Evangelietekst

Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:

I oversættelsen står der nu, at man skal hade sine forældre. Men ordet kan også oversættes med, at man skal bryde op eller opgive. Hvorfor skal man opgive sin familie? Vi er med i en større familie end gener og slægtsforskningen kan finde frem til. Vi er med i Guds familie.

Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.

Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.
Luk 4,16-30

Prædiken

Det er første søndag i advent. Adventslyset er tændt. Det er én af kirkens store festsøndage. Et nyt kirkeår skydes ind med beretningen om Jesus, der læser op af Esajas’ profeti i synagogen i sin hjemby. Forkynder hvem han er – hans sendelse:

Godt budskab til fattige

Med frigivelse af de fangne, syn til de blinde

Frisættelse af de undertrykte og et nåde år for Herren.

Det lyder jo herligt. Vi befinder os næsten i synagogen – glædeligt budskab – det er da ikke så ringe endda.
Og så kunne denne prædiken bevæge sig i mange retninger. Vi vil bade os lidt i det med udråbelsen af et nåde år for Herren. Hvad betyder det? Så tager vi et syrebad bagefter – for er det ikke mærkeligt: I synagogen blev de ude af sig selv af raseri hører vi! Hvad er på færde? Var det ikke et godt budskab?

Når et nåde år udråbes fra Herren – hvad ligger der så i det? I Den nye aftale, altså en mundret oversættelse af Det Nye Testamente, oversættes ”nåde år fra Herren” med sætningen ”Guds tid er kommet”.
Der er jo det forunderlige, at tiden angår os alle, høj og lav, levende og død, ven og fjende. Alligevel taler vi om tiden, som om den er vores egen. Tiden kan nås – er for hånden – vi skal lige noget. Tiden skal indhentes, den er langsom, hurtig, tung og let. Som om tiden kun har noget med os mennesker at gøre, som om timelighed og evighed intet havde med hinanden at gøre. Som om vi til syvende og sidst var Herre over tiden. »Guds tid er kommet« – Det handler om, at den tid, der kommer, vitterlig er Guds, og det er det, der indvarsles. Fremtiden er med andre ord åben. Fremtiden åbnes, når vi er fanget af tiden her og nu. Ingen af os ved i bund og grund, hvad der sker i morgen. Alt kan være det samme i morgen – eller pludselig helt anderledes end vi havde tænkt os. Det er både urovækkende og trøsterigt.

Urovækkende, hvis vi vil have styr på alt. Tiden – hele tiden – styr på hinanden. Styr på tilværelse, styr på skæbne. Inden for coaching er det meget almindeligt at lave øvelser, hvor man skal gå f.eks. 30 år frem i tiden og bestemme, hvor man er. Og så lade tiden være et redskab til at nå dette mål. Hele ansvaret for fremtiden er fra mit eget. Planlægning i det små er fint. Nødvendigt. Men her er det for meget. Det bliver en livsanskuelse en tro. Et tungt ansvar. Ikke så mærkeligt, at vi gerne vil have styr på tiden.  Jeg skal jo selv udkaste den drøm, der skal styre det hele. Der er noget klaustrofobisk over det – livet – fremtiden – evigheden – er da forhåbentlig bedre end mine drømme, hvis jeg overhovedet har nogen lige nu.

Guds tid er kommet, det er urovækkende, som nævnt, særligt for dén, der har styr på det og vil styre tiden hele tiden. Men det er også trøsterigt. Hvis fremtiden er åben – hvis fremtiden åbnes for den fattige, den fangne, den blinde, den undertrykte. Det er da en kæmpe trøst!

Jeg faldt over nogle ord af digteren Søren Ulrik Thomsen, der indfanger denne dobbelthed – af det urovækkende og trøsterige. I digtet Det værste og det bedste, veksler Søren Ulrik Thomsen mellem at beskrive, hvad der er »det værste«, og hvad der er »det bedste«. Her hedder det foruroligende: »Det værste er, at alting stadig kan ske«.
Og så blader man efter sigende om på næste siden i denne digtsamling – her står der »det bedste er, at alting stadig kan ske«.

Altså: At vi altid har noget til gode, at livet er større end mine tænkemåder og handlingsmønstre for, hvad jeg har sat mig for, ”hvad jeg skal nå”. Advent handler om, at livet fyldes af en fylde, fyldes af evangelium. Kristus er tidens fylde. Tiden er Guds, fordi han i Kristus selv går ind i tiden med hud og hår og dermed giver os del i en fremtid, der er større, end vi kan begribe. Det bedste er derfor, at alting stadig kan ske. Det kan vi bade os i – glæde os over.

Og det gør vi gerne før tid – lader som om det hele er ankommet, som om glæden nu helt er vores egen. Og ikke jordens gæst, vi kan glædes ved.

Nu nærmer vi os provokationen i dagens tekst – syrebadet, jeg annoncerede.
Første iagttagelse: Bysbørnene, de lovtro jøder, der ikke rigtig kendte til Jesu budskab – holdt ham slet ikke for at være Guds søn. Det er dem, der giver bifald og undrer sig over Jesu nådefulde ord. Er det ikke lidt provokerende – hvis pointen skal ajourføres med i dag – at det skulle være muslimen eller ateisten eller den, vi mener ikke kender Jesus, som vi gør det – at det er ham, der forundres – virkelig forstår de nådefulde ord, der udgår af Jesu mund? Vi kan fortsætte: Er det ikke bedre at pege på Jesus som profet, som en gudfrygtig muslim ville gøre det, end at forfalde til en tilbagelænet kliché om, at Jesus er et godt menneske eller ”min personlige frelser” – og det så ret hurtigt har mere med mig selv at gøre end forundringen over hvem Jesus egentlig er?

En anden iagttagelse: På profeten Elias tid var der hungersnød i Israel og særlig enker døde som fluer. Men Elias blev ikke sendt til dem, i stedet til en hedensk enke i Sareptas land. Der var mange spedalske i Israel, men ingen af dem blev renset – det blev derimod en fremmed, syreren Na’aman. Hører vi.

bundne hænderEr det ikke provokerende, at de bysbørn, der holdt Jesus højt – ikke får noget særligt ud af det? Er det ikke provokerende, at evangeliet faktisk er for alle – i betydningen andre først. Advent handler om, at vi i menigheden må vente. Ruste os med tålmodighed. I adventstiden må vi nøjes med at aflægge os mørkets gerninger og tage lysets rustning på, for at bruge Paulus’ ord – aflægge det udsvævende, druk, kiv og misundelse.

Jesu bysbørn blev forarget over, at han ikke bare kunne opfylde deres drømme om deres bys storhed, deres egne projekter, og sikre dem en fortrinsstilling!
Tilsvarende er evangeliets forunderlige verden ikke først og fremmest til for os og vores slags. Nu begynder det at svie…
Og vi kan fortsætte: Mon ikke, at der er andre steder end hos os, at forundringen over de nådefulde ord af Jesu mund vil være mere intakt end hos os:

Hvor godt budskab er sendt til virkelig fattige?
Hvor udråbelsen af frigivelse for fanger, virkelig giver genlyd? Og ikke bare er en summen for ørerne. Liturgisk lyd. Skulle der ikke være andre steder end hos os, hvor virkeligt blinde får syn for evangeliet – fremfor hos os, hvor det let står hen i det dunkle?
Er der ikke besynderligt, at når alt det dejlige går i opfyldelse med Jesu nådefulde ord, Jesu sendelse til hele verden – så jages selvsamme Jesus – budbringeren – bort af dem, der mente at vide, hvem han var?

AMEN

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Jacob Holm

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *