Evangelieteksten

Hvisker i øretJesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.« 
Markusevangeliet 4,1-20

Prædiken

Dagens evangelium handler om ordet. Guds ord der spredes med gavmildhed og ødselhed. Det er gennem ordet, Gud henvender sig til os. Vi møder Gud gennem ordet. Det er, fordi Gud taler til os, at vi kan have med ham at gøre. Gud er som Gud udover vores almindelige erfaringsverden. Men han giver sig til kende overfor os gennem sit ord. ”I begyndelsen var ordet”, står der i begyndelsen af Johannes-evangeliet. Det er ordet, der skaber verden. Det er Guds ord, der skaber vores verden og os i den, og det er ved hans ord, at troen gives os, skabes i os. Ligesom det daglige brød er en nødvendighed for os, så er ordet en livsnødvendighed for troen. Troen kan ikke leve af sig selv og i sig selv. Troen behøver Guds ord. Behøver, at Gud taler til os, og at vi kan tale til ham gennem bønnens ord. En tro uden en relation til Gud kan ikke næres og leve. Den visner hen og bliver noget uhåndterbart. Troen skal have et indhold. Derfor har vi brug for at høre Gud tale til os. Gennem hans ord kan vi erfare, hvem Gud er og hvad han har gjort for os og vil gøre for os. Derfor skal vi lægge øre til hans ord, -gennem ordets forkyndelse og gennem læsning af bibelen, -bibelens ord til os. Gud kommunikerer med os gennem sit ord.

Det er vigtigt med kommunikation. At vi kan tale sammen. Det er det, der for alvor adskiller os fra dyrene. At vi kan tale sammen, bruge ordene til at udtrykke vores tanker og følelser. Det er ved hjælp af sproget, ordene, at vi kommunikerer med hinanden og opbygger medmenneskelige relationer. Vel er der også kommunikation, der ikke er med ord, – et blik et ansigtsudtryk, en kropsholdning, -også det er kommunikation. Men det er trods alt ordene, der er det mest nuancerede. Det er ved brug af ord, at vi kan kommunikere på et højere plan. Med vore ord kan vi udveksle erfaringer. Vi kan diskutere vore holdninger. Vi kan give udtryk for vores følelser, -for vore glæder og vore sorger. Og vores ord kan skabe tillid, nærhed og varme. Vore ord kan trøste dem, der sørger og kan bringe nyt håb til de, der savner mod og lyst til livet. De rigtige ord, -ord fra hjertet kan lyse op og redde en dag fra mørke og forvandle den til lys og glæde. Men ord kan også bruges til det modsatte. Det møder vi også. Ord kan skabe afstand, -og ord kan ødelægge glæden. Ord kan tage modet fra andre, -de kan såre og medføre sorg og fortvivlelse. Og ord kan irettesætte, skælde ud. Det hører også med.

Der er derved en stor magt i vores ord til hinanden. Det vi siger, er aldrig virkningsløst. Det betyder noget for vore omgivelser og det betyder noget for os selv.

Og ord kan være falske. Man kan sige noget, og mene noget andet. Eller man kan lægge motiver ind over nogle ord, man hører, som slet ikke er meningen med dem. Det er det svære med al kommunikation. At ordene ikke altid er for pålydende. At ord ikke altid kan stoles på. Eller på den anden side: at ord misforstås. Og det er netop det, der gør, at den moderne kommunikation, -jeg mener kommunikation gennem de moderne medier, at det kan være mere farligt end det talte ord. Mange kommunikerer gennem sms, email, facebook. og man kan sige, at det vel er ord, -ord på skrift som er til at forholde sig til, og derfor burde være præcist og nemt at forholde sig til. Problemet er dog bare, at det ikke altid er så enkelt at kommunikere skriftligt. Ordene, man skriver, kan sagtens opleves langt mere direkte og sårende, end det overhovedet har været meningen, -og sker det, kan afsenderen jo ikke aflæse, hvordan det, han har skrevet, i realiteten er modtaget. Ord, man siger ansigt til ansigt, -der kan man aflæse virkningen af ens ord med det samme, -også gennem en samtale i telefonen. Man kan høre og fornemme, om man blev misforstået eller om ens ord blev optaget i en hårdere mening end det var tilsigtet. Det kan man ikke gennem den moderne skriftlige kommunikation. Der er mange problemer i forholdet mennesker imellem, der er opstået gennem et ordvalg i en skriftlig kommunikation som blev misforstået eller bedømt hårdere, end det var tilsigtet.

Det er vigtigt med ord, med medmenneskelig kommunikation. Vi opbygges af at være sammen. Tale sammen, le sammen, græde sammen. Det er det, der gør livet værd at leve. Ensomhed er jo netop det, at have få alt for få at kommunikere med.

Al kommunikation er to vejs. Og derfor er ansvaret for kommunikation også to vejs. Man kan ikke bare sidde i sin ensomhed og fyldes med selvmedlidenhed over, at man ikke har nogen at tale med. Man skal også selv gøre en indsats. Man må åbne sig for at komme i tale med andre. Som man så enkelt kan sige det: man må åbne sine arme for at få et knus. Og åbner man sig for andre, så er der også en rigdom af samvær. Der er masser af fællesskaber, som byder én velkommen, hvis man opsøger dem og vil tage del i dem. Men man altså tage ansvar for sin del i en to vejs kommunikation.

Sådan er det også i forhold til Gud. Også overfor Gud må vi gøre en indsats. Vi må åbne vore ører for ham, som vi siger det i indgangsbønnen: ”Luk vore ører op, så vi hører dit ord, luk vore øjne op, så vi ser din herlighed, luk vore hjerter op, så vi omvender os”. Det be’r vi Gud om, men vi må også selv gøre en indsats. Vi kan lukke os ude fra Gud. Vi kan vælge ikke at høre hans ord. Og Gud har valgt kærlighedens vej overfor os, og derfor vil han ikke tvinge os.

Vi skal selv gøre en indsats overfor hvilken slags jord vi er, -for at bruge billedet fra Jesu lignelse. Vi kan være den gode, frugtbare jord, som sædekornet falder i og giver mange fold. Men vi kan også være vejen, hvor ordet ikke slår rod. Vi kan være klippegrunden, hvor det ikke får ordentlig rodfæste og svides væk af solen. Og vi kan være jorden med tidsler, der kvæler det spæde spirende korn. Gud spreder gavmildt sit nyskabende ord om frelse og evig kærlighed, -men det er også op til os, hvordan vi modtager det.

Jesu ord skal ikke forstås på den måde, at Gud opdeler os i forskelige slags kategorier, – peger os ud som den gode jord og den mindre gode jord. Men han ved, at ordet modtages forskelligt. Men vi skal heller ikke bruge ordene om de forskellige jorder til at pege andre ud. Sige, at den og den er da vist klippegrund eller den og den er da vist dem på vejen, hvor Guds ord ikke har en jordiske chance. Det er heldigvis ikke op til os at dømme. Det er spørgsmålet om hjertelag, vi taler om her. Ligesom vi aldrig kan vide om ordene ”jeg elsker dig”, -om de ord står til troende, om der er overensstemmelse mellem ord og det ordene står for, når det kommer til stykket. Så kan vi heller ikke dømme andre, når det gælder hjertelag. Det er ikke det, lignelsen skal bruges til. Vi skal ikke dømme andre, men vi skal betænke vores eget hjertelag. Hvad er vi? Hvad er du og jeg? Tager vi imod Guds ord, og handler vi og lever efter det? Betyder Guds ord noget for os? Betyder det noget, at vi går i kirke? Eller er det blot noget, vi bærer i det udvortes?

I enhver kommunikation handler det i bund og grund om ægthed. At man siger det, man mener og føler

I enhver kommunikation handler det i bund og grund om ægthed. At man siger det, man mener og føler

Der skrives for øjeblikket meget om, at minikonfirmander og konfirmander efterspørger, om præsten tror på Gud. Det synes måske lidt mærkeligt. Men det er fordi børn og unge mener, at vi som præster jo sådan set får penge for at tro på Gud, og så har vi på den måde ingen troværdighed sådan på forhånd. Børnene tænker: ”de får penge for at tro, -hvad kan jeg bruge det til?” De vil ha’ den ægte vare. De vil have et ægte sind. Det efterspørger de derfor. Og så kan de hænde at blive overrasket, hvis man som præst kan overbevise dem om, at det rent faktisk betyder noget for én, – at man som præst virkelig tror, og at dét er hele drivkraften bag ens arbejde. Ikke kun pengene, men arbejdets mening og betydning.

I enhver kommunikation handler det i bund og grund om ægthed. At man siger det, man mener og føler. Og at man hører efter, hvad der bliver sagt og ikke lægger alle mulige skjulte intentioner bag det sagte.

Derfor skal vi også se indad. Se, at vi jo indimellem kan være alle fire jordtyper så at sige. Sommetider er vi hårde og utilnærmelige. Umulige at få i tale. Der sker noget med os i vores liv, – sygdom, ulykke, -uretfærdigt hårdt rammes vi, så vi kan miste troen, og alle ord om Guds evige kærlighed preller fuldstændig af på os. Det kan slet ikke slå rod, -det er som det sæd, der falder på vejen. På andre tidspunkter er vi som kornet, der falder på klippegrund. Vi tager glad mod Guds ord, føler hvor rigtigt det er, meningsfuldt og vi ønsker at vandre efter det, gøre det gældende i vores liv med hinanden, vi har alle de rigtige gode intentioner, men så sker der noget, så det hele kommer til at se anderledes ud, og vi glemmer lynhurtigt de gode intentioner, og glemmer de store ord og løfter. Og atter andre gange kan vi være som det, der falder blandt tidsler. Vi ved godt inderst inde, hvad er er rigtigt, og hvad der er forkert, men alle bekymringer, al vores optagethed af at tjene penge og skrabe til os af alle jordisk gods og glimmer og personlig magt og anseelse, -det bliver vigtigere for os, -og det kvæler ordet om Guds kærlighed og nåde. Men endelig kan vi og også være den gode muld, -den dybe, rige frugtbare muld, hvor ordet slår rod og giver mange fold tilbage.

Jo, vi ved det godt. Vi skal ikke blotlægge vores sjæl og sind for at se indad. Vi ved godt, hvornår vi er det ene og det andet. Og vi ved også godt at vi har selv et ansvar. Gud vil ikke tvinge.

Men trøsten er dog, at Gud er uendelig ødsel. Han er ikke nøjeregnende. Han spreder sit ord. Han sender sin kærlighed i een uendelighed og uden at kræve noget på forhånd. Han er ødsel. Han er til evig tid givende. Derfor gives vi altid en chance til.

Lad os høre Guds ord og finde os selv som den gode fede muld. Det er trods alt det, der giver det største udbytte, – ikke kun for ordet, men allermest for os selv. For Guds ordet handler om tro håb og kærlighed og det er mere værd end alt andet.

Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Henrik Oest

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *