Evangelietekst

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:
Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten«
Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.‹ « Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.« Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
Matt 4,1-11

Prædiken

Det svære ved at modstå en fristelse er, at vi ikke ved, om vi får tilbuddet igen. Samtidig med en stor lyst til at gøre det, vi måske senere fortryder. Men under alle omstændigheder en tillokkende og indbydende situation. Og hvem har ikke stået i én situation eller måske flere, hvor det var sin sag at modstå fristelsen, fordi den simpelt hen var for stor? Måske hører det ligefrem til vores hverdag at blive fristet og at falde for fristelserne. Og der er mange af dem.

Nu og da advares vi også om de mange fristelser. Nypuritanerne kender sandelig deres besøgelsestid. Og meningerne er mange om hvad der er rent og urent – og om hvad der skal være og ikke skal være i det offentlige rum. Spørgsmålet er vel dybest set om vi alle er udstyret med rygrad som gelé og absolut mangel på selvstændig tankevirksomhed. Jeg vil umiddelbart lade spørgsmålet stå ubesvaret.

Om ikke andet så reguleres vores daglige omgang med hinanden, vores adfærd, traditionelt af normer så som høflighed, omtanke og ordentlighed. Men disse adfærdsnormer har også altid indeholdt den dimension, der handler om, hvilke signaler vi sender, blandt andet igennem påklædning og forbrug. Hvem vi er, hvor vi er på vej hen, vores status, vores smag osv. Den slags signaler afspejler magt og modstand blandt andet igennem signalernes ’anderledeshed’.
Det rejser videre spørgsmålet om den slags signaler overhovedet kan være så farlige og så fristende, at de kun kan håndtres ved forbud. Hvis vi har dyb og indgroet mistillid til hinandens viljestyrke og evne til at tænke selvstændigt, så er svaret ja. 

Eller hvis vi som udgangspunkt ikke mener, vi er i stand til at kontrollere os selv inden for rammerne af almindelige omgangsformer, så er svaret også et ja.

Men når vi her i dag møder og hører ordet om Jesu fristelse, handler det slet og ret om det at være menneske – skabt i Guds billede. Der er altså noget ganske andet på spil her end vores tids nypuritanske forbuds hysteri, der ser alskens fristelser over alt. Her i dag handler det om Guds aftale med mennesket. Aftalen som de første mennesker – Adam og Eva – fik i fødselsgave. Skabt til at være mennesker i Guds verden. Dagens første læsning fra 1. Mosebog handler om dette. En urhistorie som er ethvert menneskes historie, og som derfor også er Jesu historie.
At leve i tro på Gud, i den verden som Gud havde skabt, hvor alt til livets opretholdelse var givet. Og hvor spørgsmålet om overlevelse ikke var en daglig trussel. Hvor Adam og Eva var sat til at være mennesker – med hinanden og med Gud.

De levede på sin vis i overflod, behøvede ikke at kæmpe mod andre eller stjæle for at spise sig mætte. Men også i overfloden er fristelsen til stede. Fristelsen er ikke kun de svages, de fattiges trussel, den er ethvert menneskes snublesten på vejen gennem livet. Fristelsen for de første mennesker var, at ville være mere end de var. Dét, de faldt for, dét, de lod sig tiltale af, og dét, de rakte ud efter at blive, var muligheden for at bliver mere end de var.

I stedet for at være mennesker, der levede i tro på Gud, så rakte de ud efter at blive ligesom Gud, til at leve og bestemme, styre, kende forskel på godt og ondt, at undslippe sin begrænsning. De ville kort sagt undslippe deres menneskelighed. Fristelsen ramte Jesus på samme ømme punkt.

Back of young businessman liar

Fristelse er i egentlig forstand at forføres til at blive noget andet end man er, har sagt sig at være, eller er kendt for at være. Et sandfærdigt menneske fristes til at lyve. Et ærligt menneske fristes til at stjæle. Og et trofast menneske fristes til at være utro.

Fristelse er i egentlig forstand at forføres til at blive noget andet end man er, har sagt sig at være, eller er kendt for at være. Et sandfærdigt menneske fristes til at lyve. Et ærligt menneske fristes til at stjæle. Og et trofast menneske fristes til at være utro. Fristelser kan ramme bredt, men de rammer ofte i centrum af identiteten. Adam og Eva var i skabelsen 2 ud af 3. De var mennesker sammen med Gud. Skabt til og givet til samt forudbestemt til at være mennesker. Det var deres bestemmelse. Deres identitet. Uden valgmuligheder. Som da jeg blev født, havde jeg jo ikke valgt mine forældre. Eller fædreland eller sprog, eller noget som helst, blot sat ind i en given ramme. Der skal du være, værsgo. Og tak for det.

Adam og Eva blev fristet på centrum i deres identitet, de så muligheden for at blive noget mere, end at være et menneske, i Guds verden, som måtte modtage alt fra Gud. Om end deres livsramme var stor og bred, fuld af muligheder, øjnede de i fristelsen kun det ene som spærrede deres vej. En barriere ind til det ultimative.
Fristelsen gav løfte om at blive ligesom Gud, til at blive en anden. Fristelsen gav løfte om at bevæge sig opad, mod det større, det bedre og det uopnåelige.
Lad os her slå fast, at fristelsen ikke er faldet. At blive fristet er ikke det samme som faldet. At blive fristet er ikke det samme som nederlaget. Fristelsen er at blive opmærksom på en anden vej til det vi vil eller søger. Men det er ikke det samme som at gå den anden vej.

Adam og Evas ramme for livet med Gud var at det gode liv med Gud i tro, det lå på lydighedens vej. At holde buddet, som Gud gav dem, ved altid at gå uden om det ene træ. At kende forskel mellem godt og ondt ved at stole på Gud. Fristelsen var at gå en anden vej til samme mål. Spise af træet. Ved ulydigheden at nå målet. Fristelsen er denne anden vej til samme mål. At vælge at gå denne anden vej, det er nederlaget, det er faldet.

Jesu fristelse er en parallel hertil, fristelsen til at undslippe menneskelivet og dets grænser, dets begrænsning. Og i den sammenhæng er Jesus den anden (og den nye) Adam. Da Jesus var døbt, førtes han af Ånden ud i ørkenen for at fristes. Ved dåben i Jordanfloden var Jesus udråbt til at være Guds søn. Han som skulle opfylde al retfærdighed. Og som Guds søn og menneske skulle han gå vejen mod Gud fader. I ansvar og i tro.

Gud skabte mennesket til at leve i tro. Jesu opgave i menneskets verden var at leve som et menneske i tro på Gud under menneskelivets forhold. En vandring i tro på Gud med det mål at føre tilbage til det evige liv.

æble og slangeFristeren er den samme som slangen i paradiset. Splitterem, fjenden og bagtaleren. Fristeren som vil forføre mennesket til at gå en anden vej. Djævelen er ordet for det onde, den onde, Guds modstander. Denne anden vej, som forekommer i alt. Dette at slippe udenom. At slippe for at betale kærlighedens pris, troskabens pris – og undgå lidelsen. Overalt hvor et ord forpligter, et løfte gives og en grænse er lagt, der er der altid den anden mulighed.

I dag, fristelsen til at undgå at betale menneskelivets fulde pris. Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød. Det første menneske ville være som Gud og dermed undgå kun at være menneske. Fristelsen angik troskabet mod Gud. Jesu fristelse angik hans troskab mod mennesket. Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund. Dette viser Jesu troskab mod mennesket. Mennesker kan ikke trylle sten om til brød. Vi kan ikke undgå sult, tørst, træthed. Derfor påtager Jesus sig menneskelivets byrde og begrænsning i sin afvisning af fristelsen.

De 3 fristelser handler om det samme, om viljen til at være menneske på menneskelivets vilkår. Om troskab mod mennesket. Et nej til at skyde genvej i overlevelseskampen. Et nej til at tvinge Gud med Guds løfter. Et nej til at bøje sig for det onde.
Jesus trefoldige nej er et nej til at gøre livet mindre, end det er – og dermed et ja til slet og ret at være menneske – Guds menneske. På det vilkår som Gud har nedlagt i skabelsen. Et ja til at være menneske i ansvar og i tro på Gud.

Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Søren Peter Hansen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *