Evangelietekst

Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«
Mark. 2,1-12

Prædiken

Sorg

Sådan er det så mærkeligt med os mennesker. Vi påskønner kun for alvor de ting, vi har og holder af, det gør vi først for alvor, når vi mister dem.

Piet Hein siger i et Gruk: “Mit armbåndsur er til reparation, og er det nu ikke aparte? Jeg har aldrig set så tit på mit ur, som nu hvor jeg ikke har det.”
Sådan er det så mærkeligt med os mennesker. Vi påskønner kun for alvor de ting, vi har og holder af, det gør vi først for alvor, når vi mister dem. Som noget helt centralt, -vores helbred. Vi tager mere eller mindre et godt helbred som en selvfølge, men hvis vi bliver syge, så har sygdommen det med at fylde alt, bemægtige sind og tanker fuldstændigt. Og det eneste vi tænker på, det er at blive rask. Og sker det, -genvinder vi vores helbred, så bliver vi inderligt glade og taknemmelige. En stund. Så falder vi ind i dagligdagen igen, og tager det gode helbred som en selvfølge. Sådan er vi mennesker indrettet. Og det er måske også naturligt nok. Men der er for mig at se ingen tvivl om, at helbred og sygdom, det fylder meget i vores sind og tanker, og hvor meget taler vi ikke om sygdom og afsvækkelse, når vi mødes. Ja, det synes som om, der er mennesker, der simpelthen ikke kan tale om andet end om sygdom. “Så er der det i vejen..”, “og så har man høre at den og den..”, “og det er nu også for dårligt, at der skete det og det…” Osv., osv.

Også i den offentlige debat tales der utroligt meget om helbred og sygdom. Og vi hører dagligt, at det er livsfarligt at ryge, livsfarligt at spise for meget og blive overvægtig, livsfarligt ikke at dyrke motion. Ja, man kan få det indtryk, at det er livsfarligt at leve. Og det er det selvfølgelig også. Man dør af at leve, men man skal jo gerne nå at leve, inden det er slut. Og det går jo ikke, hvis vi hele tiden lever ved siden af, -lever med frygten over hovedet, -utilfredsheden, og en grundliggende følelse af at armbåndsuret hele tiden er til reparation, for at bruge Piet Heins lille billede. Vel er det meget vigtigt med et godt helbred. Vigtigt at være rask, men der er nu nok klogt at erkende, at livet ikke kun er for dem, der kan rende rundt og spille golf i en alder af 90. Og klogt at betænke at et godt helbred er så mange ting, og at man faktisk også kan leve med sygdom, og for nogle vedkommende leve lykkeligt. Ja og omvendt betragtet, at der er nogle, der har et jernhelbred, men alligevel ikke kan betegnes som lykkelige mennesker. Der er mange faktorer til et lykkeligt liv, og det er forkert at se for snævert på det lykkelige liv.

I evangeliet hører vi om en lam mand. Og i datidens Israel var det bestemt en tung skæbne. Da var der ingen velfærd. Ingen tekniske hjælpemidler. Ingen elektrisk kørestol, og hvad der kan nævnes af hjælpemidler, der er til rådighed i dag for dem, der ramt af en lammelse eller lignende handicaps. At være ramt af lammelse i Israel på Jesu tid gjorde, at man var udleveret til andres hjælp og nåde. En tung skæbne. Og man må tænke, at det måtte fylde alt. Ødelægge tilværelsen. Den lamme havde dog nogle gode venner. De havde hørt om Jesus og hans helbredende, nyskabende kræfter. Derfor var det for alt i verden at få bragt deres lamme ven hen til Jesus. Og det er godt nok sande venner. De opgiver end ikke, selvom det er umuligt at komme ind for menneskemængden. Næh, så mosler de båren op på taget, -fjerner tagbelægningen og firer den lamme ned med reb ned til Jesus. Imponerende. Dét er venner. Og så er det det helt uventede sker. Og det uventede er ikke, at Jesus helbreder den lamme. Nej, det uventede, det ligger i, at Jesus først tilgiver mandens hans synder, og da først efter en længere diskussion med de forsamlede skriftkloge, -først derefter helbreder Jesus den lamme.

Nu kan vi jo ikke vide noget om, hvad den lamme og hans fire venner har tænkt, da de hører, at Jesus siger: ”Søn, dine synder tilgives dig”. Det kan vi ikke vide. Men vi kan vide, at det var ikke for at få syndernes forladelse, at de havde haft al den møje med at få bragt deres lamme ven hen til Jesus. Det var helbredelsen, de søgte. Ingen tvivl om det. Men der er heller ikke nogen tvivl om, at det ikke er tilfældigt, at Jesus har denne rækkefølge. Syndernes forladelse først, -helbredelsen derefter. Han vil simpelthen sige, at det allervigtigste i livet, -det er ikke fravær af sygdom. Det vigtigste i livet er ikke kun at blive helbredt for en sygdom. Det allervigtigste, det er at have fred i sit indre, at have fred med Gud og fred med sine omgivelser, -at have den der indre lykkefølelse, der er i at have fred i sind og tanker. Det er mere værd end fravær af sygdom. At have kaos i sit indre følelsesliv, -det kan være meget værre end at lide af en svær sygdom.

 

Det vigtigste i livet er ikke kun at blive helbredt for en sygdom. Det allervigtigste, det er at have fred i sit indre, at have fred med Gud og fred med sine omgivelser.

Det er det, Jesus ønsker at understrege med sin rækkefølge. Han skænker først den indre helbredelse, og først derefter den ydre helbredelse. Det kan meget vel være, at den lamme kun tænkte på én eneste ting, -at få helbredelse for sin lammelse, – men der er nok heller ingen tvivl om, at han den dag blev klar over, at han også havde et åndeligt behov, et behov for den indre fred. Og det fik han med mødet med Jesus. Han fik sådan set det hele. Men Jesus ville sige til ham og til alle os andre: sygdom skal ikke fylde alt. Den sande helbredelse fordrer både den ydre helbredelse, men også den indre, – den indre fred.

Sygdom kan være os en hård herre. På et øjeblik kan alting forandres, og hele livet skal måske tages op til revision, -ja måske bliver livet aldrig det samme, når sygdom rammer. Og på den måde kan det ikke være anderledes, end at sygdom kan fylde rigtigt meget. Og sygdom kan være livstruende, -føre til en alt for tidlig og uretfærdig afslutning på livet. Sådan er menneskelivet. Og det kan vi ikke altid og i alle tilfælde gøre noget ved. Og derfor handler det også om at finde livets indhold, -finde livskvaliteten ikke kun i fravær af sygdom, -men udvide vores horisont for, hvad der virkelig betyder noget i vores tilværelse. Ja, og vide, at man også kan være lykkelig, selvom man er syg og mangler meget af det, som man ellers før sygdommen forbandt med det gode, det lykkelige liv. For det, der betyder mest, når alt kommer til alt, -det er tro, håb og kærlighed og dermed den fred i sindet, der gør, at man kan finde store stjernestunder, også selvom legemet er i kaos, og man dagligt kæmper med sygdom og afsvækkelse.

Vi burde være lykkelige. Vi burde have det godt her i vores lille smørhul af et land. Vi har alt det, som skal til, og lever vi ikke lykkeligt, så er det ofte selvskabt plage, – at vi netop ikke har den indre fred, at vi ikke skaber fred med vores Gud, -får aflagt vores indre følelse af skyld og skam, og at vi ikke søger forsoning med vores omgivelser og lever i lykke med familie, ægtefælle, børn og venner. Vi har alle muligheder. Vi har en tilgivende, evig omsorgsfuld Gud, og vi lever i et land med velfærd og fred og overflod. Vi er privilegerede. Det er for os om at gribe det gode liv, som ligger frit for os. Vi skal forstå, hvad der skal til det gode liv, og det er mere, -langt mere end alene spørgsmålet, om vi er syge eller raske

Og hvis vi ikke forstår det, skal vi blot tænke på, hvad vi kunne miste, hvad vores tilværelse kunne være, hvis vi ikke levede her i dette dejlige smørhul.

Vi kan jo blot tænke på de millioner af flygtninge fra krigen i Syrien. De endeløse rækker af telte vi kan se på tv og så tænke på, hvordan livet mon måtte være i et sådan flygtningelejr. En lille sammenligning med det liv og vores, så kan vi vist hurtigt blive enige om, at vi har det godt. Og det kan selv sygdom vist ikke rokke ved.

Jeg skal ikke gøre mig klog på konflikten i Syrien. Og jeg skal ikke gøre mig klog på, hvem der er de gode, og hvem der er de onde, ej heller hvordan konflikten kan løses. Men det behøver man heller ikke at tænke på i forhold til alle de millioner af menneskeskæbner, der er flygtet fra krig og ødelæggelse.

Der er ingen tvivl om, at forlader man sit hjem for at søge ly i en teltlejr, så er det, fordi man føler sig truet, truet på livet. Der er ingen, der ønsker at bo i en teltlejr med tusinder, -helt udleveret til andres nådige hjælp. Og de nødhjælpsarbejdere der har besøgt de kæmpestore flygtningelejre, de fortæller om en ufattelig nød, og et kaos, -et menneskeligt kaos, hvor vores små fortrædeligheder i Danmark synes så aldeles ubetydelige i sammenligning.

Som sagt er det ikke let at forstå borgerkrigen i Syrien, men der er mange ofre i denne konflikt. Så mange uskyldige, der bliver en del af en konflikt, som ikke er deres. Som hjælpeløst må se, at bomberne falder om ørerne på dem og derfor flygter af frygt for at miste livet. Flygter til en total uvis fremtid.

Vi kan ikke sætte os ind i, hvordan det må være at flygte fra en borgerkrig. Vi kan se billederne af de endeløse rækker af flygtningetelte, og vi kan høre øjenvidneskildringer. Men vi kan ikke sætte os ind i det. Vi kan ikke forstå det, ikke fatte det.

Men vi kan blot tænke på, hvor forfærdeligt det måtte være, hvis det var os, der skulle flygte til et andet land. Nu tales der jo meget om global opvarmning, og at havet skal stige en meter, og at det måske efterfølges af en ny istid, og hvis istiden kommer, så kan man ikke bo i Danmark. Hele landet vil være dækket af is. Tænk på, hvis hele Danmarks befolkning skulle flygte ned syd på. Det sker ikke i vor tid, -men tanken, -bare tanken kan og bør få det til at risle faretruende ned af ryggen.

Jeg ved ikke, hvordan krisen i Syrien skal løses, men jeg ved, at det grundliggende altid må være forkert at strides, så uskyldige berøves enhver mulighed for at leve i fred og tryghed. Og jeg ved, at vi, -vi der lever det gode, trygge liv, -vi der måske godt kan have et og andet at slås med, -men som dog alligevel ikke når til sokkeholderne af det, der sker i Syrien. Vi bør hjælpe. Det ved vi. Vi bør kunne forstå, at lykke, det er at være et helt menneske, og det betyder også en fornemmelse for, at man får det godt inderst inde, når man hjælper andre i nød.

Jesus giver os både den indre og ydre fred og hjælper os, når vi er syge, trøster og styrker, når vi skal dø, -Gud giver os fred i tilgivelsens tegn, -og han giver os muligheden for at hjælpe andre og finde glæden ved det.

Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Henrik Oest

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *