Evangelietekst

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«
Matt 5,1-12

Derefter så jeg fire engle stå ved de fire verdenshjørner og holde jordens fire vinde tilbage, for at ingen vind skulle blæse på jorden eller over havet eller mod noget træ. Og jeg så en anden engel stige op fra solens opgang med den levende Guds segl. Den råbte med høj røst til de fire engle, som det var givet at skade jorden og havet: »Skad ikke jorden eller havet eller træerne, før vi har beseglet vor Guds tjenere på deres pande.« Og jeg hørte tallet på de beseglede: ét hundrede og fireogfyrre tusind beseglede ud af alle Israels stammer, af Judas stamme tolv tusind beseglede, af Rubens stamme tolv tusind, af Gads stamme tolv tusind, af Ashers stamme tolv tusind, af Naftalis stamme tolv tusind, af Manasses stamme tolv tusind, af Simeons stamme tolv tusind, af Levis stamme tolv tusind, af Issakars stamme tolv tusind, af Zebulons stamme tolv tusind, af Josefs stamme tolv tusind, af Benjamins stamme tolv tusind beseglede. Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst: »Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet.« Og alle englene stod i kreds om tronen og de ældste og de fire levende væsener, og de faldt ned på deres ansigt for tronen og tilbad Gud og sagde: »Amen! Pris og lov og visdom og tak og ære og magt og styrke er vor Guds i evighedernes evigheder. Amen!” [ Og en af de ældste tog til orde og spurgte mig: »De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra?« Jeg sagde til ham: »Min herre, du ved det.« Og han sagde til mig: »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel, og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem. De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere, hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem, for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld, og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.«] 
Åb 7,1-12[13-17]

Prædiken

Kærestepar tilgivelse

Men der er jo også det gode blik, det glade og rummelige blik, det varme og forsonlige blik, ja det helende blik. Netop det blik søger vi, og i dag savner vi det, fordi den, der sendte det, ikke er mere.

Så se mig dog, er titlen på en novellesamling. Alle novellerne handler på forskellig vis om kampen om og drømmen om at blive set. Det er en kamp og en drøm som alle kender, for sårende og smerteligt er det at blive overset. Ser ingen én, er man usynlig, væk og uden betydning.  Det kan dog også være ubehageligt at blive set, man kan godt nogle have lyst til at gemme sig for andres  blikke, især hvis man fornemmer at blikket vil dømme en ude. Det vurderende og kontrollerende blik, det dømmende og fordømmende blik er knusende. Det kan derfor af og til være svært at være sammen med andre mennesker , hvis man udsættes for  vrede, flakkende og undvigende blikke. Derfor sidder vi også her i kirken med ryggen til hinanden og med samme blikretning, så vi kan være i fred for hinandens blikke et stykke tid, være i fred for de små magtspil, der jo udkæmpes med blikkene. Så vi sammen kan vende blikket mod Gud en lille stund. 

Men der er jo også det gode blik, det glade og rummelige blik, det varme og forsonlige blik, ja det helende blik. Netop det blik søger vi, og i dag savner vi det, fordi den, der sendte det, ikke er mere. Det blik, der fik os til at live op og gav os mod på livet igen, som fulgte os – måske lige fra vi var børn – og nu må vi nøjes med at have det med i vores erindring.

Vi, der er samlet her i dag, har alle mistet et menneske vi holdt af og som har været en del af vores liv og som har sendt os mange forskellige blikke – både vrede, opgivende og glade blikke. Men vi blev set. De døde var vidner til vort liv. Og har man vidner til sit liv, så er man aldrig helt alene. Det er ikke sådan at vidnerne nødvendigvis altid billiger dét de ser. Nogle gange får man anerkendelse andre gange råd og vejledning i at gå en anden vej.
I kirken er der altid vidner ved de store begivenheder. Ved dåben er fadderne vidner, og ved brylluppet er det ofte fædrene, der indskrives som vidner. Men alle der er til stede ved de store festligheder er vidner, der glæder sig sammen med den, der skal ses. Ved bisættelser og begravelser er alle kirkegængerne vidner, alle sørger sammen med de sørgende, er garant for, at vi ikke er alene i sorgen. Vi bliver set og de andre deler sorgen og glæden med os. Vi og den begivenhed, vi er med i, er ikke glemt, men husket.

Udover vores familie og venner er også Gud vidne til vores liv. Han er med os til hverdag og fest; han græder med de sørgende og ler med de glade. Han ser os.

I husker måske historien om Sara og Abraham. Sara kunne ikke få børn og giver derfor Abraham lov til at gå i seng med trælkvinden Hagar. Hagar bliver gravid og begynder at se ned på sin frue. Så bliver Sara vred og begynder at behandle hende så dårligt, at hun til sidst må flygte ud i ørkenen. Der vandrer hun fortvivlet og forstødt rundt, og tror hun gudsforladt. Men så sker der noget forunderligt. Ved en kilde, hvor hun har gjort holdt, møder hun en engel, der trøster hende ved at fortælle, at den søn hun skal føde vil få talrige efterkommere. Da englen er gået, beder Hagar til Gud og siger: “Du er Gud, der ser!” For hun tænker: ”Har jeg virkelig på dette sted set ham, der ser mig?”

Hagar var forfulgt og plaget, men hun erfarede, at hun ikke var glemt, men husket af Gud. For Gud er den, der ser. Sådan er det også i dag. Gud er vort vidne og han ser og husker. Både os, og dem vi har mistet. Han ser med et gennemborende blik, vi er gennemskuet, vi kan ikke skjule os, han kender os.  Det kan selvfølgelig være en skræmmende tanke for os uperfekte mennesker. Der er jo så meget uforløst, usagt og ugjort, der kan plage os. Der kan også være noget, vi faktisk fik sagt og gjort, som vi nu fortryder. Men Guds blik er ikke kun afslørende, det er også barmhjertigt og forjættende, fyldt med håb.

Det kommer tydeligt frem i Jesu læreprædiken til disciplene i dagens tekst; de såkaldte saligprisninger. Han forkynder ikke for de magtfulde og stærke, dem, der har kontrol og rigdom og deres på det tørre. Nej, han taler i første række til de fattige, de sultne og tørstige, de sagtmodige, de sørgende, altså dem der virkelig har det svært, dem, der oplever magtesløshed, sorg og savn. Vi genkender os selv i den gruppe, især i dag, fordi vi sørger. Og til dem siger Jesus: “I er salige, for I skal trøstes.” Gud har ikke forladt os, de sørgende.

Jesus helbrederGud har heller ikke ladt de døde i stikke. Vi hørte Johannes’ vision i Åbenbaringsbogen, hvor der fortælles om alle de opstandne, der står i hvide klæder for Guds trone. Alle dem, der er kommet fra den store trængsel, de skal ikke lide nød længere, for Gud selv vil tørre hver tåre af deres øjne. Det er troens håb.

Jesus taler også til de barmhjertige, de rene af hjertet, de, der stifter fred, altså alle de mennesker der har overskud, tro og vilje til at være lys for andre mennesker, så det gode liv kan fremmes. Også de er set af Gud og de kaldes Guds børn. Mon ikke vi i disse ord kan genkende nogle af dem, vi har måttet tage afsked med. Blandt dem var der også nogen, der lyste og skabte fred i familien, var barmhjertige og bar over med os. Blandt dem, var der mennesker, der med deres tro blev forbilleder for os, der nok indimellem både tvivler og fortvivler over os selv, vores tro eller livets fortrædeligheder. De var vidner, fordi de så os, men de var også vidner, fordi de aflagde vidnesbyrd. Vidnesbyrd om, at livet er værd at leve og vidnesbyrd om, at troen er en styrke, der kan bære os gennem svære tider.

Til sidst siger Jesus direkte henvendt til sine disciple: “I vil blive forfulgt og hånet, der vil blive løjet om jer, men I skal vide Gud ser jer og vil lønne jer for jeres udholdenhed. Guds rige venter på jer.”
Også vi er hans disciple. Også vi oplever svære tider, men Gud ser os og forsikrer os om en plads i hans erindring og i hans favn.
Både nu og engang.

Amen!

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Hanne Davidsen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *