Evangelietekster:

 

Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen,
hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv?
Hvorfor var der knæ, der tog imod mig,
og bryster, jeg kunne die?
Jeg kunne have ligget i ro,
jeg kunne have sovet og fundet hvile
sammen med konger og rådsherrer,
som byggede sig gravkamre,
eller sammen med stormænd, der var rige på guld
og fyldte deres huse med sølv.
Hvorfor var jeg ikke som et dødfødt barn, der bliver gravet ned,
som børn, der aldrig ser dagens lys?
Dér har ugudelige raset ud,
udmattede har fundet hvile;
de, der var fanger, lever trygt,
de hører ikke slavefogedens stemme.
Dér er både små og store,
trællen er fri, uden herre.

Hvorfor giver Gud lys til de elendige,
hvorfor giver han liv til de fortvivlede,
til dem, som længes efter døden, der ikke kommer,
som søger den mere end nogen skat,
som glæder sig og jubler
og fryder sig, når de finder deres grav.
Job 3,11-22

Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.
Luk 7,11-17

Prædiken

Midt i alt det meningsløse,
som vi møder her på jorden,
bliver hjertets skrig til bøn.
Gud, vi råber: Om du findes,
find os, red os, når vi synker
i vort eget tomhedsmørke.
(DDS 636, 1)

Mørke kan føles så tomt. Og tomhed kan føles som et mørke, man falder ned i.
Mørket. Fra gammel tid, har vi frygtet mørket. Vi er ikke skabt med øjne der kan se igennem det, og derfor har mennesker gennem tiderne samlet sig om ilden – om lyset – med et håb om, at solen må komme igen.
Og hver morgen har mennesket set mod øst, hvor solen er kommet fra og har gennembrudt den mørke nat.

løber mod lysetDet er tydeligt i disse dage, hvor mørket langsomt opsluger dagen. Vi har færre og færre timer i selskab med solen. Jorden er begyndt at suge livet tilbage til sit eget mørke. Vi bliver mindet om mørket. Ja, efteråret har sin pris, hvor smukt det end kan være. Vinteren er på vej.

Vi kender mørket, også fra vores eget liv. Ethvert menneske vil prøve at sidde i sit livs nat, og føle tomheden krybe ind på sig. Årstidernes skift bliver et symbol på det mørke, som livet rummer. Et symbol på det meningsløse – på døden.

Vi hører i dag to begivenheder om mørket – Jobs klage over sit liv, og fortællingerne om enken fra Nain, der har mistet sin eneste søn. Job klager over sit liv, og han ønsker, at han aldrig havde fået det. Livet kan opleves så smertefuldt, at man ønsker, at man ikke fik det. ”Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen” råber han. Job ønsker sig ned i den grav, som enken fra Nains søn er på vej i.

Det er kontrasterne søndag, som efteråret også er kontrasternes tid.
Kontrast fordi den ene begræder sit liv, og den anden begræder tabet af et liv. Begge sidder de i et mørke, som de ikke kan finde vej i; men de sidder der af hver sin grund.
Fortællingen om Job, som vi finder i Det Gamle Testamente, er fortællingen om en mand, der får taget alt fra sig på nær sit liv. Han mister sine børn, kone og hjem. Job føler sig elendig og er fortvivlet. Han klager over livet, der føles meningsløst, og ville ønske at han måtte dø, men Gud vil ikke give ham den død, han længes efter. Og Job undrer sig. Undrer sig over, at Gud giver lys til de elendige, og liv til de fortvivlede. Undrer sig over, at Gud ikke vil give ham den død, han længes efter, når han nu beder om den.
Hvorfor insisterer Gud på livet midt i elendigheden? Fordi det netop er dér, vi har allermest brug for det.

Fortællingen om enken fra Nain, som vi finder i Det Nye Testamente, er fortællingen om en kvinde, der får taget alt fra sig. Hun har mistet sin mand, og nu har hun mistet sin søn. En søn var på dette tidspunkt, og især hvis man var enke, eneste økonomiske grundlag. Samtidig skulle en søn føre slægten videre. Mistede en enke sin eneste søn, mistede enken alt. Enken fra Nain græder.Græder, fordi det gør forældre, der skal følge deres børn til graven. Græder af en sorg så dyb, at den til tider kan synes, at true med at opsluge en. En sorg, der rummer frygt og ensomhed.

Der møder Jesus hende. Og da siger han: ”Græd ikke”, for jeg vil give dig det tilbage som du har mistet. Og han vækker drengen, som havde han bare sovet, med et ”Rejs dig op.”
Midt i elendigheden insisterer Gud på livet. Fordi det netop er dér, vi har allermest brug for det.

I fortællingerne til i dag sker det forunderlige, at både Job og enken fra Nain får det tabte igen. I fortællingen om Job, sker det senere, at Job faktisk får en ny kone, nye børn og et nyt hjem. Han får det tabte igen – i en ny udgave, men Gud giver ham det tilbage, som han har mistet. Og enken fra Nain får sin søn igen. Hun får også det tilbage, som hun har tabt.
Vores egne erfaringer af livet, minder nok mest om Jobs liv. Mister man sin ægtefælle, om det så er til døden eller ved skilsmisse, oplever mange, at de igen bliver forelsket, og måske vælger at leve deres liv med en ny. Hvorimod ingen af os, der har fulgt en til graven, har prøvet at få vedkommende igen i levende live.

Så hvad skal vi lære af fortællingerne? De minder om hinanden, og er alligevel så forskellige.
Hvorfor insisterer Gud på livet midt i elendigheden. Fordi det er dér, vi har allermest brug for det.

Jesus opvækker gennem sit virke tre mennesker til live igen. Det er enken fra Nains søn, Jairus’, der er synagogeforstander, datter og Lazarus. Tre gange kalder Jesus et menneske tilbage til livet.
Og så er der en fortælling mere om et liv, der trodser døden; nemlig Jesu egen opstandelse.
Siden Jesu tid er det ikke sket, at et menneske, der har været lagt i kisten, er stået op. Vi har kun fortællingerne om, at det engang skete, at leve på. Men vi har netop de fortællinger at leve på.

Da Jesus opvækker tre mennesker til livet, opvækker ham det til et liv, der igen skal ende med døden. De tre mennesker endte alligevel i en grav. Jesus fjerner ikke døden. Ja, han dør endog selv. Han blev ikke sparet for døden, selvom han var Guds søn. Døden er en realitet. Men døden bliver ændret. Da Jesus selv går ud af sin egen grav i levende live, bliver det et vidnesbyrd om, at døden ikke længere har magten i verden. Mørket kan overvindes. Jesus åbner muligheder, hvor alt før var lukket. Han giver os håbet.

Håbet peger i to retninger. Det ene håb peger mod vores død, og giver os håbet om, at livet vil fortsætte efter døden. Det andet håb peger mod vores liv. Det er håbet om, at Gud vil give lys til elendige og liv til fortvivlede. Vi har brug for at høre, at der er muligheder for liv på trods af døden. At livet er værd at leve, hvordan det så end blev. Fortællingen fortæller, at Gud åbner nye livs muligheder for os, hvor ingen andre kan se dem.

far sønVi kommer her med vores konkrete liv, vores problemer og svigt. Vi søger svar hos Gud på vores liv, og vender blikket mod himlen med klagen over livet og bønnen om hjælp. Vi håber, at det vi hører her, holder i vores hverdag. Og da hører vi en fortælling, der er fortalt gennem generationer. Overleveret med håbet om at livet rummer muligheder. Overleveret fordi der i de ord, Jesus siger, er håb. Når han siger ”Græd ikke” og ”Rejs dig op”, så er det ord, der siges til os den dag i dag. Gud tror på os, når vi ikke selv gør det – Gud kan se lyset, når vi ikke selv kan det – og han insisterer livet midt i elendigheden.

Det kan være svært, og livet kan til tider synes så mørkt, at man mister orienteringen i livet. Da har vi virkelig brug for at høre om håbet. Håbet om, at kan Jesus kalde tre mennesker tilbage til livet, vil han også kalde mine muligheder frem for et liv på trods af døden. At han vil give mig en vej gennem mørket.
Vi sidder i kirken med ansigterne vendt mod øst – mod alteret. Sådan sidder vi sammen vi hver søndag i kirken. Vi ser sammen mod øst med håbet om, at solen vil komme og gennembryde den mørke nat. Vi samles og her hører vi ordet, bliver hvisket til os, dybt i vores hjerter: ”Græd ikke”, ”Rejs dig op”.

Om vi sejrer eller synker,
skal vort svage liv dog bæres
gennem liv og gennem død
Gud, vi råber: Du, som findes
find os, red os, lad din nærhed
blive lys i tvivlens mørke
 
(DDS 363,4)

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Anni Louise Albæk

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *