Evangelietekst

Da han kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.«

Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverkule.«
Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.
Luk. 19,41-48

Prædiken

En by med en bymur omkring. Alt det, som skaber kaos og utryghed, holdes ude. Det er et symbol på det sikre og trygge. Vi kender også til det som mennesker. At vi bygger en mur op omkring os selv og dem vi holder af, for at værne os mod kaos. Når den menneskelige mur er intakt har vi det godt og hviler i os selv. Vi føler os ikke truede.

Mure kan krakelere. Det kan mennesker også. Det oplever vi. Enten hos os selv eller andre. Den mur, vi bygger omkring os for at sikre os fred, bryder sammen. Vi er pludselig sårbare. Det er slemt, når det sker.

Jesus græder. Over Jerusalem. Over byen, der knejser bag muren. Usårlig. Over mennesker, der alene finder fred i en tryghed, som en dag krakelerer. Jesus græder over os. ”Vidste vi blot, hvad der tjener til vor fred.” Det er de ord, der i dag skal nå ind bag vore fæstningsværker. For freden er ikke bare den ydre tryghed i form af et hus, forsikret mod lidt af hvert; et fast job med en god indtægt og et godt ægteskab. Det er også fred. Men fred er noget mere. For reducerer vi freden til den ydre tryghed, så går det os, som Jesus siger det om Jerusalems ødelæggelse: fjenderne jævner os med jorden. Der skal ikke lades sten på sten tilbage. Vi pulveriseres, hvor de ydre fæstningsværker af en eller anden grund bryder sammen. Hvis vores liv skal kunne bygges op igen af murbrokkerne, kan vi ikke klare det selv. Det er nødvendigt med et under.

FredsdueOg så rejser spørgsmålet sig: Hvad er det så, som tjener til vor fred? Hvis det ikke bare er det ydre? Det lette svar er det, som en kvik dreng, jeg kender nu som voksen, altid fyrede af i søndagsskolen som barn: Så snart et spørgsmål blev stillet røg fingeren op. Og purkens svar på alle spørgsmål var et højt og klart ”Jesus.” Dengang vakte det latter, for det var jo lidt som en parodi på en from missionær eller en salvelsesfuld præst og det havde den lille fanget. Nu tænker vi: Det er for letkøbt. Det er som en ligning, hvor x altid er lig Jesus. Det er utroværdigt, tænker vi. Det kan kun den sige, som ikke selv har prøvet at krakelere, så livet ligger i ruiner. Men måske er facit godt nok. Mellemregningen skal bare med, så vi opdager at Gud også vil være at finde indenfor muren.

Ordet ”fred” er i familie med fri og frænde. Og måske er det et fingerpeg om, hvad fred er. At fred ikke bare er fravær af kaos men på en eller anden måde at gøre sig til ven med den skæbne og det liv, der bliver en til del. At selvom muren omkring en bliver til intet, så er der noget, som er større, der går ind som garant for, at der stadig er en mening at finde. Og det noget er måske en nogen. Gud. Og det er der fred i. Og kan man finde den, får man samtidig en frihed foræret til at møde verden igen, fordi man ikke behøver at have muren omkring sig. Man kan færdes frit.

Du snegl/ på vejen/ som vover livet/ tøvende/ søgende/ sårbar/ går ud af dit skjul/ kravler/ ud af din ramme/ og går nye veje/ i græsset./ Din krop kan kvases/ dit hus/ kan knuses/ dit liv/ smides væk/ med en fod. / At leve/ er mod/ til at vove/ gå ud/ af sit hus/ vandre/ langs vejen/ og langsomt/ betræde/ det nye græs.

Sådan skriver digteren. Det er næsten som en kommentar til evangeliet i dag. En opfordring til frivilligt at vove sig udenfor murene også selvom det betyder at man må opgive sin usårlighed. Fordi det kan føre noget nyt med sig.

Det hele har noget at gøre med at kende sin besøgelsestid. De fleste af os rammes ind imellem af følelsen af, at livet glider en forbi, mens vi fokuserer på det uvæsentlige. Og samtidig er det så svært at bryde ud af vanernes og rutinens magt, og give livet en anden drejning. Måske er det i virkeligheden ikke svært men bekvemt. Vi tør ikke rigtigt, fordi vi er bange for dét, som forandringen fører med sig. Vi har det som sneglen i sit trygge hus, det nye græs er ikke nødvendigvis bedre. Vi ved, hvad vi har men ikke, hvad vi får. Vi foretrækker at være beskyttede, selvom det samtidig begrænser vores udfoldelsesmuligheder.

Ødelagt glasNår kaos i et menneskeliv indtræffer, føler man sig fuldstændig smadret. Så kan det hele være det samme. Det er ligegyldigt. At det, der sker i verden er uden interesse. I en by jævnet med jorden er hus og sand det samme. Det er lige meget. I begyndelsen var det hele lige meget, en stor ursuppe eller en gold ødemark indtil Gud sagde: ”Bliv lys!” og gjorde en forskel. Alt var ikke længere ligegyldigt eller lige meget. Forskellen er, at Guds ord har lydt og givet verden form og farve og substans. Liv. Og det er det vi hører i dag igen: at Guds ord gør en forskel. Det hele er ikke ligegyldigt.

Jesus græder, fordi Guds ord tilsyneladende ikke længere betyder en forskel for de mennesker der lever i Jerusalem. Det er lige meget. Det er de ydre fromhedsformer der betyder noget og ikke substansen. Gudsforholdet er blevet til en relation, hvor begge parter yder noget, og så er man hinanden kvit. Jøderne ofrer i templet og beder deres bønner og til gengæld får de så Guds bevågenhed.

Men det er ikke sådan det skal være. Jesus ikke bare græder. Han skælder også ud. For når Gud reduceres til én, man på den måde kan slå en handel af med, så finder man aldrig det, der tjener én til fred. Så vil alt det, der sker i livet være et udtryk for, om man er i kridthuset hos Gud eller ej. Og den form for guddommelig millimeter-retfærdighed er der ingen fred i. Tværtimod. Gud er ikke ham, der slår en handel af med tanke på profit og lunefuldt slår ned på mennesker i flæng. Var han det, er muren den eneste løsning.

Gud er én. Sådan som det lød til israelitterne med Moses i spidsen. Det er ham vi må gå til med hele vor sjæl, vort sind og styrke. Gud er uforanderlig. Han er ikke bare den, som skabte liv engang ved at kalde verden frem med sit ord. Han gør det igen og igen.

Dét er den gode grund til at vove sig ud af det sneglehus, der kun alt for let knuses; at Guds ord har lydt ind over verden og ind over vores liv. Han gav verden form og farve og substans. Og som sådan vil han give vores verdener form og farve og substans igen, hvis de lægges øde. Gud er Gud om alle land lå øde. Gud er én. Når Guds ord lyder, skaber det liv nu og altid.

Det er der fred i.

Amen

 

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Inger Birgitte Bruhn

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *