Desværre er troen på de døde opstandelse og det evige liv blevet fjerne begreber for mange mennesker af idag. Mange mener og hævder, at med døden er alting slut, -at livet er forgæn­geligt, -og døden det store ingenting. Hvis døden for én er den definitive afslut­ning, -den endelige afsked, -så siger det sig selv, at man må se på døden med den største gru

Evangelieteksten

Jesus sagde til dem: »Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.« Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig. Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen. For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør; og han skal vise ham endnu større gerninger, så I skal undre jer. For ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende, han vil. Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.« 
Johannesevangeliet 5,17-29

Prædiken

At være præst kan undertiden være som at slå nogle voldsomme psykiske kolbøtter. Det ene øjeblik er det glæden, der er i centrum, men lige efter er det sorgen, -den lammende svære sorg, hvor man som præst synes man står med tomme hænder. Og man skal gerne være fuldt til stede i det hele. Ha’ fokus på glæden i den ene situation, og så fokus på sorgen og savnet i den næste. De seneste 10 dage har været en voldsom rutsjetur. Med barnedåb, vielse, glade minikonfirmander på den ene side, og frygtelige dødsfald på den anden side.

Men selvom det ind i mellem som præst synes, at man på få øjeblikke går fra den ene yderlighed til den anden, så er det jo sådan livet er. Vi er ikke med i det hele, -men vi ved godt, at der hver levedag er alle aspekter af livet, -både det glædelig og det sørgelige, -både velkomst og smertelig afsked.

Det har været store dage og det har været meget tunge dage, og så er det at ind i sådanne stunder så føler man, at der kan være nogle ord, der ligesom har brændt sig ind i ens hukommelsen og så popper op i den sindsstemning, man lige er i her og nu. Nogle få ord, der ligesom rører ved nogle strenge sådan dybt nede, -og derfor bliver ord man ikke kan lægge fra sig igen. De er et sted der i baghovedet og dukker frem igen og igen. Sådan har vi det nok alle. Jeg har det med et lille digt, der hedder Kemo. Det er et dystert digt, -et hårdt digt. Det som også digtets titel, -Kemo anslår så tydeligt. Kemo, -alene ordet er indbegrebet af gru. Kemo leder tankerne hen på kemoterapi, -på kræft, på lidelse og død. Og det er da også det, som det lille digt, i al sin enkelthed, -det er også det som digtet anslår. Det lyder som følger:

Du vendte dig om
som ville du sige farvel.
Dit hår var borte.
Din mund var en tynd lille streg.
Du standsede op.
Mit blik slog dig roligt ihjel.
Jeg skyndte mig væk,
fortvivlende fattig og fej.

Og dér ender digtet.

Vi har vel alle på et eller andet niveau haft en kræftsygdom tæt inde på livet, -måske kender vi det på vores egen krop, -disse svære problemstil­linger. Og disse erfaringer gør, at vi alle uden videre kan sætte og ind i scenen omkring digtet kemo.

Vi kan se for os et ægtepar. Kvinden, der er døende af kræft ligger på sygehuset, og hendes ægtefælle er ved at gå ud af hospitalsstuen. Han er ved at forlade hende, -måske er det sidste gang, han skal se hende i live. På vej ud af døren ser han tilbage, og ser kvinden vende sig om, -”som ville du sige farvel”, står der i digtet. Ikke et tilfældigt farvel, -ikke et farvel hvori der ligger et -og på gensyn i morgen, -men det sidste farvel, -den afsked før døden, -den afsked de endnu ikke havde taget, og som de begge to veg uden om. Og med ét ser manden alting klart, -han ved, at nu er det alvor, -han ser sin elskede: “Dit hår var borte. Din mund var en tynd lille streg.” Han ved, at det er nu, han bør gå tilbage og tale det hele igennem, -tale om døden, -tale om begravelsen, -og om fremtiden uden hende. Men han kan ikke. Endnu engang sætter han den forrædderiske maske for hovedet: “Du skal se, det går nok”. Som digtet så fortsætter: “Du standsede op. Mit blik slog dig roligt ihjel”. Den sidste samtale, -den samtale der ville betyde uendeligt meget for dem begge, -den kom aldrig i stand. Og beskæmmet kan han intet andet gøre end at overse den døendes signaler og gå. “Jeg skyndte mig væk, fortvivlende fattig og fej.”

Jeg synes, at det lille digt på bedste måde illustrerer den fortvivlede situation, som mange mennesker af i dag står i, når man kon­fronteres med døden. Mange der har svært ved at tale om døden. Ja, -og dog kan det måske gå at tale om døden, -altså når det er noget fjernt, -når døden blot er et debatemne på linje med så meget andet. Men når det er døden, -når det er vor egen og vore kæres død, det handler om, -ja så er det noget ganske andet, -så lukker mange af, -så viger mange udenom. Så kan der jo ikke længere bare tales teoretisk. Så gør det ondt at tale om døden, -ja så gør det ondt helt derned, hvor vi ikke vil ha’, at det skal gøre ondt. Og så gør mange af os som manden i digtet kemo, -så lukker vi af for enhver samtale, -lukker af som om vi ved at tie om døden, -at vi så den vej kan få døden til at lade være med at berøre os.

Hvorfor er der da denne dybe tendens hos de fleste af os til at skubbe døden væk fra os? Skubbe den væk fra os, -både fysisk og i tanker og følelser? Døden er jo da ellers en helt naturlig del af livet, -ja døden er det eneste sikre i livet. Men alligevel er det som om, at døden på en måde slet ikke er med, -at man ikke regner med den, -at der ikke er plads til den i vore dages moderne samfund.

Sådan har det ikke altid været. Men hvorfor er en del af udviklingen gået den vej? Ja, -der er nok mange grunde, -men én ting man i forlængelse af dagens evangelium kunne pege på, -det er, at troen på et liv efter døden, -at den tro nok desværre ikke er helt så fast forankret i folks bevidsthed, som det var det førhen.

For år siden lød det meget ofte ved et dødsfald, at han eller hun “var gået hjem til Gud”. Og det var ikke bare en vending, -ikke en floskel man nu brugte, nej man mente det virke­ligt. Mange stolede fast på Jesu ord i evange­liet, jeg læste: “Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet”, -og videre: “Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve”. Man troede fast på disse løf­ter, -disse løfter fra Jesus Guds søn- løfterne om en opstandelse og et evigt liv, – og det trøste­de og styrkede ved en afsked med den, man holdt af. Døden er med en fast tro på Jesu opstandelse kun en overgang, -en overgang til noget bedre, -en overgang til at blive in­desluttet i Guds rige. Selvfølgelig vil en afsked ved døden altid volde smerte og savn, -men dog en smerte over, at noget godt nu ikke er mere, men det er dog en afsked i lyset af opstandel­sen, -det lys i mørket, det gør, at døden aldrig er bundløs fortvivlelse. Der er et lys i mørket, der er et håb bag om alt.

Desværre er troen på de døde opstandelse og det evige liv blevet fjerne begreber for mange mennesker af idag. Mange mener og hævder, at med døden er alting slut, -at livet er forgæn­geligt, -og døden det store ingenting. Hvis døden for én er den definitive afslut­ning, -den endelige afsked, -så siger det sig selv, at man må se på døden med den største gru, -så må døden være det totale mørke, -den helt store fortvivlelse. Hvis man ikke tror på noget efter døden, -så er klart det er svært at tale om døden. Så er der ingen trøst at hente, ­ingen trøst at gi’. Og så er man for alvor stedt i en fortvivlende, -dybt fortvivlende situa­tion, -så følger svaret på en døendes bedende øjne: “Mit blik slog dig roligt ihjel. Jeg skyndte mig væk fortvivlende fattig og fej.” Jo, -for man er netop fattig, -frygtelig fattig i døden, hvis man siger nej til Jesu ord om opstandelsen og det evige liv. Så har man intet at give, -så har man ingen trøst.

Men som en stædig trodsen tidsånden, så lyder opstandelsesbudskabet ved enhver begravelse, -det budskab lyder som en gentagelse af ordene, der lød over os fra første færd af ved barnedå­ben og som lød lige før over Jacob og Emma: “lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi far, som har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”. Og netop ved en begravelse da lyder opstandelses-budska­bet stadig stærkt. Her får det på trods af tidsånden stadig stor og vigtig betydning for dem, der sørger.

Men det man kunne ønske, det var, at opstandel­sesbudskabet blev løftet ud fra kirker og kapel­ler, -at det ikke kun betød styrke og trøst i begravelses-situationen, -men at det blev løftet ind i danskernes almindelige hverdag. Løftedes ind i dagligdagen og blev til en fast tro på, at vi er i Guds almægtige hånd, -overalt og til enhver tid, -også efter døden. Troen på opstan­delsen og det evige liv bør vækkes, -for kun ad den vej kan vi for alvor bearbejde vores hold­ning til døden, -kun ad den vej kan vi få et mere normalt forhold til døden.

Jesu ord i dagens evangelium understreger med al tydelighed, at døden ikke er det sidste. Ja, understreger, at Gud sendte sin søn til jorden, -at Gud selv kom til jord, -for at vi skal leve, -for at døden skulle dø og livet og kærligheden sejre.

Evangeliet understreger, at vi ikke bør møde døden med håbløs fortvivlelse. At vi aldrig står uden et håb, -at mørket ikke får det sidste ord. Jesus kom, -døde og opstod og åbnede døren for os ind til det evige liv, -det evige liv der skænkes os ved tro og ved at høre Jesu ord. “Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv”, siger Jesus til os. Lad os tage disse ord til hjertet, -lad os tage dem ind i vores brogede hverdag, -som et våben mod al fortvivlelse, -som en våben mod alle de kræfter, der formørker synet på døden.

Og som det sidste, -vi kan være trygge på Guds kærlighed i døden. Vi skal ikke frygte for dommen. Når både epistelen, jeg læste fra alteret, og evangeliet, taler om dommen ved opstandelsen, og som vi også siger det i trosbekendelsen, at Jesus kommer for at dømme levende og døde. Så skal det ikke få os til at vakle og gå til i frygt. For det er Kristi domstol vi skal stedes for, -og Kristus kom for at tage dommen på sig. Han vil os, vil tilgivelsen, og så langt at vi ikke behøver at frygte. Kristus kom for dig og mig, og han vil ikke slippe os, ikke forlade os. Han siger: kom til mig, jeg har gjort en plads rede for dig i min fars boliger.

Det er det vi skal leve, og det vi kan dø i tryghed på.

Amen.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Henrik Oest

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *