Evangelieteksten

Brød og fiskDerefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist.
Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.
Joh. 6,1-15

Prædiken

Filosoffen Ludwig Wittgenstein udgav selv kun én bog, som han sluttede med disse ord: ”Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.” Ordene, han sluttede sin bog med, var møntet på en filosofi om, hvad sproget er, og hvad sproget kan sige noget om. Men, som det ofte sker, blev Wittgensteins ord taget ud af deres sammenhæng og brugt andre steder. De har jo også karakter af det, vi kalder en one-liner. ”Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.”

For eksempel er den blevet anvendt i diskussionerne om Guds eksistens. Den er der jo nogen, som stiller spørgsmålstegn ved, fordi den ikke kan bevises. Nej, den kan kun tros. Når Gud nu ikke kan bevises, og når man nu kan leve uden en tro på Gud, vil ny-ateisterne have, at vi alle skal holde op med at tale om Gud. ”Det er jo kun en illusion”, siger de. Helt så enkelt er det nu ikke, hvad vores evangelietekst fra Johannesevangeliet meget tydeligt viser.

Inden jeg vender mig helt til Johannesevangeliets tekst, vil jeg tilføje, at der i det meste af verden er et vældigt opbrud i religionerne. Ny-ateismen er en stemme i dette opbrud, som vi ikke bare kan afvise, selv om vi måtte være uenige. Tværtimod er det vældig vigtigt, at der er nogen, som intelligent udfordrer vores vante tankegang.
Opbrud er der. Ikke kun i forholdet mellem islam og andre religioner. Nej, der er opbrud i den romersk-katolske kirke, hvad forløbet op til pavevalget tidligere på året, meget tydeligt viste. Kirker og trossamfund, der for få år siden ikke var fremtrædende, vokser på verdensplan meget hastigt, for eksempel kirker, der er baserede på teologi om især Helligånden. Også i vores egne evangeliske kirker er der opbrud.

Og opbruddet viser sig både som en stærk tendens til bibeltroskab eller fundamentalisme på én fløj og som en løshed i troslæren i en anden fløj. Mange vender sig til spirituelle strømninger, indoptager dem og forbliver i folkekirken.  En del er inspirerede af tanker, der i et eller andet omfang er influeret af buddhisme.  Andre melder sig ud. Og sådan er det over hele verden.

Til en vis grad ligner det situationen på Jesu tid, hvor noget lignende foregik. Jesus selv, er udtryk for et sådant opbrud. Et opbrud inden for jødedommen.  Vi har derfor en lang række situationer i evangelierne, hvor Farisæere og de skriftkloge, jødedommen skriftlærde, gik i clinch med Jesus. De forsvarede deres tro og den jødiske kultur, der blev udfordret af Jesus.
Hvordan Jesus bidrog til opbruddet kan vi blandt andet se i dette bespisningsunder eller tegn, som Johannes kalder det. Et tegn, der peger væk fra sig selv til noget andet.  Hvis vi holder de to tekster, vi har hørt i dag op mod hinanden, kan vi se, hvad det drejer sig om. Først hørte vi brudstykket af Moses tale fra 5. Mosebog, hvor han siger, at Moseloven, (det vil sige de ti bud og en lang række andre bestemmelser), er grundlaget for forholdet mellem Gud, Jahve, og israelitterne. Retfærdigt er et menneske, hvis dets opførsel og adfærd følger Guds bud, og derigennem opnår det frelse.

far søn

Hvad enten vi lever eller dør, er det for Gud. Han har skænket os livet, vi lever det for ham. Han er med i det som en far eller mor er med i et barn liv.

Jesu tegn, brødunderet viser noget andet. Det viser, at forholdet mellem Gud og mennesket ikke består gennem regler og love. De er gode både at have og følge. Men de er ikke en vej eller hjælp til at blive frelst. Ja, Jesus flytter egentlig gudsforholdet over til det område, som vi ikke kan se og egentlig ikke kan tale om, jævnfør indledningen. ”Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.”

For nogle er voldsomme og stærke begivenheder i deres liv med til at ryste deres gudsforhold.  Hvis vi mener, at Gud er årsagen til det, der sker os i livet, er det forståeligt. Sådan kan vi forstå meget af Det gamle Testamente og alle de gode bibelhistorier, og på et tidspunkt kan vi synes, at det er for meget, at Gud plager os. Jesus peger med sine gerninger, sine tegn og ikke mindst med sin forkyndelse og sit eget liv et andet sted hen. Han peger på dét, der er underet for os alle, at vi er til. Der er noget at leve af og at leve for. Der er nogen at leve for. Ingen lever for sig selv eller for sin egen skyld, siger Paulus et sted. Ingen dør heller for sig selv. Hvad enten vi lever eller dør, er det for Gud. Han har skænket os livet, vi lever det for ham. Han er med i det som en far eller mor er med i et barn liv. Forældre erfarer meget hurtigt efter et barns fødsel, at de ikke kan bestemme alt i dette lille menneskes liv.  Og de erfarer, at de er til for dette lille under. Der er en gensidighed mellem barn og forældre.

Som der er det, er der også en gensidighed mellem menneske og Gud. Ikke gennem en lov eller gennem bud, men gennem mennesker. For Gud blev menneske i Jesus. Her hører vi altså i dag, at han gør et tegn, der peger på, at der er noget i livet, vi ikke kan forklare: At vi er til. Så kunne vi jo tie om det, hvad vi ikke kan. For det er lige netop her, at livet er og folder sig ud.
Vi kan ikke lade være med at tale om det, der ikke kan bevises: Glæder, sorger, bekymringer, tillid, angst, tanker, forestillinger, idéer, drømme, kærlighed, mening, betydning og så videre. Ingen vil vist sige, at de ikke er virkelige for os, selv om de ikke kan bevises. Alt dette er det basale i menneskelivet. Det er grundlaget for at vi kan leve sammen. Og dog har vi ikke bidraget med noget som helst af det.

I underberetningen i dag får vi hjælp til at tolke og eventuelt forstå og erkende noget ved livet, som vi har svært ved at sætte ord på og tale om. Vi tager ikke de store ord i vores mund ret tit. Vi har måske ikke så let ved at sige, at livet er en gave. Eller at gudsforholdet ligger i den gave, de andre er for mig. Hvor skal vi søge hen med den taknemmelighed, vi ikke kan rette mod os selv?
PrayingJa, vi står måske forlegne og ved ikke rigtigt, og siger så ikke noget. For ordene, sproget, rækker ikke. Omkring os er der dog muligheder for at finde en måde at omgås og at tale om dét, der ikke fuldt ud kan udtrykkes med ord. Vi kan bruge kunsten i alle dens former til at nærme os det: et digt, et stykke musik, et billede, en skulptur, en dans kan udtrykke eller prøve at gribe dét, der er bærende for os. Vi kan genkende os deri. Eller vi kan ty til religioner, spiritualitet og så videre. Jesu forkyndelse er altid, hvis vi giver os ro til at høre det, et opbrud fra det, der kan bevises, hen mod det, der ikke kan bevises, men som dog er grundlaget og det bærende, og som er det erfarede.

Når vi om lidt holder nadver, så er der mange aspekter i den. Den er en forkyndelse af det under, at Gud deler livet med os. Han kommer til os i ord og Helligånd, og han kommer i skikkelse af brød og vin, der jo er grundlaget for livet. I det, der giver os liv, er Gud til stede. Ikke i en lov eller i regler, men i livet.
Han giver os lidt, ligesom han gav fem brød og to fisk. Alligevel var der mere end nok til alle. Det er der også her. Ingen er for ringe til at modtage brød og vin. Her er der ingen, som falder ved siden af. Her kan vi alle erfare, at om det, der ikke kan tales, som jeg nævnte i indledningen, kan der alligevel siges en del, og hvis ikke vi tager det ubeviselige alvorligt, tager vi ikke livet alvorligt.

I evangeliet antydes, at den store skare tog det meget bogstaveligt, at de fik noget at spise – selvfølgelig. De ville gøre ham til konge. De ville, som vi alle vil på en eller anden måde, sikre sig og sikre deres liv.
Men det er ikke sådan vi skal bruge Gud, at vi tror, at han sikrer os livet.  Livet er aldrig sikkert. Det er et under hver eneste dag og øjeblik. Vi kan og skal ikke regere verden eller samfundet med evangeliet eller nogen anden religion. Hvad skal vi så? Dele livet, leve for den andens skyld, som Gud i Jesus Kristus er blevet menneske, og lever og dør for vores skyld. Kun derved vinder vi livet, og det er og skal være vort daglige brød at høre det, tro det og tale om det. Ja, råbe det fra tagene ud i verden. 

Så gå også du herfra i dag med en tak for alt det, der er underet i dit liv, og del den taknemmelighed med andre.

Amen.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Poul Henning Bartholin

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *