KK_EkstDen nye leder af Kirkens Korshær i Aarhus, Morten Aagaard, efterlyser et modstykke til forherligelsen af den hypereffektive arbejdskraft, som er med til at skubbe mennesker ud af arbejdsmarkedet og nogle gange helt ud af samfundet.

 

Af Martin Høybye

Morten Aagaard oplever i Kirkens Korshær noget af den gamle, solidariske halvfjerdserånd, han husker fra sine barnsben. Det er en ånd, som står i kontrast til den fremadstormende omverdens krav til det enkelte menneske. Af samme grund taler han varmt om de frivillige og ansatte, der udgør kernen i det diakonale arbejde. Et arbejde præget af en gennemgående solidaritet, der ellers kan være svær at opdrive i samfundet generelt.

Blandt Kirkens Korshærs brugere ser han resultatet af en årrække, hvor effektivitet har været kodeordet på arbejdsmarkedet bredt set. På spørgsmålet om tiderne vil vende til fordel for de svagere stillede, som Kirkens Korshærs ansatte og frivillige har med at gøre, melder han klart ud, at han desværre ikke ser, at det vil blive bedre. Tværtimod. Det skyldes blandt andet, at den måde, vi har indrettet os på som samfund, ikke længere har de samme manuelle job, man havde tidligere. Og der er heller ikke plads på arbejdsmarkedet til mennesker, som kører for halv eller trekvart kraft.

“Hovedproblemet er ikke manglende varme hænder men manglende tid og alt for store krav til den enkeltes arbejdspræstation. Vi har en stadig stigende tilgang af brugere, der ville have haft en tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis det var mere rummeligt. Hvis man kunne være 50 procent på, eller hvis man kunne få lov at bruge en skovl. Men i stedet bliver kravene til den enkeltes arbejdsduelighed stadig skarpere. Dansk Supermarked er et eksempel på det modsatte, her ser man både handicappede og folk, som er med på nedsat tid. Det er der ikke plads til i samfundet generelt, og der er for få virksomheder, der er i gang med indsatser på samme niveau,” mener Morten Aagaard.

 

MAa_Kontor2_Red “Så, ven, kan du så komme videre…”

Han forudser, at det fremadrettet bliver en stor samfundsudfordring for landet at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked. Og samtidig er det sådan med de sociale problematikker, at de udvikler sig. Det er ikke længere kun drankerne og stofmisbrugerne, der ligger underst, mens samfundet fortsætter hen over i femte gear. Det er også de unge, og det er udlændinge.

“Vi oplever mange udlændinge, som kommer hertil med drømme om, at de skal til Danmark og have en gylden fremtid. Men i stedet ender de på bunden af samfundet. Drømmen er enormt stærk. Men virkeligheden er bare, at det er svært at få job i Danmark. Det er jo også svært for danskerne. Vi får også flere og flere yngre mennesker, og dem kan man ikke opbevare – de skal udfordres. Her handler det ikke kun om at ‘holde ud, holde af og holde om’ men også om det meningsfulde puf i ryggen og et venligt ment: ‘Så, ven, kan du så komme videre,’” forklarer Morten Aagaard.

 

Morten_miljø3Vil rejse et fyrtårn

Han er ikke i tvivl om, at kirken har i hvert fald nogle af svarene på, hvordan samfundet kan komme de sociale udfordringer bedre i møde. Og hans vision er at gøre Folkekirkens sociale arbejde i Aarhus til det bedste sociale arbejde, Folkekirken kan præstere i Danmark. Kirkens Korshær skal gå forrest, prøve nye metoder af og vise vejen for, hvad kirkeligt socialt arbejde kan være. Det sidste skal ske i bredt samarbejde med andre institutioner. Blandt andet er Kirkens Korshær nu ved at lave en ny konference om ‘kvalitet i socialt arbejde’ sammen med Diakonhøjskolen. Og det diakonale arbejde kommer til at blive helt anderledes synligt fremover, hvis det står til ham.

“Jeg vil gerne rejse et fyrtårn. Vi skal vise, at Kirkens Korshær er noget, som kirken er stolt af. At det er noget, folk tager til sig og siger: ‘Det der, det er vores,’” siger Morten Aagaard.

 

– Kirkens Korshær i Aarhus er den største Kirkens Korhærs-operation i Danmark.

– Desuden det største diakoniske arbejde i landet. Bare i Aarhus er der 60 ansatte.

– Morten Aagaard tiltrådte som ny leder i januar 2013.

 

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Martin Høybye

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *