Evangelieteksten

 Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« 
Matthæusevangeliet 21,1-9

Prædiken

Barack Obama

6. november for en lille måned siden valgte amerikanerne ny præsident i USA. Det blev som bekendt genvalg af Barack Obama. Forud var gået en intens valgkamp, som vi hørte meget om i vore egne medier.

I valgkampens mange taler, var Obama flere gange inde på spørgsmålet om religion og tro. Ligesom han var det, da han første gang blev valgt til præsident. I en af disse taler spurgte han, hvordan det kan være, at amerikanerne, som lever i et superteknologisk samfund, går så meget i kirke, som de gør.

Det svar Obama gav, er efter min mening tankevækkende. Han svarede, at det fordi amerikanerne

.. indser at deres arbejde, materielle besiddelser, adspredelser og travle liv, ikke er nok. De higer efter noget større, en mening eller et formål, en fortælling, der kan omslutte deres tilværelse, et eller andet som kan bringe dem ud af deres kroniske ensomhed og hæve dem over den daglige gøren og laden. De har brug for en forvisning om at der er nogen eller noget, som bekymrer sig om dem og lytter til dem. At livet ikke bare er en lang rejse mod intetheden.

Det er et tankevækkende og bemærkelsesværdigt svar. Kunne vi forestille os vore egne danske politikere gå så dybt inde i troens spørgsmål? Thorning-Schmidt? Lars Løkke? Kunne de gå virkelig substantielt gå ind i disse spørgsmål i en offentlig politisk tale? Næppe, uden at de fleste af os ville tro at noget var galt. Men i amerikansk politik er det almindeligt.

Det er værd at lægge mærke til, hvad Obama siger. Amerikanerne går i kirke, fordi det materielle og arbejdet ikke er nok. De har brug for noget større, en fortælling, der kan omslutte deres tilværelse. Vide at livet ikke kun er en rejse mod intetheden.

Det gælder jo også her i lille Danmark. Vi ved det godt. Når livet kommer til at handle om, hvad vi skal ønske i julegave. Eller hvor vi kan købe den billigste flæskesteg. Og når den offentlige debat helt kommer til at handle om et juletræ i Kokkedal. Så ved vi godt, at vi har brug for noget, der kan hæve os op over den daglige gøren og laden og bringe os ud af vores kroniske ensomhed og selvoptagethed.

Vi har, som Obama siger, brug for en fortælling, der kan omslutte vores tilværelse og sætte vores lille liv ind i et større sammenhæng, hvor horisonten og perspektiverne er større og mere mangfoldige.

Første søndag i advent

Det er en sådan fortælling, vi begynder forfra på i dag 1. søndag i advent. Vi begynder et nyt kirkeår og vi begynder på ny den fortælling, som kan omslutte vores tilværelse, og som fortæller at der er en mening og et formål med vores liv og fællesskab.

Det er hele kristendommens store fortælling om Kristus, hans liv, død og opstandelse, som den folder sig ud gennem jul, påske og pinse.

Og overskriften kunne ikke være mere rammende end ordene fra dagens tekst: Se din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et æsel. Sådan vil Kristus komme til os gennem kirkeårets mange forskellige dage, sagtmodig, ridende på et æsel.

Det begynder julenat med Jesus født som et barn blandt hyrder og fattige mennesker. Som fortsætter med en lang række historier om hvor Jesus færdedes blandt mennesker af alle slags, satte sig til bords med dem og delte det daglige livs brød og vin med dem.

Og den kulminerer i påskens dramatiske begivenheder, hvor Jesus ubetinget delte menneskers mest smertefulde vilkår: forladtheden, lidelsen, og til sidst en vanærende død. Og dog endte det ikke der, ”for han var stærkere end alle andre” som en konfirmand sagde. Påskedag var graven tom og engel forkyndte at han var opstået fra de døde.

Se din konge kommer til dig. Sagtmodig kommer han, ridende på et æsel.

Historien kulminerer i påskens dramatiske begivenheder, hvor Jesus ubetinget delte menneskers mest smertefulde vilkår: forladtheden, lidelsen, og til sidst en vanærende død. Og dog endte det ikke der, ”for han var stærkere end alle andre” som en konfirmand sagde

Mirakel, tilgivelse, påskedag

Det er på samme tid en både gribende og helt ubegribelig fortælling. Men i hvert fald er der tre ting, som den hele tiden minder os om.

Det ene er, at det er et mirakel at være menneske. Det er et mirakel at kunne svinge sine ben ud af sengen om morgenen og gå i gang med det hele, være i fællesskab med andre, opleve et snedækket landskab, som det vi stod op til i morges.

Det andet, som fortællingen minder os om er, at for alt det som gik skævt og galt i vores liv med hinanden, er der en tilgivelse, stor nok til at rumme os på alle dage, også de dage, hvor vi ikke kan rumme hinanden.

Og endelig minder Kristus-fortællingen os om, at for alt det vi bærer til graven, både billedligt og bogstaveligt, skal der også for os, være en påskedag med opstandelse, lys og håb.

På den måde vil den store Kristus-fortælling omslutte vores lille tilværelse, give den en større mening, hæve os over vores daglige gøren og laden, være modet til at leve og virke det bedste vi kan.

Lægge frygten bag sig og vælge livet

Lad mig runde det af med at fortælle, at jeg for en tid siden havde en længere samtale med en mand. Han havde gennemlevet en meget vanskelig tid, men var nu kommet så nogenlunde helskindet igennem. Hen mod slutningen af samtalen sagde han: ”Det gælder om at lægge frygten bag sig og igen turde vælge livet”.

Ja, så enkelt kan det siges. Det handler det om, her 1. søndag i advent, og det handler det om på alle kirkeårets mange dage. At vi igen og igen tør lægge frygten bag os, og igen turde vælge livet med tro, håb og kærlighed.

Ære være Gud Fader, Søn og Helligånd, som i begyndelsen, sådan også nu og altid. Amen.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Flemming Kloster Poulsen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *