Bibeltekster

Bønnens ord er netop ord fra os til Gud, altså vore ord. De kan tage fejl, og det ved vi godt. Det er derfor Ånden går i forbøn for os, og det er derfor, den himmelfarne Kristus i dagens tekst fra Romerbrevet går i forbøn for os, og det er også derfor, Jesus i dagens tekst fra Johannesevangeliet går i forbøn for os

Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet: »På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.« Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. 
Romerbrevet 8,31b-39

 Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« Johannesevangeliet 17,20-26

Prædiken

I for-forgårs, Kristi Himmelfartsdag, var den lille præstefamilie til konfirmation hos gode venner. Et af indslagene ved festen var en højskolesang om frihed. Den var god. Forfatterens poesivar fuldt på højde med de udfordringer, som frihedsbegrebet rummer. Frihed er et svært begreb. Lige som tid. Vi er udmærket godt klar over hvad det er, men det er utrolig svært at udtrykke med rammende ord.

F. eks. er frihed jo ikke det samme som tilfældighed. Naturligvis ikke. Men hvis frihed opfattes som det, at man kan gøre og vælge præcis som man vil uden overhovedet at være offer for pres eller påvirkning udefra, så er det faktisk meget svært at se, hvad forskellen er på frihed og tilfældighed. Desværre er det denne naive opfattelse af frihed, der hyldes af det helt store flertal af dagens meningsdannere. I modsætning til forfatteren til den føromtalte sang har man hverken mod eller omtanke til at tage alvorligt, hvad frihed faktisk er. For det, der er sandt, er, at vi ikke kan leve uden frihed.

Med hjælp fra forfatteren kan man sige, at der i ethvert menneskeliv er en tyngde. Arv og miljø er ikke en rigtig præcis beskrivelse af den tyngde, selv om det indgår. Det er bedre at sige, at der er en skrøbelighed i verden – ligesom en gammel, dårligt gående kvinde som man skal have op at stå. At hive hende i armene vil være en alvorlig fejl; både respektløst og udtryk for at man ikke ved, hvad man er ved at gøre. Det gælder både den menneskelige og den naturlige omverden, at den har en integritet og en suverænitet, som godt kan gøre den tung at danse med. Men det er derinde i tyngden friheden og sandheden bor: den sandhed uden hvilken friheden ikke er andet end tilfældighed. Alle ordentlige tænkere de seneste 200 år er pinligt klar over dette frihedsproblem, som nogen gange kaldes anerkendelsesproblemet. I kirken handler problemet om tro. Til frihed har Kristus frigjort os – og ja, Kristus er det ord, hvormed verden skabes. I troen på Kristus er vi frie, gøres vi frie – ikke fri fra, men til den verden, som Gud skaber.

Dermed har vi fået formuleret et problem, ikke en løsning. På den anden side har vi fået stillet frihedsspørgsmålet på en måde, hvor vi ikke behøver at falde i Pinocchios fælde: ”der er ingen bånd der binder mig, til gengæld aner jeg ikke hvorfor jeg er her”.

Sidste vers i den omtalte konfirmationsrelevante frihedssang, som er skrevet af seminariemanden Jesper Kallesøe, lyder som følger:

Så lær da din tyngde at kende:
de andre, din tid og dit sted!
Der findes en verden at vinde,
men først må den komme dig ved
og blive din ven.
Elsker du den,
bliver du fri som en sky,
der lytter til græsset,
– og skaber af glæde det ny!

Men hvordan sker det, at verden kommer til ”at komme os ved” – blive vor ven? Det som forfatteren skriver, og som er sandheden, er, at verden ikke kommer til at komme os ved, fordi vi erobrer den. Initiativet må så at sige komme fra verden selv. Eller rettere; den kommer os ved, fordi der er noget i verden, som har fat i os, før vi har fat i det. Men det må vi blive klar over, og blive klar over på en sådan måde, at vi opdager, at verden er vores ven. Hvordan?

Ja, det er i hvert fald noget, som sker i praksis. At det er sandt, at verden kommer én ved og er ens ven, skal opleves. Det er ikke sandt, bare fordi det er ens overbevisning eller ideologi.  Og oplevelser finder kun sted når man undlader den kritiske distance, som ellers er nødvendig, når man skal forholde sig til noget. Der skal være et nærvær, men samtidig skal man være fuldstændig opmærksom og vågen. Hvis ikke man er nærværende og accepterende, men samtidig fuldstændig klar og opmærksom, bliver verden ikke vedkommende og venlig – selv om man måske beslutter sig for at den skal være det.

Her repræsenterer religionen, gudsdyrkelsen, noget, som er enestående og uundværligt, hvis det skal blive virkelighed med den sande frihed. Religionen eller gudsdyrkelsen repræsenterer en praksis, som er aktiv og modtagende på samme gang, – som kræver nærvær, accept, åbenhed, men samtidig klarhed og opmærksomhed, – som er uløseligt bundet til ens praktiske omgang med verden, – og som endeligt indgiver én en forståelse, som er definitiv uden at være autoritær eller diktatorisk. Jeg taler om bønnen.

Når vi beder får vi ord givet; enten fordi vi læser dem eller fordi de springer frit ud af vort hjerte. Vi får givet ord fra os til Gud, ord om vor verden og vore udfordringer, ord om hvad vort hjerte byder os i forhold til andre mennesker og situationer. Friheden ligger i virkeliggørelsen af det, som vi beder om; friheden både som det rum, hvor vi kan leve, røres og være, og som dét, som vi faktisk gør, er og bliver berørt af.

Hvad eller hvor det er, som vores frihed kan findes i, det er det, som bønnen giver os ord for. Men som sagt; det er ikke autoritære ord, der dikterer os hvor og hvordan. Bønnens ord er netop ord fra os til Gud, altså vore ord. De kan tage fejl, og det ved vi godt. Det er derfor Ånden går i forbøn for os, og det er derfor, den himmelfarne Kristus i dagens tekst fra Romerbrevet går i forbøn for os, og det er også derfor, Jesus i dagens tekst fra Johannesevangeliet går i forbøn for os. Bønnens ord giver plads til, at virkeligheden kan overraske og være anderledes end først antaget. Men samtidig giver bønnens ord os faktisk en verden, den giver os faktisk ord for sandheden og dermed for hvor friheden findes. Bønnens ord guider oplevelsen, så den bliver erfaring af, hvor friheden faktisk findes, og hvad vi skal gøre.

Vi beder måske for en slægtning. Men gør vi det, ønsker vi også at gøre, hvad vi kan, for at det, som vi beder om, også sker. Bønnen iværksætter os for, hvad den beder om. Ved bønnen kommer verden til ”at komme os ved” på en måde, hvor vi kommer verden ved, fordi bønnen lader verden komme os ved – allerede på forhånd, og hvis det lykkes at gøre en positiv forskel for den slægtning, er det Guds gave, vores frihed. Idet bønnen giver os ord for en verden, der har brug for at blive gjort bedre, giver den dermed os ord for, hvor vores frihed kan blive virkelig.

På samme måde: Har jeg en datter, som lige er kommet over den seksuelle lavalder, og er jeg bekymret og beder Gud for hende, at hun ikke gør noget dumt til festen, som hun skal til, er det en aktiv frihed at hente hende på det tidspunkt, vi er blevet enige om. ”Hentningen” er hverken selvhævdelse elleret offer, jeg yder, men en frihed, jeg gennemfører. Bønnen er ikke en ønskeseddel, snarere et frihedsbrev, der i situationen sætter den bedende fri til at imødekomme den verden, der har brug for én.

Ved at bede om det daglige brød, lærer jeg noget om mig selv, om min egen tyngde, og ved at få bønnen opfyldt oplever jeg en frihed, som jeg selv er aktivt involveret i – al den stund at det daglige brød ikke kommer flyvende ind i min mund af sig selv. Jeg bliver fri ”som en sky” ved at tilfredsstille mine daglige behov og dermed vinde mig selv, fordi bønnen, oven i købet fadervorbønnen, siger mig, at jeg har brug for det daglige brød, og når jeg får det, når min indsat lykkes, er det Guds gave. Hvis jeg blot tilfredsstillede mine behov så at sige uden bønnen, ville det blot være slet og ret behovstilfredsstillelse, ikke frihed.

Vi har rigtig meget brug for bønnen. I en tid hvor det officielle Danmark udviser en tiltagende grad af religionsforagt, måske mere end nogensinde. Og det er ikke udtryk for et yderliggående eller idealistisk synspunkt. Flertallet af befolkningen er fuldstændig opmærksom på vigtigheden af den åndelige dimension i tilværelsen. En del af os har sikkert hørt eller læst om en aktuel undersøgelse, der har vist, at 58 % af danskerne har beskæftiget sig med åndelige spørgsmål inden for de sidste to måneder. Man ved godt, at mening og frihed er åndelige spørgsmål.

Desværre viste undersøgelse også, at kun en noget mindre del oplever, at folkekirken leverer relevante svar eller rammer i forhold til deres åndelige behov. Det er der sikkert flere forklaringer på, men jeg tror, vi er gået for let hen over, hvad bøn er, og betydningen af, at bede bønner. Som mennesker har vi brug for den ro og jordforbindelse, som udspringer af åndelig praksis. Men hvis den åndelige ro og jordforbindelse skal gøre sig gældende i den daglige overlevelseskamp, er en indadvendt meditation og tømning af sindet ikke tilstrækkelig. Der skal ord og retning på åndeligheden, og det er netop, hvad bønnen giver os. Og kirken beder bønner. Kirken består af levende sten, dvs. bedende og lovsyngende mennesker. Det skal råbes fra tagene.

I dagens tekst beder Jesus for os; han beder for dem, der ved deres, dvs. apostlenes ord, er kommet til tro på ham, på Jesus Kristus. Han beder til faderen om, at vi alle må være ét. Med de ord siger Jesus, hvori et kristent menneskes frihed består. Det består i at være ét med Gud. Det er sådan set hvad vi bliver, når vi beder, og i bønnen får ord for, hvori vores frihed i praksis og i virkeligheden består. Den består i at gøre, hvad vi beder om i Jesu navn – og i det navn blive frie til at gøre det.

Herre gør mit liv til bøn,
tømt for krav og tømt for løn,
fyldt med sandhed, fyldt med ånd, fyldt med handlekraft min hånd!

Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Martin Ishøy

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *