Alt menneskeligt samliv er en tilnærmelse. Sjældent eller aldrig rammer vi det fyldige og det egentlige. Alt er foreløbigt. Al tale er ligesådan. Der kan altid siges mere, og det kan siges bedre, synes vi – bagefter

Bibeltekster

Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet: »På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.« Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.
Romerbrevet 8,31b-39

Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« 
Johannesevangeliet 17,20-26

Prædiken

Menneskelivet kan være svært at leve. Det kan både være svært at gøre bestemte ting og at bære det, der hænder i livet. Det er også ind i mellem vanskeligt at bære, at udtrykke og formulere de følelser og refleksioner, vi har og vi gør os.

Der er formentlig flere af os, som i de seneste uger har været inviteret til konfirmationsfester. Her har vi enten selv skullet tale til en konfirmand, eller vi har hørt talere, som ville sige det vigtige og vanskelige, hvad et stort barn betyder i kredsen af familie og venner, og hvad vi hver især måtte håbe og ønske for den unges liv.

Noget lignende gælder sikkert for nogle af jer, der er inviteret til barnedåb. Vi vil gerne give udtryk for det urokkelige og uudslukkelige.  Men vore ord blegner, synes vi. Lad os trøste hinanden med, at det er bedre, at det bliver sagt – om end ufuldkomment – end at det slet ikke bliver forsøgt. Alt menneskeligt samliv er en tilnærmelse. Sjældent eller aldrig rammer vi det fyldige og det egentlige. Alt er foreløbigt. Al tale er ligesådan. Der kan altid siges mere, og det kan siges bedre, synes vi – bagefter.

Vi kan ikke direkte sammenligne taler ved dåb og konfirmation med det, som Paulus og Johannes siger i dag. Fælles med dem er vi dog om alvoren, og om at det drejer sig om det vigtigste i livet. Og der er en sammenhæng mellem deres situationer og vores. For både dåbens og konfirmationens essen er, at Gud Fader, vor Herre Jesu Kristi fader gør sig til ét med os. Han taler direkte til os og siger, at fordi vi er blevet forbundet med ham i dåben, og fordi vi tager hans ord til hjerte, er der intet som kan skille os fra ham og hans kærlighed.  Vi skal intet gøre. Vi skal blot tage imod. Lytte. Tage det sagte til hjertet og tro, at det er sandt.

Synd og død er ved Jesus opstandelse overvundet. Synd og død adskiller ikke længere Gud og os. Det er jo ellers lige præcis det, som synd og død gør. Skiller os. Synden skiller os både fra Gud og fra hinanden. Døden skiller os fra hinanden.  Men Jesu gerninger, ord samt hans død og opstandelse skaber en forsoning mellem det adskilte, og mellem Gud og mennesket.

Forsoning kommer i stand, hvis uenige, stridende og måske kæmpende parter forliges. Et forlig indeholder kompromisser,  indrømmelser, vedgåelse af fejl og tilgivelse. Forsoning og fredsslutninger kan være meget, meget vanskelige. Mange her husker forsoningsprocessen i Sydafrika efter afskaffelsen af apartheid for 20 år siden. Sandhedskommissionen lod både ofre og forbrydere fortælle om, hvad der var sket. Ordene, fortællingerne og sproget var forløsende. Følelserne fik frit spil. Hvem husker ikke billeder af biskop Desmond Tutu, der græd over det, han hørte? Det, som var sket af krænkelser? Det som havde skilt mennesker, fordi ideer blev sat over mennesker?

Forsoningen indeholder lidelse og smerte. Forsoning indebærer indrømmelser, erkendelse af fejl og af noget, der aldrig skulle være gjort, tænkt eller sagt. Lettelsen, befrielsen og forløsningen kommer, hvis det passerede bliver fortrudt, beklaget, indrømmet, modtaget, tilgivet og udsonet. Forsoning rummer en lettelse af samvittigheden. Noget så forholdsvis enkelt, som at få det, der tynger en, formuleret, er en lettelse.

Forsoning kan antage forskellige former. Alle religioner kender således skikken med at give guden eller guderne en gave for at stemme dem venligt eller for at bøde for den brøde, man erkender at have gjort.

Forsoningen kan også tage form af en forandring i den enkelte. Fra at have været modvillig, misbilligende og fjendtlig kan en forsoning ske ved at de stridende ændrer holdning og opfattelse af den anden og sig selv.  Og så kan forsoningen ske, som den sker her, hvor det, der hindrer forsoning, fjernes. Synden, det adskillende mellem Gud og mennesker, fjernes ved at Jesus tager det på sine skuldre. Han bærer det – symboliseret ved korset – ud på Golgata og ind i døden. Synden og døden dør med ham. Fordi han gjorde det, som ingen ellers kan, opstod af døde.

Forsoningen er, at vi, der endnu har døden foran os, får foræret sejren over synd og død, som havde vi selv vundet den. Forsoningen er, at vi får, hvad vi skulle have givet selv.

At dette måtte ske, som det efterfølgende skete, er indholdet af Jesu bøn, som vi har hørt i dag. Det var den sidste bøn han bad ved nadveren sammen med disciplene påskeaften, inden han gik ud i natten og blev pågrebet, anklaget, forhørt under tortur og henrettet.

Han bad ikke for sit liv. Han bad ikke om retfærdighed for sig selv. Men han bad om, at de, der havde fulgt ham, og de, der var kommet til at tro ved at høre ham, skulle være sammen med ham efter hans død.

Hvad han havde sagt og gjort måtte ikke forsvinde eller tabe sin betydning. Det skulle fortælles igen og igen, og de, som hører det, skal høre det lige så ægte og virkeligt, som da det blev sagt første gang.

Jamen, kan vi høre det, som da Jesus sagde det? Er der ikke alt for lang afstand i tid mellem ham og os? Nej, for det, som knyttede ham og disciplene samme var ikke kun, at han var hos dem. Nej, det var også og måske især det, han sagde til dem. For hvilken befrielse var det ikke for dem? Og hvilken befrielse er det ikke for os, når vi får at høre og sagt direkte til os, at vi ikke skal bære skylden for det, som er vanskeligt i livet. Vi skal ikke bære ansvaret alene for det, der skiller Gud og os. Det er forsonet. Du skal ikke gøre gode gerninger for at stille Gud tilfreds. Nej, det gode kommer og følger af det, som du har fået: Friheden fra synden og døden. Dem er du ikke længere bundet af. Der sidder ikke en vred Gud og venter på dig engang.

Jesus bad ikke for sit liv. Han bad ikke om retfærdighed for sig selv. Men han bad om, at de, der havde fulgt ham, og de, der var kommet til at tro ved at høre ham, skulle være sammen med ham efter hans død.

Hans vrede kender du, for du ved jo godt, som jeg gør, at vi ikke gør det, vi vil. Vi vil leve for andres skyld, men tager det største hensyn til os selv, hver gang. Undtagen når vi en sjælden gang glemmer os selv.

Jesus afslører, når vi hører hans ord og hører beretningerne om ham, at han er Gud i verden. Det betyder, at vi er hans, og det betyder, at verden er hans.  Vi kan leve af og tage imod det, som han rækker os.

Det er præcis det, vi har så svært ved at omsætte og formulere, når det gælder dåbsbørn og konfirmander, at de kan regne med, at vores omsorg, bekymring, hjælp og kærlighed vil være om dem altid. Det bliver så banalt, når vi skal sige det. For det er så stort. Vi taler ud af den erfaring, at der er noget, som er givet os, som vi ikke selv kan skaffe os eller få magt over. Af dette, der unddrager sig vores magt og beherskelse, lever vi.  Kærlighed kalder vi det. Det er det, og det er mere end det. Det er magten til at være til, magten til at holde os oppe, magten til utrætteligt at leve og glemme os selv. Alt det, som vi gør, og som kommer bag på os gang på gang.

Vi taler ud af en erfaring af, at intet kan skille os fra det væsentlige. Det er den samme erfaring, Paulus skrev ud af, da han skrev til menigheden i Rom. Intet, hverken nød, angst, forfølgelse, sult eller nøgenhed kan skille os fra Gud og Guds nåde. Ingen og intet kan stille sig mellem ham og os. End ikke døden, den sidste fjende, kan skille os fra Guds nåde, retfærdighed og kærlighed.

Han bad om, at vi måtte være, hvor han er. Er vi det? Vi lever ikke i Himmerige. Her hos os er der ufred og manglende forsoning mellem mennesker. Er det så ikke tomt, det budskab?  Jo, det kan man forledes til at mene. Og i øvrigt har han jo forladt verden.

Ja. For han døde og opstod og for til himmels. Han er ikke her. Og dog er han dér, hvor du er, for han har sendt og vil sende os sin Hellige Ånd. Den gør vore kolde og døde ord levende og varme. Så når du hører og føler dig talt til, er det ikke fx en prædikants fortjeneste, det er Guds Ånd, Helligånden, der lader dig høre dette, som Guds eget ord.

Sker det, – ja måtte det ske -, da er den kærlighed, som Gud Fader elsker Jesus Kristus med også i jer, og han er i jer og hos jer. Da kan intet skille jer fra Guds retfærdighed og kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

Amen.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Poul Henning Bartholin

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *