Det kan være svært at få sig et bønsliv. Det kræver vilje og vedholdenhed i begyndelsen, indtil du har fundet din egen måde at gøre det på og mærker virkningen i dit liv

Det kan være svært at få sig et bønsliv. Det kræver vilje og vedholdenhed i begyndelsen, indtil du har fundet din egen måde at gøre det på og mærker virkningen i dit liv

Så blev det den sidste søndag i kirkeåret og den sidste tekst i 2. tekstrække. På næste søndag begynder vi forfra på 1. tekstrække. Vi skal i løbet af næste kirkeår igen med til fødslen i Betlehem og senere døden på korset. Vi skal tale i tunger med disciplene i Pinsen, og høre gode opbyggelige lignelser og fortællinger gennem Trinitatis.

Kirkens to tekstrækker er som to smukke lange silkebånd, man binder om gaver – og det er livets gave, vi får så smukt pakket ind. Sløjfen på toppen af gaven – ja, knuden i midten af sløjfen – det er dagens tekst. Denne tekst skal nemlig både tage afsked med det forløbne kirkeår og byde velkommen til det næste. Teksten på denne plads må derfor rumme alt, hvad der er blevet sagt siden tidernes morgen, og alt hvad det er fornødent at sige i fremtiden. Den skal pege bagud og fremad.

Og det lyder måske af uoverskueligt meget, men i virkeligheden kan det siges med ganske få ord i Det dobbelte kærlighedsbud: Du skal elske Herren, din Gud OG din næste som dig selv.

I dagens tekst får vi en variation – en uddybning af Det dobbelte kærlighedsbud

Evangelieteksten

På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« 
Matthæusevangeliet 11,25-30

—-

Efter den nåde, der var givet mig af Gud, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvolden, men en anden bygger videre på den. Enhver bør se til, hvordan han bygger. For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus. Hvis nogen bygger på grundvolden med guld, sølv, ædelsten, træ, hø, halm, skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er. Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn, men hvis hans arbejde går op i luer, skal han gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild. Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.
1 Korintherbrev 3,10-17

Prædiken

Det dobbelte kærlighedsbud: Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, din sjæl og dit sind OG din næste som dig selv.

Det er Kristendommens fundament, som vi hørte fra alteret, at Paulus også skrev om i sit brev til Korintherne – der kan bygges videre på fundamentet, skriver Paulus, med guld og sølv, hø og halm, hvad vi nu har hver i sær. Men fundamentet må være Kristus, hvis det skal holde.

Det dobbelte kærlighedsbud overflødiggør al anden lov – også de 10 bud. Jesus siger det selv, at Han ikke er kommet for at ophæve loven. Nej, han er kommet for at opfylde loven. Og det der er opfyldt er overflødigt. Det er derfor kristendommen ikke er en lovreligion, som Jødedommen og Islam, der bygger på mere eller mindre faste guddommelige love, som skal følges mere eller mindre slavisk for at være frelsende. Og dømmende og straffende, for dem, der overtræder loven.

Kristendommen derimod er evangelisk. Den frelser ikke gennem et sæt regler, men ved troen på evangeliet – dvs den levende historie om Jesus – et menneske, der levede hele sit liv for at opfylde loven og vise os andre vejen til et liv uden lov.

Et liv, en verden uden lov? Hvad ville det betyde? Tør vi tro på, at det kan lade sig gøre?

I Det dobbelte kærlighedsbud har vi et fundament, der rummer alt, hvad vi behøver for at leve sammen i fred og retfærdighed og glæde – så ingen har for meget eller nogen som helst for lidt. Når fundamentet er kærlighedsbuddet, er loven overflødig: Du må ikke stjæle, står der – men hvem ville finde på at stjæle fra sin næste, som man elsker, ligesom man selv er elsket? Du må ikke slå ihjel… Du må ikke lyve… Du må ikke køre for stærkt eller over for rødt…

I dagens udgave af buddet får vi en nærmere forklaring og anvisning på, hvordan buddet virker i praksis blandt de små – de umyndige, ydmyge og sagtmodige. Vi hører i dag, hvordan Jesus begynder med at lovprise Gud, opfyldt som han er af kærlighed til ham, og det er det ene bud: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte”. Med hele hjertet i Gud, og kun derfor, kan Jesus dereftertilbyde os et åg – som jo er et hjælperedskab, man lægger over skuldrene, når man skal bære tunge ting. Åget vi får, er kærlighedens åg, der hjælper os med at bære livet med hinanden. Og det er det næste bud: ”Du skal elske din næste, som dig selv”. Og som Jesus gør det, må vi også gøre: Vi tager uforbeholdent imod Guds kærlighed og giver den videre til støtte og hjælp, hvor vi ser det er nødvendigt.

De to bud hænger uløseligt sammen, er to sider af samme sag. Sat på spidsen hedder det: du kan slet ikke elske din næste, hvis du ikke elsker Gud, for det er Guds kærlighed vi elsker hinanden med – vi elsker næsten, som vi selv er elsket af Gud.

Med Det dobbelte kærlighedsbud bliver det tydeligt, at kærligheden ikke er vores egen præstation. Vi hverken kan eller skal tvinge kærlighed til næsten frem. Vi skal blot give den kærlighed vi selv får, videre

Med Det dobbelte kærlighedsbud bliver det tydeligt, at kærligheden ikke er vores egen præstation. Vi hverken kan eller skal tvinge kærlighed til næsten frem. Vi skal blot give den kærlighed vi selv får, videre

Med Det dobbelte kærlighedsbud bliver det tydeligt, at kærligheden ikke er vores egen præstation. Vi hverken kan eller skal tvinge kærlighed til næsten frem. Vi skal blot give den kærlighed vi selv får, videre.

Tænk hvis vi turde tro på, at det virkelig er så enkelt?

Det dobbelte kærlighedsbud gælder Hin enkelte, som Kirkegaard siger det. Hvert eneste menneskeøre skal høre det, og hvert et hjerte tage det til sig. Men selvom vi må gøre det hver for sig, er vi ikke alene. Vi har et stort og godt fællesskab at lytte i – nemlig de døbtes fællesskab. Og vi har Bibelen og traditionen, historien og kirken til inspiration og støtte i enhver af livets situationer. Dåbens fællesskab er et stort og broget fællesskab af mennesker i alle farver fra hele verden. Vi er meget forskellige og vi ser forskelligt på mange ting, men dåben har vi tilfælles. Sammen kan vi i det daglige hjælpe hinanden med at turde tro, for det kræver noget af os selv at holde dåben levende i livet. Når vi er børn er det ikke så svært – barnet er velsignet med et åbent og lyttende og lærende sind. Det bliver først en udfordring, når barnetroen skal følge med os ind i voksenalderen – når barnetroen skal blive til voksentro.

Mange af os må lære at tro på ny, når den gamle, rare Gud på skyen, ligesom julemanden, ikke længere kan tilfredsstille vores dybeste længsler. Når vi ikke længere kan tro på, at Han nok skal klare ærterne for os og redde verden. Når vi, som voksne, bliver klar over vores egen andel og ansvar for verdens og næstens ve og vel.

Lad mig her til slut blive helt konkret.

Tro er en træningssag. Ligesom vi træner kroppen, for at vedligeholde den, må vi også træne vores tro, for at blive i den. Og jeg har tre forslag til hvordan det kan praktiseres i en helt almindelig hverdag:

For det første i bøn. Bøn er samtale med Gud, hvor man lærer Ham at kende – også som voksen. Man beder i sit lønkammer, som Jesus siger – i stilhed og for sig selv. Det kan være svært at få sig et bønsliv. Det kræver vilje og vedholdenhed i begyndelsen, indtil du har fundet din egen måde at gøre det på og mærker virkningen i dit liv. Begynd evt med Fadervor i 10 minutter om morgenen og 10 minutter om aftenen. Vær åben og fordomsfri, og se hvor det fører dig hen.

For det andet kan du hver dag sørge for at gøre noget for andre. Det vigtige er ikke hvad eller hvor meget du gør, men at det du gør, betyder mere for den anden, end det betyder for dig selv. Denne daglige overvejelse vil hurtigt skærpe din sans for kærligheden, som den viser sig overalt i vores hverdag på de mest uventede steder og blandt fremmede mennesker. Du vil snart kunne se Gud virke og handle midt iblandt os.

For det tredje vil jeg som en god trospraksis anbefale at gå regelmæssigt til gudstjeneste. Det behøver ikke at være i Sct Mortens kl 10.00 – selvom jeg jo altid er glad for at se jer. Det vigtige i gudstjenesterne er fællesskabet – det, at man ofte bliver mindet om, at man ikke er alene med sin tro. Her møder man alle de andre, som også håber og tror, at Jesus ikke døde forgæves, men for vores, ja- for hele verdens frelses skyld.

Vi frelses ikke ved gerninger, sagde Luther tit nok til katolikkerne, vi frelses ved tro.

Så frygt ikke – tro kun

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Line Hage

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *