Begyndelsen og enden – alting har en tid. Intet varer evigt, og alting forandrer sig med tiden. Her i verden på jorden er det tiden der hersker

Begyndelsen og enden – alting har en tid. Intet varer evigt, og alting forandrer sig med tiden. Her i verden på jorden er det tiden der hersker

Her i adventstiden er vi i venteposition. Vi venter på juleglæden, og forventningens glæde er stor og stærk. I adventstiden tager vi forskud på glæden – vi forbereder os på at blive fyldt af glæde og fred i juledagene. I adventstiden øver vi os i glæde og vi lader den langsomt vokse i os – og frygten for, at glæden ikke indfinder sig vokser tilsvarende. For sådan er det jo, at jo mere man glæder sig, jo værre bliver det også hvis forventningerne ikke indfries. Vi satser og investere glæde, og håber det giver stort afkast.
I dag skal vi høre Jesus fortælle om dommedag, som vi også skal glæde os til – ligesom til jul. For ligesom Jesus kom til os på jorden julenat – vil han komme igen på den yderste dag. Og det er værd at glæde sig til, det ved vi jo godt. Frygten er selvfølgelig også med i denne dommedagsforventning, som den er til stede i juleglæden, og måske endda så meget her, at vi lader frygten styre vores forventninger, så vi efterhånden er blevet sløve og blinde og ikke længere føler noget for den dommedag – eller tænker over den.

Evangelieteksten

Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« 
Lukasevangeliet 21,25-36

Prædiken

Jesus fortæller i dag om verdens sidste dag – den dag, hvor verden holder op med at eksisterer. Den yderste dag er en helt banal kendsgerning, som enhver videnskabsmand vil bekræfte. Jeg hørte for nylig om nogle nye beregninger af, hvornår det kunne ske – det var noget med solen der langsomt, men sikkert, suger jorden til sig, og jeg husker ikke lige hvor mange tusind eller millioner år der er til det sker – og det kunne jo være allerede i morgen, lige nu… eller om 5 år. Men det er vel også ligegyldigt, for når den dag kommer, kan vi alligevel intet stille op. Verden har en ende – ligesom den også har en begyndelse. Det er alle enige om.

Begyndelsen og enden – alting har en tid. Intet varer evigt, og alting forandrer sig med tiden. Her i verden på jorden er det tiden der hersker – det kan vi sikkert også nemt blive enige om. Tiden hersker i sådan en grad og binder alt og alle sammen, at vi slet ikke kan forestille os noget, der ikke er bundet af og underlagt tiden. Og vi lever fint med tiden – selvom man nogle gange godt kunne ønske, at man havde lidt mere af den. Vi kan også tale om tidens tand, og det er vist ikke så venligt ment – til gengæld læger tiden alle sår. Og vi lever med og i tiden uden at gøre oprør mod den.

Men tiden er kun et lille bitte komma i evigheden – hvis vi nu legede at Sct Mortens kirke var evigheden, så ville tiden ikke fylde mere end højst et lille støvkorn herinde. Og som det er nu, så er vi fanget inde i det støvkorn, og vi kan slet ikke få øje på eller fatte det store smukke rum, vi ligger og hviler i. Vi kan ikke nå evigheden, for vi er fanget af tiden. Og det er det Jesus vil befri os fra på den yderste dag: Når det sker, kan I rette ryggen og løfte hovedet, for så bliver I snart befriet.

Vi fatter ikke evigheden – og dog – vi kender faktisk lidt til den allerede. Vi mærker den i glimt, når vi er lykkelige og tiden står stille. Eller når vi bliver grebet af inspiration eller bare nysgerrighed. Musik kan også bringe lidt evighed ind i tiden, ligesom en god bog, en gåtur i smukke landskaber i solskin og medvind… Evigheden kommer til os i dråber, som vi må være vågne, for at opfange og modtage. Vi skal ikke sløve os, og dulme vores frygt for det ukendte med druk og fest og hverdagens bekymringer.

Evigheden er ligesom kærligheden – ikke et sted, men en tilstand, hvor tiden ikke spiller nogen rolle og dommedag er der, hvor tiden hører op.

Hvis man nu ikke har holdt sig vågen og har modtaget dråberne af evighed, når de kommer til en. Hvis man, med andre ord, ikke har øvet sig i evighed – SÅ kan dommedag blive en meget ubehagelig overraskelse. Man ligefrem drukner og forliser i evighed. Man er fortabt. For alt hvad man har levet på og holdt for sandt – alt det der kunne måles og vejes og tages tid på – det vil forsvinde.

Vi lever så meget på tidens præmisser, at vi ofte vil have garantier og beviser, før vi gør noget, der har evighedens perspektiv. Vi synes ikke, at vi har tid til andet. Det skal være fornuftigt, det vi foretager os. Det skal enten rette op på fortiden eller forbedre fremtiden, og det må for alt i verden ikke være spild af tid.

Tag kirkegang f eks. I tidens logik er det spild af tid at sidde her søndag efter søndag og høre de samme ord, bønner og salmer igen og igen. Man kunne gøre en god gerning i stedet for eller spille poker på nettet og tjene penge til velgørenhed. A pro pos penge er det da topmålet af spild, at bygge kirker og katedraler og betale præstelønninger, når man nu ikke kan være helt sikker på, at det giver noget afkast senere. Det ligner selvoptaget egoisme, at sidde her og beskæftige tankerne med luftkasteller om evighed og kærlighed.

I evighedens lys og logik er kirkegang derimod noget af det klogeste, man kan foretage sig. For her får man en hel times ugentlig træning i at sidde passivt hen og modtage dråber af ord og musik, der handler om evigheden. Og disse dråber flyder rundt i en, når man igen træder ud i verden og tiden.

Man får et større perspektiv end tidens, af at gå i kirke, og det kommer ikke kun en selv til gavn til dommedag. Det kommer alle til gavn, at evigheden bliver en medspiller i verden. Ikke ved at man kan se og måle en effekt på kirkegængere – at de skulle være mere artige end andre. Evigheden er der, uafhængigt af om tiden får øje på den – eller tror på den. Men evigheden har brug nogle, der tager i mod den. Evigheden har brug for krop og sjæl, for at være i live og gøre en forskel i verden allerede nu.

Jesus siger om de tegn, der vil være på dommedag i sol og måne og stjerner, at de vil skræmme os fra vid og sans – fordi vi ikke forstår, hvad der sker. Vi vil blive revet væk fra den vante gang i tidens verden, og vi vil få svært ved at navigere.

Men hans trøstende modbillede er lignelsen om figentræet og alle de andre træer, der springer ud i foråret og varsler den dejlige sommer. Det varsel har vi ingen problemer med at tyde, for det er naturens gang, som vi måler tiden på.

Med evighed i blodet kan vi tyde varslerne på dommedag, som et tegn på noget der er mindst lige så dejligt som en sommer.

Så beder vi: ”Giv

Os mod til at leve et menneskeliv,

At vokse i kærlighed, folde os ud,

Til alt bliver ét i en lovsang til Gud,

Som sendte sit ord

I dig her til jord”

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Line Hage

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *