Evangelietekst

Så sandt Gud er trofast, er vor tale til jer ikke både ja og nej! For Guds søn, Jesus Kristus, som vi – jeg og Silvanus og Timotheus – har prædiket hos jer, var ikke både ja og nej, men i ham er der kun sagt ja; for alle Guds løfter har fået deres ja i ham. Derfor siger vi også ved ham vort amen, Gud til ære. Og den, som knytter både os og jer fast til Kristus, og som salvede os, er Gud, der også beseglede os og gav os Ånden som pant i vore hjerter.
2 Kor 1,18-22

Nu kom Johannes’ disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.«
Joh 3,25-36

Prædiken

Fjerde søndag i advent. Det er meget snart jul. Og så skal vi som de sidste evangelieord, de sidste bibelord, inden vi næste gang samles om juleevangeliet, høre ord om ”Guds vrede”: ”Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.” Hvad skal vi dog sige til det?

Helt enkelt vil jeg sige: Jamen, så hold dig dog til Sønnen! Altså, Jesus. Det gør vi i kirken og gudstjenesten. Det gør vi i kristentroen. Og så er der slet ingen grund til at spekulere over, hvad ”Guds vrede” mon vil sige. Og hvem og hvordan den mon rammer.
Med Jesus inde i billedet, så er det ikke vreden, men nåden det handler om. Så er det ikke frygten og alt det, der kunne og kan gå galt, men så er det troen og forventningen om alt det, der godt kunne gå hen og gå godt, det drejer sig om.

Ja, for som Paulus skriver det i de ord vi hørte forinden: ”Guds søn, Jesus Kristus, som vi … har prædiket hos jer, var ikke både ja og nej, men i ham er der kun sagt ja.” Ja, for som Paulus siger det: ”alle Guds løfter har fået deres ja i ham. Derfor siger vi også ved ham vort amen, Gud til ære.”

Det er, hvad jeg vil kalde, klar tale. Jesus er en ”Yes Man”, som en filmkomedie fra 2008 med Jim Carrey hed. En “ja”-mand, hvad angår Guds løfters opfyldelse. Ikke noget ”nej”, eller ”jamen”, her; men et fuldtonende JA!
Så har vi da også, al tid, noget at glæde os til. Ja, så har vi da, dybest set – i Jesu navn – bare at glæde os!

bigstock-Young-Child-Playing-Fetch-With-39372379

Hunden håber, næsten dirrende, med hele sin krop og sit væsen på at få ja. Ja til en gå-tur. Ja til at blive kløet og klappet. Ja til en godbid eller bare gode ord.
Sådan ser jeg, i allerbedste forstand, Johannes Døberen for mig.

Jeg fik et julekort fra en mand, som er kommet op i årene, som vi siger. Og som ydermere har mistet sin hustru, og er blevet alene for ikke så længe siden. Ja, det vil sige, helt alene er han nu ikke. Han skriver om klejnerne, som ikke længere bages derhjemme, men som ”jeg nu må hente i Brugsen og pænt dele styk for styk med min trofaste hund.” Og hele julekortet slutter med ”varme ønsker om en rigtig glædelig jul og et godt nytår” fra ikke bare manden alene, men hunden med.

Se, det er der vist nok nogle, der synes er noget pjat sådan noget. Jeg gør det ikke. Måske allermest fordi jeg kender manden. Og hunden.
Ligesom der er forskel på mennesker, så er der det også på hunde. Hunden her er en meget venlig hund. Labrador. Ren og pur, vist nok. I hvert fald rar og god. Og som manden selv skriver det: Trofast.
Se en sådan hund for dig! Se den sidde på halen. Eller rettere, sidde så løst på halen, at dén logrer fra side til side, mens hunden rækker snuden op mod dig, og kommer med små lyde af stor forventning!

Vi har i sproget en del negative udtryk med ordet hund. Et menneske kan gå i hundene. Og leve et hundeliv. Man kan te sig som en skabet køter, en hund i et spil kegler osv.

Men vi har også helt andre stærke varme billeder af hunden. Som her, hunden siddende ved sin herres side, som et, synes jeg, helt enkelt samlet udtryk for forventning. Hunden håber, næsten dirrende, med hele sin krop og sit væsen på at få ja. Ja til en gå-tur. Ja til at blive kløet og klappet. Ja til en godbid eller bare gode ord.
Sådan ser jeg, i allerbedste forstand, Johannes Døberen for mig. Som spændt af forventning og fuldstændig fokuseret på Kristus og hans komme – på alle Guds løfters opfyldelse og alt godt i ham og fra ham. Ja, som en, jeg havde nær sagt, hund efter Jesus!

Og sådan er også Gud, i Jesus, at se som fuldstændig fokuseret på vort ve og vel. Næsten, ja, som en hund, gå efter vores velbefindende: ”Så sandt Gud er trofast”(!), som apostelen siger det – og det er ikke ment som en blasfemi, men det er Gud set, som apostlen siger det, som netop trofast(!), og udholdende. Og den, som i og med Jesus Kristus, giver os sit fuldtonende JA. Trofast som det mest trofaste væsen i vor verden. Gavmild og givende som den bedst tænkelige herre. Med et fuldtonende JA – som en brudgom ved altret – eller som en julekortmand og Ja-mand, der ind under jul deler sine klejner styk for styk med sin hund.

Billederne er mange. Sagen er den samme. Vor Herre vil os det godt.
Det er ikke alle, der kan se det. Eller, der er ingen af os, der altid i ét væk kan se det: At vor Herre vil os det godt.
Tilværelsen rummer i sig selv rigeligt med ubønhørligheder. Og skulle vi indrette os efter ren lovoverholdelse udfra devisen noget-for-noget, eller endnu værre: ren junglelovsmentalitet, så ville virkelig vreden være over os. Enten hinandens, eller Guds vrede – det kan såmænd være det samme, men vreden, og hævnen, helt sikkert.

Lovreligionens gudsbillede og forståelse indebærer nødvendigvis tanken om Guds vrede, når mennesket ikke lever op til loven.
Men kristendom er (gudskelov!) ikke lovreligion. Det er det store skifte mellem det gamle og det nye, mellem det, der var, og det, der kommer – dér, hvor Johannes Døberen står. I, så at sige, vadestedet. Fra noget-for-noget til alting-for-intet, Alt af nåde! – Og Johannes længes. Og Johannes venter. Og håber. Og tror, at nu kommer han snart. Meget snart. Han, som skal bringe lyset og kærligheden, og nåden.

”Det er min glæde”, siger Johannes, ”og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre.”
Ja, for i kristen sammenhæng der er det helt på sin plads at være lille. Lille, som små hunde, der spiser smulerne fra deres herres bord og hånd.

Eller lille, som et lille barn der kommer til verden og fylder sin mor og far med så meget glæde og taknemmelighed, at de selv bliver små og slet ikke rigtig ved, hvad de skal gøre af sig selv, hvis ikke juble og takke. Og mest oplagt: Gud. Hvem i alverden ellers?

Det er gavernes tid. Husk det nu! Og her er det måske godt at blive mindet om, som dagens evangelium siger det, at et menneske i virkeligheden ”ikke kan tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen”.
Der er nogle af os, der ikke for godt kan tage julegaveræset. Og der er nogle, der – også nu i denne mørke, kolde tid – er i situationer og stemninger, hvor de nærmest ikke kan tage noget som helst.
Nej. Og hvad angår selve livet, og alt det vi i grunden lever og ånder af, så er det slet ikke noget, vi kan tage (af os selv), men ren nådegave. Gaver fra himlen.

man in praise

Det er gavernes tid. Husk det nu! Og her er det måske godt at blive mindet om, som dagens evangelium siger det, at et menneske i virkeligheden ”ikke kan tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen”.

”thi intet kan du tage …”, som vi synger det i salmen ”Befal du dine veje”, og som vi er nogle, der ofte har citeret – os, der er så heldige at have en ven ved navn Tage – ”thi intet kan du tage …” Nej. Og det kan vi, når det kommer til stykket, ikke. Men vi kan, og vi må, forvente os alt godt fra himlen. Som hunden hos sin Ja-mand. Som mennesket overfor sin Gud og frelser i Jesus Kristus.

”Gud giver jo ikke Ånden efter mål”, som Johannes siger det i dagens tekst. Gud er ikke smålig. Guds Ånd gives enhver helt og fuldt. Fra Gud får vi, i Kristus, ”en nåde uden mål”, som vi synger det i Kingos morgensalme. Gud har givet os, som Paulus skriver det, ”Ånden som pant i vore hjerter.”

I den bedst tænkelige ånd, og det vil sige Guds gode Helligånd, ser vi, at vi har godt i vente. Mærker i vore hjerter, at det er godt at være menneske i lyset af evangeliet. I varmen fra Guds ord.

”Tænk, at de her 37,5 ku varmes op!”, som jeg efterhånden mange gange har citeret det fra en fin sang af Allan Olsen om det med, at kærligheden kommer ind i ens liv. ”Tænk, at de her 37,5 ku varmes op!” Ja, det skulle man måske ikke lige have troet.
Men: ”Faderen elsker sønnen, og alt har han lagt i hans hånd”, som vi hører det. Alt har han lagt i hans hånd. Også kærligheden. Og nåden. Og barmhjertigheden. Og sit store JA med opfyldelse af alle Guds løfter.

”Det er”, som Johannes siger det med frydefulde ord, ”min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre.” Så kan man ligesom mærke, hvor stort det er at være lille – hund eller menneske – når bare ens herre er god. Og det er vor Herre – i Jesu navn! Amen. Og glædelig advent!

Amen.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Gudmund Rask Pedersen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *