Evangelietekst

Jesus svarede: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.«
Luk. 14,16-24

middags bordPrædiken

Der er noget særligt ved at indtage et måltid.  Det gælder maden og det underfulde ved næringens fænomen, vi spiser og får kræfter og hvis man er flere, også fællesskabet og samtalen. Gud er måltidets Gud, måltidet er helligt, fordi det er en gave, som kalder på vores undren og tak.

Jesus er gæst ved et måltid. Her udfordrer han sine bordfæller til, at de ikke kun skal invitere familie og venner, men også dem, der er trængte. Det får én ved måltidet til begejstret at udbryde: ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige”. Han slutter fra det menneskelige, jordiske måltid til noget større, til Guds riges festbanket. Den association får Jesus til at fortælle en lignelse om måltidet i Guds rige som et stort festmåltid, ligesom Esajas i den første læsning skrev om de marvfede retter og den ædle, lagrede vin. Men for Jesus er pointen, at det sker nu, der hvor han er, taler, handler og samler mennesker.
Indbydelsen går ud. To gange. En første forberedende indbydelse, og så når alt er klar. De var altså godt indbudt. Men så kommer overraskelsen, dét som man ikke byder en vært i den kultur: De sagde nej hele bundtet. Det gør man bare ikke. Venligt; ”Undskyld, vi skal det og det i stedet for”, men bestemt: “vi kan ikke”. Nej, de vil ikke. En anden god gang, men det er altså nu, det sker. Smag på ordet ’undskyldninger’… Én har sagt det barsk og prægnant: ”Vejen til helvede er brolagt med undskyldninger”. Ja, og den tredje siger ikke engang undskyld, han siger bare at han ikke kan komme, fordi han lige er blevet gift. I den kultur er det krænkende at sige nej til en sådan indbydelse. Sådan er det ikke hos os. Og dog. Man kan såre en, der indbyder til fest, ved ikke at komme, fordi man prioriterer noget andet højere. Her er det en særlig stor festbanket – det er Gud, der, gennem Jesus, indbyder os til fællesskab med sig. Det er det helt særlige, som overgår, hvis dronningen bød os til middag på Marselisborg. Hvad gjorde du, hvis majestæten indbød? Og nu er det selveste Jesus, der indbyder. Hvad svarer du så?

Hvorfor svarer de, som de gør? Fordi der er noget andet, som er vigtigere for dem: arbejdet, forretningen, parforholdet, familien. De ting er vigtige i livet. Men: der er noget, der er vigtigere end det vigtige. Det vigtigste er, at Jesus samler os om sig, mødes med os, lytter til os, taler til os og indbyder os til Guds riges fine måltid, som er enkelt, men rigtigt fint: Jesus er der og giver os sig selv. Derfor fin kalk og disk, små smukke bægre. De ting er ydre tegn på noget større, som skal folde sig helt ud, når Guds rige bryder synligt igennem. Vi ser det ikke altid, vi mærker det ikke altid, det kan se kedeligt, “nå-ikke-andet-agtigt” ud. Men vi ser det i glimt, i naturen, vi sætter os tilbage og løfter blikket. Hjertet kan fornemme, at her kom Guds rige os nær. Når vi møder Guds ord, i fællesskabet, ved gudstjenesten: det her er livets mening, livet er en gave, vi besvarer skaberens gave med tak og Han har så meget mere at give os ved Kristus og Ånden, som overgår vores forventning.

A Fistful of MoneyMen hvis vi tror, det vigtige er det vigtigste, gør vi arbejdet og familien til Gud, dét, der skal gøre os lykkelige. Vi dyrker afguder så. De kan ikke gøre os lykkelige, og det skal de heller ikke. ”Verden ejer ingen lyst, som kan fylde dette bryst”. Vi er så forfængelige at gå rundt og tro, at arbejde, succes, resultater, et godt samliv og børn kan fylde vort hjerte. Det kan alene Gud og Hans søn. Hvorfor er det sådan? Sådan er det bare, fordi vi er skabt af Gud til det.

De inviterede negligerer altså det større og vigtigere. Da bliver manden vred. Kærligheden bliver vred. Derfor sender han tjenere ud til andre, til de forkerte og dem, der er udenfor. Gud insisterer på, at festen skal holdes til trods for de mange afbud. Gud er som en jyde. Det skorter ikke på nødningen. Mennesker skal nødes til at tage imod denne indbydelse. De skal bedes indtrængende om det, overtales. Hvorfor er nødningen så vigtig? Fordi den er overraskende og vigtig og fordi de har svært ved at tro, at den er for dem. Er der virkelig noget i livet, der er så godt og er det for sådan én som mig? Det kan ikke passe, det kan ikke være rigtigt. Derfor skal der nødes. Når Europa siger nej, siger Afrika, Sydamerika og Kina ja. Når de rige og de lykkelige siger nej, siger de trængte ja. Dem, der ikke var noget, dem valgte Gud. Gud er generøs. Gud er stor i slaget. Dét, Han ønsker, vi skal gøre, gør Han selv. Han går selv foran og viser storsind og gæstfrihed.

Der bliver kaldt på os. Jeg kalder på dig! Vi bliver kaldet til fællesskab med Kristus. Først i dåben, og siden igen i livet. Der findes en lykke og fryd, som overgår familien, parforholdet og arbejdets spænding.
Føler du dig udenfor, langt ude, alt for langt ude og borte: hør her, det her er for dig og det er mit job, at nøde dig til at samles om denne Jesus og tage imod alt det gode og skønne, Han rækker dig. Andre vil sige: Der er ingen frelse for sådan en som dig. Men Gud er dit skjold, din ære, Han løfter dit hoved.

Har du det godt i live, livet er lykkedes for dig, arbejdet, ægtefælle og børn og det hele og det er sommer, det er sol og det er søndag. Glæd dig, men se til, at du ikke misser det vigtigste for det vigtige. Teksten slutter med alvor. De lykkelige kom ikke med. Men lad alvoren blive udfordret af Guds generøsitet, så vi besinder os på, at det vigtige kun er vigtigt, men ikke det vigtigste og det vigtigste skal vi bare med til.

Amen.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Flemming Baatz Kristensen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *