ØrkenEvangelietekst

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.’« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ‘Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
Matt 4,1-11

Prædiken

I Desmond Tutus nye bog: “Gud er ikke Kristen!”, argumenterer Tutu overbevisende for at Gud er Gud for alle mennesker, uanset politisk eller religiøst tilhørsforhold, uanset køn og race, uanset om du er homoseksuel eller transseksuel eller hvilken som helst seksualitet, du er blevet skabt med, uanset om du er en from nonne eller en rasende selvmordsbomber, uanset om du blev født tusinder af år før eller efter Kristus og aldrig ville, eller kunne, høre om ham, så er Gud, Gud for hvert eneste af sine børn på jorden, – gode eller onde.
Men i bogen siger Tutu også: “af og til spørger vi: ”Hvor er du Gud, i lidelsen i verden?”

Hvornår har du sidst været i ørkenen? Måske har du aldrig været i Sahara eller Negev-ørkenen, men jeg vædder på, at du kender angsten for ørkenen, forladthedens sted, lidelsens sted, angstens sted. Stedet, hvor lysten til liv, tørrer ud.
Forladthedens sted: ingen kender mig, dybest set er jeg helt alene med min angst for livet, med min angst for døden.

Du står ved vasken i køkkenet og skyller tallerkener af – pludselig bevæger du børsten langsommere, den går i stå, du er i ørkenen, eftertænksomhedens sted, overvejelsernes sted, din gane er tør som et potteskår, du er bagved dine øjne og ingen kan dele din ørken. Eller du står og venter. Mange mennesker hader at vente. Vente på bussen, vente i kø i supermarkedet, vente på besked – fra lægen – fra arbejdsgiveren – fra censor – eller bare vente minutter ved computeren – når du venter frygter du ørkenen, når du ligger søvnløs i mørket alene i natten frygter du ørkenen.

Vi kender alle sammen ørkenen. Man har ved undersøgelser af menneskers drømme fundet arketypiske billeder. Mennesker, der aldrig har fløjet, drømmer om at flyve, mennesker, der aldrig har hørt om eller set havet drømmer om havet og alle mennesker drømmer om og ved om ørkenen indeni. Ørkenen, det øde og golde land, er der, hvor der intet vand er, kun klippe. Hvor man ikke kan standse og drikke, hvor man ikke kan standse op og tænke klart, hvor man hverken kan ligge eller stå eller støtte eller være vågen eller sove. T.S. Elliot siger i digtet  “Hvad tordenen sagde”: “Der er ikke engang stilhed i ørkenen. Men en tør gold torden uden regn. Der er ikke engang ensomhed i det øde land, men røde ansigters snerren.”

beder med rød baggrundØrkenen er det land, som mennesket kan søge at jage sig ud af, travle sig ud af og larme sig ud af. Ørkenen er det land, mennesket befinder sig i, når det tvivler om, hvem det selv er og hvem Gud er. Det er dér vi er, 1. søndag i fasten. Et øjebliks langsomhed. De hastige tankers faste holder os fast på denne søndag i fortællingen om at din Gud også er der i ørkenen for at stride for dig.

Jesus er lige blevet døbt, han er steget op af Jordanfloden, da han af Guds ånd føres ud i ørkenen for at fristes af djævelen. Derude i det øde, hvor man hverken kan drikke, standse, tænke, ligge, stå eller gå, møder han djævelens røde ansigt. Ikke at det snerrer højlydt af ham, for det gør det ikke, tværtimod, det smiler venligt, indladende, fromt, imødekommende, hjælpende, – – hviskende: opgiv – opgiv dit forehavende – æde og drik og vær glad, kast dig ud i livets hastige medriven uden langsomhedens eftertanke og vanskelige valg, vælg det onde og få magt over livet.

En legende blev fortalt mig som barn. En ørkenlegende. Legenden om stenpalmen. Ude ved grænsen mellem ørkenen og havet i en oase, står en mægtig palme. Mange mennesker kommer for at se på palmen som ørkennomaderne kalder stenpalmen på grund af dens mærkelige form. Mens andre palmer har en stamme, der rækker sig mod himlen har stenpalmen fire kraftige stammer.

Der, hvor stammerne vokser ud, ligger der, højt hævet over jorden en mægtig klippeblok. Stenpalmen. Om den fortæller en gammel mand ved lejrbålet i oasen de tilrejsende:

For mange år siden flygtede en mand igennem ørkenen. Hans vanddunk var for længst tømt, hans gane tør og hans øjne tåreløse. Den mand skal snart dø, hvislede den tørre vind. Manden slæbte sig med sine sidste kræfter til grænsen mellem ørkenen og det salte hav. Her så han i sandet et lille grønt palmeskud. I ubændig vrede løftede den døende en klippeblok for at knuse palmen, der hentede vand i dybet, hvor han ikke kunne komme. Stenen knuste palmen. Senere blev manden reddet af en flok beduiner på rejse med deres dromedarer.
Det lille palmeskud lå knust under klippen, døende i den brændende sol. Den ønskede ikke livet, men bad vinden og solen om at gøre pinen kort. Selvom palmen havde opgivet ethvert håb om liv og lykke, begyndte den ved kræfter som den ikke anede hvorfra kom, at sende sine rødder dybere og dybere i ørkenens sand. Hernede fandt den styrkende kilder. Den bad nu solen smuldre stenen og vinden løfte stenen bort, som lå på dens hjerte. Ingen kan leve med så tung en sten på hjertet, sagde palmen. Men da stenen ikke kunne rokkes lod palmen grene vokse op omkring stenen, der lå lige i hjertet, og da styrken var stor på grund af kilderne i dybet løftede den, så langsomt som kun en palme kan løfte, stenen mod himlen. Som palmen voksede til og blev den mægtigste palme i ørkenen, skyggede den for rejsende og frilagde en kilde ved sin rod.

Der lægges sten på vort hjerte, sagde den gamle mand ved bålet, men det er kun de sten, vi haster forbi eller kaster fra os eller nægter at bære, der knuser os. Stenen, der ligger i hjertet gør dyb og langsom og stille, men der vokser en oase frem midt i ørkenen, hvor stene bliver taget til dit hjerte og båret. – Jeg ved det, sagde den gamle, – det var mig der kastede stenen.

Og Satan kom og fristede Jesus til at kaste stenen fra sig, som han frister ethvert menneske til at kaste byrderne af i livets ørken. Da svarede han: “Vig bag mig Satan. For der står skrevet du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene, den Gud der elsker alle sine børn.”

Et menneske kan haste igennem sit liv og fortrænge eftertanken og valget i ørkenen og kaste hjertets sten fra sig og gøre livet ulidelig ligegyldigt og let. Det moderne menneske kan med sin travlen og sin larmen og sin fornægtelse af tabets tyngde fornægte livets alvor og dagens afgørelse – valget mellem godt og ondt. – Æd og drik, – kast dig ud i det og få magt, koste hvad det vil. Og et menneske kan bruge sine ørkenstunder til eftertankens bøn og når det bliver for tungt vide: Du er aldrig alene, han har været der før dig, – han er der sammen med dig, – din Gud, der elsker hvert eneste af sine børn, og som det er med vore egne børn elsker i særlig grad den, der er i ørkenen og har brug for det nu.

Amen.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Knud Erik Lægsgaard

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *