Evangelietekst

Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: »›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹« Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.«
Matt 19,16-26

Prædiken

Er jeg på rette vej i tilværelsen?

Dengang Bjarne Riis var ung cykelrytter, boede han nogle år nede i Luxemborg. Det var i tiden før han blev ejer af Team Saxo Bank og det var før han vandt Tour de France i 1996, det var altså da han var en ganske ung cykelrytter.
Da havde han på nogle af sine lange træningsruter en pause indlagt et bestemt sted, som lå ned mod en flod, inde mellem nogle bøgetræer. Der lå en stor flad sten. Bjarne Riis standsede op, stillede cyklen fra sig og satte sig nogle minutter på stenen mellem træerne.

I sin selvbiografi som hedder ”Riis” fortæller han: »Her er det okay at tale til Gud, eller hvem, det nu er. Det er min kirkegang. Min skriftestol. Stedet, hvor jeg kan vise min sårbarhed, tvivl og bekymring og spørge mig selv: »Er jeg på rette vej i tilværelsen«. Nogle gange kommer løsningen let, andre gange ikke…«
Sådan havde han et sted på en sten mellem nogle bøgetræer, hvor han kunne sidde og fundere over nogle af de dybe spørgsmål i livet, han kunne tale med Gud, holde sin egen kirkegang og vise sin sin tvivl og sårbårhed, her kunne han stille spørgsmålet: »Er jeg på rette vej i tilværelsen.«

Mand tænker over døden

»Her er det okay at tale til Gud, eller hvem, det nu er. Det er min kirkegang. Min skriftestol. Stedet, hvor jeg kan vise min sårbarhed, tvivl og bekymring og spørge mig selv: »Er jeg på rette vej i tilværelsen«.«

For mig er det et meget fint billede på, hvad der er meningen med at gå i kirke. Sådan er det i hvert fald for mig. Det er et rum, hvor jeg kan stå ved min sårbarhed og bekymring. Min tvivl. Det er et rum, hvor vi kan spørge os selv, og Gud, og hinanden, om vi er på rette vej i tilværelsen.
Det er noget af dét, det handler om, når vi træder ind i kirkens rum.

På den måde tror jeg også, at vi ligner den rige mand, som i dagens bibelhistorie kom hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv. Hvad skal jeg gøre for at få kontakt med det virkelige liv. Er jeg på rette vej i tilværelsen.«
Den rige mand dengang sagde det i sit sprog, Bjarne Riis siger det med nogle andre ord, og vi selv har hver vores måde at formulere det på. Men det kredser om det samme grundspørgsmål: »Hvad er op og ned, hvor går vejen, er jeg det rigtige sted i livet?«

Når vi stiller disse grundspørgsmål her i kirken, får vi altid det svar, som er bundet til fortællingerne om Kristus. Og som et midtpunkt i alle fortællinger står korset som det tegn, der samler det hele. Korsets tegn samler alle kristendommens fortællinger om Gud og menneske, om himmel og helvede, om godt og ondt.
Så når den rige mand kommer og spørger, når Bjarne Riis spørger, når vi spørger, så får vi det svar, som samler sig i korsets tegn.

Det er kristendommens hovedsymbol på en sådan måde, at når vi rejser rundt i verden og ser et kors, så ved vi, at her er den kristne kirke til stede. Lad os et øjeblik betragte korset og lægge øre til hvad det fortæller ind i vores søgen efter sandhed og mening.

Kors (2)

Den lodrette bjælke fortæller, at vi lever i en vertikal dimension, den siger noget om at vi er skabt af Gud, at livet er givet til os, ikke af os selv, men af himlens og jordens skaber og den anden bjælke, den vandrette, fortæller om den horisontale dimension, minder os om at det liv, vi har fået som gave af Gud, det har vi fået at dele med dem, der er ved siden af os.

Den lodrette bjælke fortæller, at vi lever i en vertikal dimension, den siger noget om at vi er skabt af Gud, at livet er givet til os, ikke af os selv, men af himlens og jordens skaber, det er givet som en gave. Det er evighedens perspektiv. Den vertikale akse minder os om, at der er noget som er større end os selv, at vi hører til i en sammenhæng, som er langt større end vi selv.

Den anden bjælke, den vandrette, fortæller om den horisontale dimension, minder os om at det liv, vi har fået som gave af Gud, det har vi fået at dele med dem, der er ved siden af os. Vi har fået livet at leve i ansvar og fællesskab sammen med andre mennesker i det samfund, som vi indgår i. Intet menneske lever som en øde ø, vi er altid indfældet i fællesskaber, hvor vi må leve i ansvar for hinanden og med forpligtelser for hinanden. Med alle menneskelivets konflikter og kriser, såvel som dets glæder og lykkelige øjeblikke.

Sådan er korsets tegn et pejlepunkt i vores tilværelse og vores søgen efter sandhed og mening. Det er det for den rige mand, for en Bjarne Riis, og for alle vi andre. Ikke rigdommens velsignelser, heller ikke karriereplanlægning, heller ikke de rigtige meninger. Men to bjælker, et kors, der minder os om, at vi lever i både en vertikal og horisontal dimension.
Det står som et midtpunkt i alle fortællingerne om Kristus og derfor blev det tegnet for enhver af os, da vi blev døbt. Det blev præget ind i os, for at vi altid skulle huske, hvad der er op og hvad der er ned.

Nu har jeg nævnt Bjarne Riis, som foruden alt det andet også er en tænksom mand. Jeg vil runde af med en anden mand, som også er ganske tænksom. Det er Lars Lilholt, som mange gange har stået på scenen og sunget en sang med disse linjer:

Her må jeg leve
og her må jeg dø,
med øjnene åbne
og døren på klem.

Det er en fin poetisk måde at samle det op, som jeg har talt om. Det er her i den tilværelse, vi nu har fået, at vi må leve og dø. Vi lever med øjnene åbne, det vil sige lysvågent for alt skønt og stort herneden, med sans og blik for himlen og evighedens perspektiv. Og vi må leve med døren på klem, aldrig lukke den i, men hellere lukke den helt op for den verden, som er ved siden af os og omkring os, engagere os og tage livtag med den og gøre det med opmærksomhed og nærvær.

Det fortæller korsets tegn. Ikke filosofiske forklaringer, heller ikke en stribe gode råd om livsstil, men et tegn, korsets tegn, en lodret bjælke og en vandret bjælke, som siger: »Her må du leve med øjnene åbne og døren på klem.«

Ære være Gud Fader, Søn og Helligånd, som i begyndelsen, sådan nu og altid.

Amen.

 

 

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Flemming Kloster Poulsen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *