Ørkenblomst

En gang skal Gud komme og skabe nyt liv, hvor ørkenen blomstrer, de kraftesløse knæ bliver stærke og den stumme bryder ud i jubel.
Så altså: Sig til de urolige hjerter: vær stærke, frygt ikke.

Bibeltekster

Ørkenen og det tørre land skal glæde sig, ødemarken skal juble og blomstre, den skal blomstre som rosen, juble med stor fryd. Den får Libanons herlighed, Karmels og Sarons pragt. De skal se Herrens herlighed, vor Guds pragt. Styrk de synkende hænder, gør de kraftesløse knæ stærke, sig til de urolige hjerter: Vær stærke, frygt ikke! Nu kommer jeres Gud med hævn, Guds gengæld, han kommer og frelser jer. Da skal blindes øjne åbnes og døves ører lukkes op; da springer den halte som hjorten, den stummes tunge bryder ud i jubel. For vand vælder frem i ørkenen, bække i ødemarken. Det hede sand bliver til oaser, den udtørrede jord til kildevæld. På sjakalernes tilholdssted vokser der rør og siv. Dér skal der være en banet vej, Den Hellige Vej skal den hedde, de urene skal ikke færdes på den; men for hans folk bliver det en vej at gå på, hvor dårer ikke flakker om. Dér skal der ikke være løver, rovdyr kommer ikke på den, de findes ikke. Dér skal de løskøbte vandre, Herrens udfriede vender hjem, de kommer til Zion med jubel, evig glæde går foran dem, fryd og glæde når dem, suk og klage flygter. 
Esajas 35

—–

Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.« Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: ›Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.‹ « Matthæusevangeliet 11,2-10

Prædiken

Så blev det tredje søndag i advent og vi har tændt det tredje lys i adventskransen. Og dagens tema, den røde tråd, som snor sig gennem alle tekster og salmer og det, jeg vil forsøge at sige her i min prædiken, er Esajas ord: Sig til de urolige hjerter: vær stærke, frygt ikke. 

Ordene står i det fantastiske kapitel 35 hos Esajas hvor han formulerer en stor vision: En gang skal Gud komme og skabe nyt liv, hvor ørkenen blomstrer, de kraftesløse knæ bliver stærke og den stumme bryder ud i jubel.

Så altså: Sig til de urolige hjerter: vær stærke, frygt ikke. 

Jane Aamund

Vi begynder i Lemvig i Nordvestjylland. Deroppe bor forfatteren Jane Aamund. Hun er 75 år gammel, har levet det meste af sit liv i København, er en af Danmarks mest sælgende forfattere (Klinkevalsen, Coloradodrømme m. fl.), har haft mange mænd og på mange måder levet livet.

Men derudover er hun også et menneske, som i mange år har levet med en kræftsygdom. Allerede da hun var 32 år gammel fik hun første gang konstateret kræft og siden har hun måttet leve med den i kroppen, har været i kemo, været opereret flere gange, senest i ganen.

Da hun blev interviewet af Kristeligt Dagblad fortalte hun om sin tro. Hendes mor var indremissionsk og fra hende har Jane Aamund fået troen med sig hele livet igennem. Hun siger, hvad den har betydet for hende:

”Den giver tryghed, gør at jeg har nogen at bede til, og jeg er ikke alene i lidelsen.”

Det synes jeg er smukt sagt. Den måde at tale om tro, kan jeg lide. Tro som noget der gør livet større og rigere. Midt i smerte og vanskeligheder. Det er tro som noget livsbekræftende, der giver ens liv vidde og dybde.

Tro bliver ofte fremstillet som wellness, noget feel-good agtigt. Men det er slet ikke det Jane Aamund taler om. Hun taler om en tro, der giver styrke, indhold og perspektiv i forhold til lidelsen og den ensomhed, som hun har mødt i sit liv. En tro, som hun kan forstå og se sit liv i lys af.

Undervejs i intererviewet rækker Jane Aamund ud efter en Bibel og læser op fra Johs Åbenbaring: ”Se jeg gør alting nyt.” Og hun føjer til: ”Sådan oplever jeg hver morgen, hvor jeg får lov at tage hul på en ny dag.”

Vær stærk, frygt ikke, se jeg gør alting nyt! Det er den tro, som Jane Aamund formulerer her. Sådan kan troen være til stede som styrke og håb, midt i et liv, som også rummer smerte, behandlinger, operationer, ud og ind af Rigshospitalet til kontrolbesøg.

Johannes Døberen

Det er noget lignende der kommer frem i dagens fortælling. Johannes sad i fængsel. Men fængsel og fængsel. Ved det ord skal man ikke tænke på Randers Arrest, men meget mere på et regulært fangehul. Johannes sad i et fangehul, mørkt, fugtigt, med rotter og kakerlakker og elendig mad.

Men også i billedlig forstand var han faldet i et hul og grebet af mismod og sortsyn. Det kender vi jo godt, at man falder i et hul, humøret er ligesom vejret i dag: gråt, tåget og temperaturen på nulpunktet.

Dette mismod er baggrunden for det spørgsmål, som han sendte sine venner til Jesus med: ”Er du den der kommer, eller skal vi vente en anden.” Skal jeg blive ved med at vente og håbe på dig? Eller skal jeg opgive og satse anderledes. Det var Johannes’ spørgsmål.

Og læg så mærke til hvad Jesus svarer tilbage. Han peger på alle de steder, hvor Gud skaber liv og livet vokser og gror: ”Sig til den urolige Johannes: De blinde får deres syn. Døve hører. Lamme rejser sig og går. Døde står op fra deres grave. Og Guds godhed bliver fortalt og forkyndt. Og derfor skal Johannes være stærk og ikke frygte.

Sådan svarede Jesus. Han pegede på livstegnene. Han trodsede virkeligheden snævre begrænsninger. Han trodsede den såkaldte normalitet. Han trodsede de små skos fornuft.

I stedet skabte han et mægtigt håb i Johannes’ hjerte, et håb om at kunne bevæge sig fra mismod til livsmod, fra dødbideri til liv, fra blindhed til syn og sans for at verden er stor, fuld af mirakler og glæde.

Det var også den tro, som Jane Aamund, talte om. En tro, der trodser daglig fornuft og snuslogik. Som rækker videre ud og sætter et andet perspektiv og et andet lys over tilværelsen. Hvor man på trods af sygdom og tilværelsens mørke huller kan opleve verden, som et sted hvor mirakler finder sted, og glæden kommer.

Sig til de urolige hjerter: vær stærke, frygt ikke.

To små drenge

Vi runder af med to drenge, som var alene hjemme. Lillebror var 4 år gammel, storebror var 6-7 år gammel. Lillebror savnede sin mor og blev ked af det. Storebror forsøgte at trøste: ”Mor kommer snart hjem, tror jeg nok. Og når hun kommer, har hun gaver med til os, tror jeg nok.” Lillebror snøftede og spurgte: ”Må jeg godt tro med?

Det er hvad det handler om! At vi må tro med. Tro med på at der er noget som bærer i sygdom og lidelse, som Jane Aamund talte om. At der er noget der kan skubbe dit mismod til side, som Johannes fik at vide. At der er trøst at finde, som Lillebror fandt ud af.

Vi må tro med på historien om Gud der kommer til verden her i advent og jul, bliver menneske og skaber liv ud af ingenting. Og derfor siger til de urolige hjerter: vær stærke, frygt ikke, jeg gør livet nyt.

Det handler det om for Jane Aamund. Og Johannes. Og lillebror. Og de to drenge som i dag blev døbt. Og alle vi andre. Må vi tro med? Ja. Vi må tro med på at der er en virkelighed, der er større end vores. At Kristus kommer. At alt godt i vente.

Så vær stærke og frygt ikke. Tilværelsen, det er nu. Derfor nej til small-talk og klynk. Og ja til det livsbekræftende og mulighederne – og Gud, der siger: Se jeg gør alting nyt.

Glædelig advent – ære være Gud Fader, Søn og Helligånd, som i begyndelsen, sådan også nu og altid. Amen.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Flemming Kloster Poulsen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *