Evangelieteksten

Jesus skulle forlade den jordiske begrænsning af tid og sted for at indgå i en større virkelighed, der gjorde Ham ubegrænset og for at udtrykke det på en måde, de kunne forstå, steg Han op og en sky ligesom bar Ham ind i himlen. De vidste godt, hvad skyen betød: den var et tegn Guds nærvær

Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. 
Lukasevangeliet 24,46-53

Prædiken

Skal vi krumme tæer i dag og være flove i dag, fordi vi holder gudstjeneste på ’Kristi flyvfart’, som dagen kaldes i folkemunde sådan lidt sjovt/hånligt? Nej, slet ikke, for hvad er Kristi færd til himlen? Den er ikke nogen rumfart op bag skyerne, men symbolsprog. Der findes to sider ved virkeligheden: den jordiske, dennesidige, synlige, konkrete verden, universet. Og: den himmelske, transcendente, usynlige verden af en anden art. Jesus er Guds evige Søn, som i tiden og historien blev menneske og levede her i 33 år + 40 dage efter sin opstandelse. De 40 særlige dage efter opstandelsen brugte Han, siger Lukas, til ligefrem at bevise for disciplene at Han var opstået fra de døde. På dag 40 efter opstandelsen gør Han noget særligt og bestemt. Det havde Han forberedt disciplene på for at sætte sin indgang til Guds eksistensform i relief. Han skulle forlade den jordiske begrænsning af tid og sted for at indgå i en større virkelighed, der gjorde Ham ubegrænset og for at udtrykke det på en måde, de kunne forstå, steg Han op og en sky ligesom bar Ham ind i himlen. De vidste godt, hvad skyen betød: den var et tegn Guds nærvær. Og det var ikke kun sjælen, der steg op, nej også kroppen, konkret altså, Ham! Og hvordan kunne det egentlig ske på en anden måde? Så, det her er ikke pinligt. Vi kan med god intellektuel samvittighed løfte hovedet i dag.

Men skal vi så ikke ærgre os? Er det ikke vemodigt, at Han forlod os og at vi ikke ser Ham, som de gjorde dengang? Disciplene ærgrer sig ikke, de holder ikke mindesamvær og begravelseskaffe, Han er jo ikke død, men opstået og for altid fri af døden. Han har nøje forklaret for dem, hvad Hans tronbestigelse betyder og det har de taget til sig. Derfor forstår de nu, at Jesus er Gud, derfor tilbeder de Ham, det havde de ikke vovet at gøre, hvis Han kun var et fint menneske, for de ved, at ”du skal tilbede Herren, din Gud alene”. Derfor reagerer de med ligefrem stor glæde og bryder ud i sang til Gud. Intet vemod, men indsigt i, at der hvælver sig en stor virkelighed over os. Og oveni det forventning: For Han skal komme igen på samme måde som Han blev taget op til himlen!

Det her er slutpunktet i det, der begyndte i jomfruens moderskød i Nazaret, fornedrelsen, der endte i ophøjelse. Det er samtidig udgangspunktet på hele virkeligheden fra da af og indtil Jesus til sidst viser sig synlig og magtfuld. Derimellem lever vi med udgangspunkt i Kristus som kongen, som samler os, taler til os, tjener os, er os nær, virker mellem os.

Det her er slutpunktet i det, der begyndte i jomfruens moderskød i Nazaret, fornedrelsen, der endte i ophøjelse

Når begivenheden foregår, gør Han noget særligt, det sidste de ser til Ham. De ser Ham med løftede hænder og hører Ham velsigne dem den kropsattitude som for at signalere, at Han favner, ja omfavner dem. Han siger noget mere end godt, noget overgodt. Guds særlige godhed tales ind over dem. Han bruger muligvis den velsignelse, vi slutter højmessen af med. Der er velsignelse i denne begivenhed og den virkelighed, den skaber, både i at Jesus ikke er for vore øjne og er fri af tidens og stedets begrænsning. Og i at Han nu er inde i tilværelsens største og mest betydningsfulde del og der er Han for os som den, der taler vores sag. Jesus har sin menneskenatur med sig. Han ved, hvad lidelse og skrøbelighed er. Han er derinde med ar af lægte sår. Den korsfæstede Jesus er den mægtige Kristus.  Kristus er ikke bare kærlighed som sind men den korsfæstede har magt og den afgørende indflydelse.

Denne dag minder os om, at tilværelsen er større. Himlen over jorden. Den skal stimulere os til glæde, sang, tålmodighed, forventning, aktion. Det skal gøre os til mennesker, der løfter hovedet i sky. Begge ben på jorden og hovedet løftet opad mod Ham. Overblik, udsigt, frit mod. Vi har en at tilbede. En at fyldes med stor glæde fra. En at lovprise og synge lovsang til, salmer, lovsange, kroningsmesse. Dermed åbner vi os for en større virkelighed og går ind i den. Det skal ikke gøre os overmodige, blot modige, glade, trygge, bærende på en glæde som er meget stor. Og det skal gøre os åbne, udadvendte, offentlige. Vi har hørt det her fra nogen, der så det ske. Budskabet skal vi bære med os ud i livet, så folkene kan høre om Ham og få et nyt sind, der forandrer os til at gå ind i syndernes forladelse, den store oprejsning og nye livsenergi til verden.

Amen.
Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Flemming Baatz Kristensen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *