Evangelieteksten

Jeg har alle dage været vild med Elvis Presley. Også på de tidspunkter hvor det ikke sådan var in at være det

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«
 Johannesevangeliet 14,1-11

Prædiken

Som en del af jer ved, har jeg alle dage været vild med Elvis Presley. Også på de tidspunkter hvor det ikke sådan var in at være det. Mine brødre, der er 5 og 10 år ældre end jeg, var også Elvis fans, så man kan næsten sige, at jeg er født ind i det. En gang midt i tresserne fik jeg en lille meget gammel radio, hvor der kunne sættes en ligeså lille og i dag fuldstændig antik pladespiller til. Det var langt fra Hifi, men det var muligt at spille plader og lytte til Radio Luxemburg, hvis man lige kunne få indstillet kanalen. Jeg havde to singleplader. Dem havde jeg fået af mine brødre, og de var med Elvis. Den ene var en gospel-plade, og den blev spillet i hundredvis af gange. Så meget at min far flere gange bestemt beordrede den slukket. Det ene nummer på singlen hed ”In my fathers house”, og er en ret nøje gendigtning af evangeliet til i dag 3. søndag efter påske. ”In my fathers house are many mansions”, -ja den sidder på rygmarven og jeg kan den udenad. Ja, jeg kunne synge den for jer, -men det skal jeg dog nok skåne jer for. Men lige siden har denne tekst fra Johannes-evangeliet stået som noget helt centralt for mig. Som en kernetekst. Ikke alene fordi jeg har hørt den med Elvis så mange gang, -men også derfor – men mest vigtigt selvfølgelig pga indholdet, teksten og meningen med den. Efterfølgende gennem mine mange år som præst har jeg valgt den som udgangspunkt for mange begravelsestaler. Fordi den siger noget helt centralt om livet efter døden. Den indeholder for mig at se den største trøst i døden. Den peger på håbet om livet efter dette.

”Jeres hjerte må ikke forfærdes”, indleder Jesus med at sige til sine disciple, og de ord er lige såvel rettet mod os i dag. Vi skal ikke forfærdes, ej heller overfor døden. Ud fra sammenhængen i Johannes-evangeliet er det tydeligt, at disciplene nu ved, hvad der skal ske i påsken. At Jesus skal slås ihjel, lide døden på korset, og at de skal skilles fra ham. Og disciplene er lamslåede. Deres hjerter er netop forfærdede, og de ved ikke, hvordan de skal komme videre. Og så trøster Jesus dem. Peger frem mod det, der var hele meningen med at han, Guds søn skulle komme til jord. Nemlig for at dele menneskers vilkår, som sandt menneske, – gå i døden for os, ofre sig for vores synders skyld og gå bort, men gå bort for at gøre en plads rede for os i de himmelske boliger. Det er formålet, sendelsens betydning, at åbne en dør ind til Guds himmel, -en dør ingen eller intet derefter kan lukke i for os. Og Jesus bruger et meget sigende billede. Et billede vi allesammen kan forstå og forholde os til. ”I min fars hus er der mange boliger. Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og I skal være hvor jeg er.” Det er til at forstå. Det er til at forholde sig til. At Jesus gør en plads rede for os. At der efter vores død venter os en bolig i Guds hus, en plads i det evige liv, i de himmelske boliger.

Er det så nok? Kunne man spørge. Er det nok til at vores hjerte ikke skal forfærdes, når vi konfronteres med døden. Når vi mister én, vi holder af, eller når vi selv skal mistes, når døden kommer til os. Er det så nok, det Jesus siger?  Ja, det var det ikke sådan uden videre for disciplene, kan vi forstå. Thomas vil ha’ mere at vide, og Filip vil have Faderen at se. De vil have noget mere håndgribeligt. Det er ikke nok for dem at vide, at der er, at der er en bolig i Guds hus. De vil ha’ mere at vide om den bolig. De vil se bagom dødens forhæng så at sige.

Det er ganske naturligt, at vi mennesker tænker videre. At vi spekulerer og grubler over, hvad der skal forstås med det, vi siger i trosbekendelsen: ”Kødets opstandelse og det evige liv”. Vi danner måske os nogle billeder, prøver at gå en tand længere end blot det, at der er noget efter døden. Det er såre menneskeligt, at vi ikke kan lade det være nok, blot det at vide at der er en bolig, der venter os. Vi vil gerne ha’ lidt mere at vide.

Vi burde lære af børnene. De spørger ikke så meget. De små. De er hurtige til at acceptere. ”Farfar er oppe i himlen”. ”Oldemor er blevet en stjerne”. Sådan sætter børnene det på plads, og det filosoferes der ikke mere over. Det er, som det skal være. Døden er gået ind over dem, men de er sikre på, at Gud har taget over, og så går livet videre. Børn går hurtigt videre. Det er først senere, at vi gør alting så kompliceret. At vi ikke accepterer det skjulte. At vi vil ha’ besked om alting, svar på alting, beviser.

Man kan også nærme sig dagens evangelium på en anden måde. Man kan spørge, – hvad er det, som Jesus ikke siger? Ja, han taler netop ikke om, hvordan selve livet i Guds boliger skal være. Han taler om, at vi skal være, hvor han er. Et andet sted står der, at vi skal se ham, at vi skal se Jesus Kristus, Guds søn som han er. Men der står ikke noget om, at vi skal se hinanden, som vi er. Der står ikke noget om et evigt gensyn. At vi skal se hinanden i himlen. Det står der ikke noget om. Det siger Jesus ikke noget om. Han konkretiserer ikke. Han taler i billeder, men billederne forbliver billeder og giver ikke forklaring på alting. Han siger klart og tydeligt, at der er noget bag ved dødens tæppe, at der er noget godt i vente for os. Men vi får ikke lov til at kikke ind bag tæppet. Livet i Guds bolig må som definition være skjult for vores øjne.

Er det en trøst i afskedens stund for nogle, at man skal ses igen, så er det en trøst og et håb ingen skal tage fra dem. For vi ved det ikke. Vi kender ikke det evige liv

For nogle er det en trøst at tro på, at vi skal se hinanden igen i Guds boliger. Og så skal vi så også holde fast på, at lige såvel som Jesus ikke siger, at der er et gensyn, så siger han jo heller ikke, at der ikke kan være et evigt gensyn. Er det en trøst i afskedens stund for nogle, at man skal ses igen, så er det en trøst og et håb ingen skal tage fra dem. For vi ved det ikke. Vi kender ikke det evige liv. Det er skjult for vore øjne. Og hvad vi lægger i det håb af konkrete billeder, det må være op til den enkelte.

For atter andre er talen om et evigt gensyn en anfægtelse. Nogle synes, at det bliver for konkret. At billedet af det evige liv bliver som en fortsættelse af det liv, man har haft her på jorden blot i evighedens perspektiv. Og hvordan skulle det kunne være noget godt, hvis det bare blev en evig gentagelse, det samme dag ud og dag ind, og hvis vi så skulle møde de samme mennesker igen, oven i købet med en erindring om hvordan livet var hernede på jorden. For mange bliver dét en frygtelig tanke og slet ikke det, man forbinder med et himmelsk liv. Forstå mig ret. Skulle det evige liv være som den der reklame for en smøreost, at vi sidder på en sky og spiller harpe dagen lang. Nej vel.

Problemet er jo generelt det, at vi prøver at danne os billeder af noget, som vi ikke ved noget om, og som pr definition må være skjult for vores øjne. Derved bliver vores jordbundne billeder en form for gætteværk. Men det er jo fordi, vi på en måde vil hente det himmelske ned på jorden. Ja, vi falder for at kræve som Filip: ”Herre, vis os Gud, vis os faderen, så er det nok for os.” Også selvom Filip jo ganske givet kender sin bibel og ved, at ingen kan tåle at se Gud. Som Moses, der ser den brændende tornebusk og forstår, at det er Gud, der åbenbarer sig for ham, så dækker han sit ansigt. Skaberguden, Gud fader, han er ud over menneskelig fatteevne. Ham kan vi som dødelige mennesker ikke se, ikke rumme, ikke fatte eller forstå. Vi kan se Gud i Jesus Kristus, som han siger det: ”Den, der har set mig, har set faderen”. Jesus er sand Gud og sandt menneske, og Jesus har disciplene set, og vi har deres vidnesbyrd om ham, og efter vores død skal vi i opstandelsen se ham, som han er.

I Grundtvigs storslåede digt ”At sige verden ret farvel” berører han disse spørgsmål på en fantastisk flot måde. Også Grundtvig bruger billeder, når han skal beskrive det evige liv, men igen, -han fastholder grænsen. Han skriver:

Kom i den sidste nattevagt

i en af mine kæres dragt.

og sæt dig ved min side,

og tal til mig, som ven med ven,

om, hvor vi snart skal ses igen

og glemme al vore kvide.

Grundtvig tænker sig sin sidste stund her på jorden. Der ved hans dødsleje sidder en af hans nærmeste og holder ham i hånden. Grundtvig digter da om, at Kristus på en måde tager bolig i den kæres dragt, går i et med hende og taler om det evige liv, om livet bagom døden, hvor de skal ses igen, Grundvig og Kristus og at al smerte, al død og pine skal være borte for altid. Og så digter Grundtvig videre:

O lad mig i min sidste stund

det høre af din egen mund

som Ånd og liv kan tale,

hvor godt der er i himmerig,

og at du stol har sat til mig

i dine lyse sale.

Og med det håb tror Grundtvig på, at han kan dø med fred, at han kan sove ind på samme måde som barnet falder i søvn i mors trygge og varme favn. Han giver sig hen i døden. Ikke fordi han tror, han ved alting om det evige liv, men fordi han er tryg og vis på, at Gud tager ham i favn og giver ham sin fulde grænseløse kærlighed. Og hvordan det så nærmere skal forstås og opfattes, det er ikke afgørende, det overlader han trygt til Gud om at ordne for ham. Gud ved bedst.

Der var meget, som disciplene dengang ikke kunne forstå. Og de var endda sammen med Kristus. Men også de ville gerne gå lige et skridt videre. Få det til at være lidt mere håndgribeligt. Lige et lille kik ind bag dødens forhæng. Men de lærte at forstå, at selvom Jesus som Guds søn kendte alle hemmeligheder, så var der dog noget, der for altid måtte være skjult for det menneskelige øje og sind.

Og til sidst siger Jesus: ”Jeg er vejen og sandheden og livet”. Vi skal ikke gruble og spekulere over, hvordan vi får del i det evige liv, -hvordan vi skal kunne finde vejen dertil. Den er os givet. Vi har taget det første skridt ved vores dåb, og vi går videre på vejen om lidt ved at tage imod indbydelsen til at dele nadvermåltidets fællesskab med Jesus Kristus. Der er åbnet en vej for os til Guds himmel, og det er vej, som vi måske undertiden kan fare vild på, men dog aldrig behøver at være bange for at forsvinde helt væk fra. For Kristus er der for os, -han er vejen, sandheden og livet. Med ham for øje skal vi ikke gå fortabt. Med ham for øje får vi en bolig i Guds himmel. Den er os vis, -hvordan det så skal være, det ved vi ikke, men vi er givet at tro på alt godt, for han er kun og alene kærlighed og fred.

Amen.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Henrik Oest

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *