han bærer på deres synder.
       Derfor giver jeg ham del med de store,
      med de mægtige deler han bytte,
      fordi han hengav sit liv til døden
      og blev regnet blandt lovbrydere.
      Men han bar de manges synd
      og trådte i stedet for syndere.
Esajas 52,13-53,12

Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata, hvor de korsfæstede ham, og sammen med ham to andre, én på hver side, med Jesus i midten. Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge.« Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: »Skriv ikke: ›Jødernes konge‹, men: ›Han sagde: Jeg er jødernes konge‹.« Pilatus svarede: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.« Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden: »Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.« For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse: De delte mine klæder mellem sig, de kastede lod om min klædning. Det gjorde soldaterne altså. Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas’ hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.« Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig. Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: »Jeg tørster.« Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: »Det er fuldbragt.« Og han bøjede hovedet og opgav ånden. Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned. Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus. Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt. Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.« Og atter et andet skriftord siger: »De skal se hen til ham, de har gennemboret.«
Johannesevangeliet 19,17-37

Prædiken

At livet leves forlæns, men forstås baglæns, kan også udtrykkes på den måde, at det kristne håb har rod i fortiden og rækker imod fremtiden.

Dette håb har sin grund i troen, som hviler på to centrale beretninger, som synes at være hinandens modsætninger: fortællingen om Jesu død på korset langfredag og vidnesbyrdet om hans opstandelse påskemorgen.

Såvel korsfæstelsen som opstandelsen er overvældende og svære at rumme og at forstå – de er i sandheden udtryk for et paradoks.

Men foreningen af disse paradoksale begivenheder eller rettere sammenhængen mellem dem er udtryk for Guds grænseløse kærlighed. Og det er herved at kristendommen adskiller sig fra alt andet.

Vi står alligevel med vores spaltede kærlighed – til livet i verden og til livet i Gud.

En hjælpende hånd i at kunne se sammenhængen – en forening af denne delte kærlighed – gives vi i det centrale vers i Hil dig frelser og forsoner:

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!

Korsets tegn er blevet kristendommens kendemærke. Korset repræsenterer på en gang de vertikale og de horisontale dimensioner i det kristne budskab.

Korsets tegn møder os allerede, når vi bliver døbt, sammen med de ord, som tyder tegnet: Modtag det hellige korses tegn, både for dit ansigt og for dit bryst, til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre, Jesus Kristus.

At tegne sig med korsets tegn, eller som vi også siger, at slå korsets tegn, sker ved velsignelsen i enhver gudstjeneste, ligesom kors tegningen sker ved bortsendelsen fra nadvermåltidet.

Korset har med tiden udviklet sig til et smykke, man kan hænge i en kæde om halsen.

Det kan let få os til at glemme, at korset oprindelig var et torturinstrument, som blev brugt til at slå forbrydere og andre uønskede personer ihjel på den mest grusomme og pinefulde måde.

For at fastholde, hvad der er det centrale i begivenheden på Golgata, kan det være godt at overveje, hvad der ligger i Jesu ord på korset, som til alle tider har været gjort til genstand for refleksioner over Jesu død.

Når vi nærmer os evangeliernes beretninger om Jesu korsfæstelse, er der altid en risiko for, at vi kommer til at spærre vejen for os selv med vore mange følelser og forestillinger.

Det kan vi få en fornemmelse af, når vi betragter nogle af de billedlige fremstillinger af Jesu lidelse og korsfæstelse, som er skabt til forskellige tider.

Det er kun alt for tydeligt, at mange af fremstillingerne af Jesu korsfæstelse er skabt for at vække beskuerens medlidenhed, eller for at fremkalde harme og forargelse over de menneskers ondskab som gjorde sig skyldige i denne forbrydelse.

Dermed glider det budskab som de evangeliske beretninger har at bringe i baggrunden.

I dag vil vi bestræbe os på at høre Jesu ord på korset som evangelium – som glædeligt budskab.

Ganske vist er Jesu ord på korset overleveret i en mærkelig usikker form. Umiddelbart skulle vi tro, at sådanne ord ville have brændt sig fast i øjenvidners og tilhøreres sind, så de aldrig kunne glemme dem.

For mens vi har utallige ord, der er overleveret i enslydende form hos alle evangelisterne, så findes ikke et eneste af korsordene overleveret i enslydende form hos dem.

I Johannes’ evangelium, hvis beretning vi i dag har hørt og derfor vil fokusere på, finder vi tre korsord: Jesu ord til sin mor om den elskede discipel: Kvinde, dér er din søn – og til disciplen om Jesu mor: Dér er din mor – samt ordene: Jeg tørster og Det er fuldbragt.

Nu er det ikke umuligt, at Jesus på korset har sagt mere end disse ord, som er overleveret, og at der dermed kun er fastholdt nogle få ord af det, som er blevet sagt.

Med korsordene føres vi til Jerusalems galgebakke Golgata.

Forud for dette havde Pontius Pilatus befalet en officer at føre de dødsdømte gennem Jerusalem til Golgata lige uden for den nordvestlige bymur.

På henrettelsespladsen stod nogle vertikale bjælker, som havde været brugt ved tidligere henrettelser. De horisontale tværbjælker måtte de dødsdømte selv bære.

Skildringen er nøgtern i forhold til hvad der foregik.

Ganske få ord og bag dem gemmer sig en afskyelig proces

I centrum af henrettelsens umenneskelighed indføres dog et lille grundmenneskeligt træk.

Først nævnes de kvinder, som er fulgt med til retterstedet og nu er vidner til det forfærdelige skue – til korsfæstelsen af manden i midten sammen med de to andre, én på hver side.

Dernæst følger ordene til moderen og disciplen – til Maria: Kvinde, dér er din søn – og til Johannes: Dér er din mor.

Når det netop er disse ord, der er overleveret i Johannes´ evangelium, er det ikke for Marias materielle overlevelses skyld, at Jesus henviser hende til disciplen og omvendt.

Det hænger derimod sammen med at her er det prægnante billede på det, Jesus er vokset ud af, og det som er opstået gennem hans ord og gerninger.

Henvisningen til et omsorgsfuldt forhold til hinanden peger på det nye fællesskab, menighedens hus, som bliver til ved Jesu lidelse og død: et kærlighedens fællesskab, der ikke bygger på slægts bånd, men det grunder ved troen på tilhørsforholdet til Jesus Kristus.

Ordene taler til os i dag om det fællesskab, som skænkes ved dåbens indvielse til at tilhøre den korsfæstede og ved nadverens gaver, som er Jesu legeme og blod, hengivet for os.

Med få dagligdags ord mindes vi om, at han, som døde på korset, var én af os. Han delte vore almindelige menneskelige behov og derfor også vores legemlige lidelser.

Jeg tørster. Dette er alt, hvad der i dette evangelium er af udtryk for lidelse fra den korsfæstedes side.

I denne lidelse så han altså ikke blot et sammentræf af tilfældige omstændigheder, men sin himmelske faders vilje.

Med det sidste korsord vender vi tilbage til dødsråbet. Men det er sejren der bryder igennem, at alt nu var fuldbragt. Korset og dermed den korsfæstede er et håbets og sejrens tegn.

Disse ord: Det er fuldbragt, som på grundsproget er ét ord, siger at først nu var den gerning, Jesu himmelske Fader havde givet ham at gøre, ført til ende. Der manglede intet. Her fuldendes og krones hans virke på jorden. Og på dette ords sandhed hviler hvert eneste menneskes evige salighed.

Optagetheden af at forkynde, hvad Jesu død på korset betyder, er det helt centrale. Allerede døden er triumfen eller med evangelisten Johannes´ ord – herliggørelsen tjener til at åbne for større gerninger.

Derfor skal vi også i dag lytte til ordene, og ikke være forhippede på at sammenstykke de forskellige billeder til ét. Vi skal derimod være åbne for nuancerne og de særlige toner, der viser sig for os og kommer os i møde i en erkendelse af, at Jesus Kristus måtte lide og dø, for dermed at fastholde den forpligtende forbindelse mellem Kristi opofrelse og vores frelse

Han er det sande påskelam, han har stillet sit liv til rådighed, og fra nu af har påsken en ny betydning.

Så stærk er kraften i denne nye påske, at vi – hver og en – skal se hen til ham og komme til at erkende, hvem han egentlig er.

Guds tale møder os altid i menneskeord, derfor må vi altid høre den stykkevis. Sådan møder vi den i Det nye Testamente. Og sådan møder vi den i forkyndelsen her!

Så viseligt er det indrettet, fordi vi slet ikke evner at forstå og tage imod andet end det stykkevise.

Hvad der giver dyb mening for den ene, er måske ufatteligt for den anden. Hvad den ene livsalder finder hjælp i, går den anden måske forbi.

Men midt i mangfoldigheden er der én ting, som står fast og det er det glædelige budskab, som lyder til os.

For vores skyld måtte Jesus gennem lidelsen og gudsforladtheden.

Det var til os, han vandt sejren.

Det er til os, han skænker det nye fællesskab med tilgivelse og tryghed hos Gud.

Langfredags gave rækkes os i dag – at vi af hjertet tror – og aldrig slipper Jesus af vore hjerter, – for herliggørelsen på korset er kilden til såvel nadveren som dåben. Det er en gave, der rækkes os ved døbefonten, ved alterbordet og gennem hans ord, som det lyder til os mangfoldigt men ens i grunden.

Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Søren Peter Hansen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *