Evangelieteksten

”Man kan ikke forlange, at Gud kaster en hel ko ned fra himlen!” Sådan siger Johan i en af Astrid Lindgrens pragtfulde fortællinger

Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« 
Matthæusevangeliet 7,7-14

Prædiken

”Man kan ikke forlange, at Gud kaster en hel ko ned fra himlen!” Sådan siger Johan i en af Astrid Lindgrens pragtfulde fortællinger. Og vist kan man ikke forvente, at Gud kaster en ko ned fra himlen. Heller ikke selvom man er en lille dreng i en fattig familie, der kunne have inderligt brug for en ko til at give nærende kost til søskendeskaren. Og heller ikke selvom man beder af hele sit hjerte. Men på forunderlig vis sker underet alligevel. Eller næsten i hvert fald. For den lokale herremand kaster i fuldskab en nyerhvervet lille kalv ud af sin slæde i den tro, at det er fanden selv, der kører med ham. Og skønt Johan høfligt afleverer den tilbage den følgende dag, skammer storbonden sig sådan, at han ikke vil vide af den, så Johan får lov til at beholde den. Nej, man kan ikke forlange, at Gud kaster en hel ko ned fra himlen. Men en kalv gør han!

Johan bønhøres. Han beder og banker. Og der lukkes op. Der lukkes op i dobbelt forstand. For at bede er at åbne sig. At lukke op for sig selv. At udlevere sig selv og indrømme, at det ikke er alt, man kan klare. At erkende sin egen uformåen. Sådan er det både i forhold til at bede andre mennesker om hjælp og at bede til Gud. Man må erkende sin sårbarhed og sin afmægtighed og bede om hjælp. Og på den anden side, må den der bedes til også lukke op. Være lydhør og give noget af sig selv ved at lytte. Og imødekomme bønnen, hvis det står i ens magt og skønnes at være det rigtige.

Hvis jeg ingenting manglede, så var der ikke noget at bede om. Hvis jeg ikke havde mistet noget, så var der ingen grund til at søge. Hvis alle døre stod åbne for mig, så var der ingen grund til at banke på. Hvis det var sådan var man i virkeligheden nok ikke et levende menneske, men bare en tom skal. Og netop derfor, fordi vi er mennesker, der mangler, der mister, der møder lukkede døre på vores vej; netop derfor har vi brug for at høre Jesu opfordring: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal du finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. Det er et løfte om, at vi bliver både set og hørt, og at vores ve og vel ligger Gud på sinde. Vi er betydningsfulde. Og det er jo dejligt at vide.

Bed, søg, bank, luk op. Men når vi hører Jesu løfte i dag; vækker det desværre også følelsen af og erindringen om, at vi ikke altid blev hørt eller følte os hørt. At vi billedligt talt stod der foran porten og bankede knoerne til blods, men Guds dør forblev lukket. Og udenfor rev ensomheden og smerten i os med et rungende ”hvorfor Gud?” ”Hvorfor lod du dette ske? Hvorfor greb du ikke ind, når du havde magt til det?” Og i anfægtelsen over Guds manglende lydhørhed og vilje til bønhørelse, mærker vi smerten dobbelt: Vi må ikke blot gå igennem alt dette svære, uden at kunne se mening med det og uden at kunne forstå; men vi må også gå igennem det alene. Vi er måske i virkeligheden ikke så meget værd, som vi ellers havde håbet og fået forkyndt.

Men det er ind i denne dybe følelse af ensomhed og forladthed Jesus taler. Ind i boblen, der omgiver os og adskiller os fra verden udenfor prikker han hul og giver håb. Lyset kommer ind igen. Vejen igennem den og ud fra den er ikke let. Det er ikke den brede boulevard, men den smalle og uvejsomme sti. Det er en beskrivelse af kampen med Gud og med troen, og en konstatering af, at den sti er svær at betræde, den kan være næsten umulig at finde, fordi den er groet til. Men det skal til. Det er gennem kampen med troen at livet modnes og får dybde. Det vil ind imellem kræve en indsats. Det er ikke nogen trøst, men alligevel kan det måske være en hjælp at vide, når livet lukker sig omkring os, så vi har svært ved at se mening og mulighed idet, så er der en sti at færdes af, med en port for enden, der står åben. ”O vidundertro, du slår over dybet din gyngende bro,” digter Grundtvig. Troen er denne gyngende bro henover afgrunden; som bærer os over fra dødningehjem, hvor alt håb er ude, til de levendes land, hvor der igen er højt til himlen og mod og lyst til livet. Troen bærer bønnen; en tillid til at vi får svar fra Gud. En tillid til at han åbner sig for os. Og en tilskyndelse til at vi åbner os for hinanden og give og modtage.

Nej, vist kaster Gud ikke en hel ko ned fra himlen. Men han kaster en kalv ned! Astrid Lindgrens fortælling giver os et vældig brugbart billede af troen og bønhørelsen. For kalven bliver trods alt til ko engang. Døren til Gud var ikke lukket. Johan blev bønhørt på en anden måde end han havde turdet drømme om. Der åbnede sig en mulighed, midt i umuligheden. At bede er at åbne sig. At bede er at tro på, at en anden også åbner sig, fordi vi vil hinanden det godt, og også selv venter og håber at blive mødt med godhed. Og selvom vi ikke altid kan se eller erfare, at Gud åbner sig for vores bøn, så gælder det også om, at vi må åbne os for Guds svar. At vi ikke ensidigt fokuserer på dén ene bestemte løsning, som vi selv har i tankerne, men åbner øjnene for, at muligheden, kalven, bliver til ko. At dén mulighed, Gud giver os, med tiden vokser til og forvandler sig til det vi har brug for; så vi er blevet bønhørt, selvom det er på en anden måde end vi havde ventet eller håbet.

Det er døren som er åben for os, selvom det måske somme tider kun kan anes som en mikroskopisk sprække, men den er der, for vejen er åben. Forhænget mellem Gud og mennesker er flænset, vejen er banet af Jesus selv, som der stod i hebræerbrevet. Jesus har trådt stien for for os. Og det har han gjort, så vejen må vise sig tydeligt for os. Den er stadig svær at gå, men sporet er lagt frem mod endemålet. Bededag er placeret i påsketiden; vi er ikke nået til Kristi Himmelfart endnu, så den opstandne er stadig midt i blandt os, med naglehuller og det hele. Han går rundt som en lyslevende påmindelse om, at han er kommet på den anden side af lidelse og død. Han har fået nyt liv. Sårene er der stadig; Jesus undgik dem ikke; men livet er nyt. Lad det være det billede vi må holde fast i. Livet giver nogle knubs og ikke alle sår vil hele. Hver især er vi på forskellige steder på livets sti. Vi ved ikke, hvad der venter bag næste sving, eller vi går måske lige nu på et sted, hvor det er ekstra svært at komme frem. Men uanset om vi kæmper med troen og Gud og føler os ene og forladte, eller vi går på en solbeskinnet strækning med vidt udsyn, så giver Jesu skikkelse håb om, at også vi må komme ud på den anden side til nyt liv. Vi må følge Jesu spor og tro på, at han har åbnet døren til Gud for os. Vi er betydningsfulde i Guds øjne. Vi må bede og banke. Vi bliver set og hørt. Og Gud lukker op. Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Inger Birgitte Bruhn

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *