Ladcykel

Hånden på hjertet og den anden på styret. Jakob Hjørnholm bedriver sjælesorg blandt samfundets svageste.

 

Når korshærspræst Jakob Hjørnholm kører en tur med ladcyklen for at møde sin menighed på gaden, er den trehjulede lastet med kaffe og diverse fornødenheder som rene sprøjter og kanyler. Der er altid brug for det første og lidt sjældnere det sidste, men allermest er der brug for en skulder og et opløftende ord, der kan hjælpe i hverdagen.

 

Af Martin Høybye

Jakob Hjørnholm har sit ’hovedkvarter’ i Kirkens Korshærs varmestue, der ligger i den lille, brostensbelagte gade Fugholm i Horsens. Arbejdet for og med de svageste er gået ham i blodet for mange år siden, og før ansættelsen som korshærspræst har han blandt meget andet været leder for et bosted for skizofrene i Tilst og arbejdet med de allertungeste misbrugere i Silkeborg.

Men siden 2011 har det drejet sig om korshærsarbejdet i Horsens, og min vej falder forbi en sommerdag, hvor der er ’korshærsdag’ i varmestuen. Det betyder gudstjeneste og ikke mindst, at der er gratis frokost med efterfølgende dessert. Der er godt fyldt op i det lavloftede rum i det gamle byhus, de fleste kender hinanden, og snakken går over cigaretter og kaffe. Bortset fra præstekjolen falder Jakob Hjørnholm naturligt ind, da han kommer ind i rummet med en tændt Camel mellem fingrene, nogle minutter før gudstjenesten skal starte.

 

PræludieKan du synge?

Efter en kort introduktion spørger han mig, om jeg kan synge, for der er brug for, at der bliver sunget med i dag, da den frivillige kirkesanger, der normalt medvirker, er blevet forhindret i at komme. Jeg lover, at jeg nok skal stemme i, så godt jeg kan, og kaster et blik på bladet med de tre salmer, vi skal igennem. Hans Anker Jørgensen er meget passende repræsenteret med to af slagsen, og det veksler vi et par ord om.

”Han er en af mine favoritter blandt de nutidige salmedigtere, for han skriver så almindelige mennesker kan forholde sig til det,” siger Jakob Hjørnholm og skodder cigaretten.

fotoKort efter går gudstjenesten i gang, og vi synger salmerne på bedste beskub, godt ledsaget af en frivillig ved klaveret. Der prædikes over bjælken i eget øje og splinten i broderens. Vi får nadver, hvor præsten går rundt til hver enkelt og knækker et lille stykke af et lyst brød, hvorefter man kan vælge mellem vin eller alkoholfri saft ved indtagelsen af Jesu Kristi blod. Det hele foregår mellem tændte smøger og den allestedsnærværende kaffe, men der er ro og opmærksomhed om ritualet alligevel, og da vi når til absolutionen, ville man have kunnet høre den berømte knappenål falde til gulvet. Efter velsignelse og bøn lytter vi til postludiet, som meget passende er ’We shall overcome.’

Præsten forsvinder kort for at skifte til civil, og der bliver serveret oksesteg med brun sovs og nye kartofler. Jeg falder i snak med et par brugere af varmestuen over maden, inden jeg fortrækker til kontoret ovenpå i selskab med Jakob Hjørnholm.

 

Brug for en tolk

Vi bliver bænket i et par lave sofaer, og han tænder sig en ny Camel, mens jeg finder blokken frem og spørger til omfanget af hans ansættelse.

”Jeg har en kvart stilling her som korshærspræst, og så har jeg en kvart stilling som sygehuspræst, hvor jeg særligt har med de socialt svageste at gøre. De har brug for en tolk i sundhedsvæsenet, der kan lette kommunikationen begge veje. Når disse her mennesker bliver indlagt, er de som regel rigtigt syge. Det er måske nok et brækket ben, de kommer ind for, men i gennemsnit finder man, at de har over 14 diagnoser, der bare ikke er behandlet. Det er meget at snakke om, og hvis de ikke får hjælp, så giver de op og går deres vej, når systemet ikke umiddelbart kan gøre sig forståeligt over for dem,” fortæller Jakob Hjørnholm.

 

AlterPræsten arbejder også som frivillig

Men hvad laver en præst, der samlet set er ansat på halv tid, i den resterende del af ugen, tænker jeg og spørger lidt kluntet, om han mon bruger resten af tiden på at lade op.

”Nej, resten af tiden er jeg her som frivillig. Jeg prøvede på et tidspunkt at holde mit skema, men med en kvart stilling i korshæren er det kun godt ni timer om ugen i varmestuen, og jeg kunne mærke at kontakten til brugerne blev en anden. Jeg var ham, der kom en gang imellem for at være præst og som så gik igen. Men jeg var dog nødt til det i den periode, fordi jeg skulle arbejde som vikar flere steder for at tjene timer op til en ny periode med supplerende dagpenge, så jeg kunne fortsætte arbejdet her som frivillig,” fortæller korshærpræsten.

Vi taler om brugerne, hvoraf jeg lige har mødt nogle få i varmestuen, og umiddelbart er det ikke svært at forestille sig, at der hurtigt kan gå en fuldtidspræstestilling med sjælesorg her på samfundets absolutte bund. At Jakob Hjørnholm må arbejde som frivillig 50% af sin tid for at få hvervet til at hænge sammen, virker på en måde urimeligt, selvom man kan tale om præsteembedet som et kald. Jeg spørger ham, om det mon skyldes uvidenhed, at der ikke er større fokus på området.

 

Folkekirken er for middelklassen

”Det skyldes, at folkekirken er blevet middelklassens kirke. Der er nogle, der betragter babysalmesang og spaghettigudstjenester som diakoni, men det er er altså meget langt fra virkeligheden. Dette her er mennesker med reelle, altoverskyggende problemer. De er Jesu Kristi menighed, men man har svært ved at have øje for dem, når der skal sættes penge af til stillinger. Jeg møder måske 100 brugere i løbet af en uge på varmestuen, men på mine cykelture kan jeg se, at behovet for hjælp er langt større bare her i Horsens,” siger Jakob Hjørnholm.

Ligesom alt andet omkring os er sofaerne, vi sidder i, genbrugsmøbler. Størstedelen af det sociale arbejde udføres af frivillige, og jeg kan ikke lade være med at spørge om, hvorfor det mon kan være så svært at skaffe midler til sådan et stykke arbejde, når vi nu har et samfund, der bruger penge på mange ting, man skulle synes var mindre vigtige.

”I Kirkens Korshær vil vi ikke lave kampagner, hvor vi eksempelvis viser billeder af vores brugere og prøver at få folk til at komme til lommerne. Jeg er sikker på, at det ville virke og give mange penge, men der er en værdighed, som vi står vagt om, og som gør, at vi ikke, som mange andre godgørende organisationer, vil benytte den model. Men man kan jo se, hvad det kaster af sig for andre organisationer, hvis de laver annoncer med små dyrebørn, der lider, og den slags,” forklarer præsten.

 

Jakob Hjørnholm på sin ladcykel, der er dekoreret af en af varmestuens brugere.

 

Frivillige kræfter og genbrug driver værket

Senere viser Jakob Hjørnholm mig over til kapellet ved Horsens Klosterkirke, hvor han har lånt et rum til sin ladcykel. Jeg får lov at tage et par billeder af ham på cyklen, inden han drager ud i verden. Og han fortæller mig, at selv indholdet i kassen; sprøjter og kanyler, og hvis der er kage med til kaffen, er finansieret ved donationer – i dette tilfælde det lokale stenhuggeri. Cyklen er skaffet gennem fondsmidler.

Da vi har sagt farvel, tænker jeg, at det er befriende, at der findes mennesker som Jakob Hjørnholm og de frivillige, jeg har mødt i Kirkens Korshær, der kan få reelle, blivende tilbud som varmestuer til at køre for samfundets svageste. Det er hovedsagligt donationer, de frivilliges kræfter og genbrugsbutikkerne, der driver værket, men det er måske også bedst sådan. For det giver en bæredygtighed, som ikke kan ikke fjernes ved, at der pludselig en dag mangler bevillinger. Næstekærligheden nærer den fakkel for enden af tunnelen, som er med til at gøre en trøstesløs hverdag mere overkommelig for vores allersvageste medborgere. Og efter en dag i varmestuen i Kirkens Korshær i Horsens, er jeg forvisset om, at den ikke sådan lige dør ud.

 

 

 

Skrevet af Martin Høybye

2 Comments

  1. Peter Bregenov 1. juli 2013 at 20:21

    Jeg har læst artiklen med stor interesse og har hermed besluttet at tommeltotten skal opad.

  2. Kære Peter Bregenov
    Mange tak for det!
    mvh
    Martin/Folkekirkeinfo

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *