Evangelietekst

Nu kom Johannes’ disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.«
Joh 3,25-36

Prædiken

Mor og barn legerHvis man spørger et barn, hvor gammelt det er, vil må få et ret præcist svar. Faktisk vil mange børn sige, at de f.eks. ikke kun er 5 år, men at de er 5 ½ år, eller ligefrem 5 ¾ år. Og når de bliver ældre, vil unge ikke nøjes med at sige, hvor gamle de er, men derimod sige, hvor meget de fylder til næste fødselsdag. Og ikke nok med det, så vil man også, når man møder andre folks børn, næsten altid som det første, kommentere på, hvor store de er blevet, siden man så dem sidst.
Alt sammen handler det om at blive ældre. Vi ser på børnene, smiler og glædes over, at de får lov til at blive ældre, og børnene de kappes om at blive det.

Hele vores liv er alder essentielt. Enten vil vi gerne være ældre, eller også ville vi ønske, vi så yngre ud. Men det bemærkelsesværdige i denne sammenhæng er børns stærke og brændende ønske om at vokse sig større. Det er bemærkelsesværdigt, fordi vi samtidig, hver gang der er dåb i kirken, hører Jesus sige til sine disciple: “Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.” Er Guds riget så ikke for dem, der vil gøre sig større? Det må vi vende tilbage til.

Det er netop Guds Rigets komme, forventningen og opfyldelsen, der er tema for disse advents dage, der snart nærmer sig deres afslutning, Og ligesom man tæller sin alder, så tæller vi også op i adventstiden op og ikke ned. Vi lægger søndag til søndag, og når til slut den 24. december, hvor vi fejrer, at Jesus barnet blev født.
Og i virkeligheden er vi jo vant til at lægge til og lægge til. Vi lægger vores liv sammen, vi lægger erfaringer til, vi lægger oplevelser til, lægger antallet af børn og børnebørn til, vi lægger karriere til, vi lægger kompetencer til og vi lægger efteruddannelser til. Livet igennem lægger vi hele tiden til. Det er en måde at holde regnskab på – for at se hvor langt vi er kommet.
Men netop i dagens evangelium bliver det fortalt, at Johannes Døberen gør sig selv mindre, så Jesus kan blive større. Hvem var han, ham Johannes, der åbenbart ikke lægger til?

Johannes var en stor mand, og ret berømt på dette tidspunkt. Han havde succes. Folk strømmede til ham, for at blive døbt. Ikke bare af hvem som helst, men de ville døbes af ham. Og Johannes havde disciple, der fulgte ham, ligesom Jesus havde det. Han var en profet, der havde gjort det godt. Med moderne ord, kunne man sige, at han havde optimeret sine karrieremuligheder og havde opnået tidssvarende kompetencer.
Men så skrider det hele. Ikke fordi han mister sine kompetencer, men fordi han begynder at henvise til en anden. Det starter uskyldigt ved, at hans disciple, vil høre hans kloge ord om renselse ved dåb, fordi de har hørt at Jesus også er begyndt at døbe. Så hvem har ret af dem? Johannes eller Jesus?

bigstock-Man-Praying-by-Creek-19675946Og der gør Johannes noget forunderligt, og dybt umoderne. Han begynder at prise en anden mands egenskaber. Det er bestemt ikke den bedste måde, at komme frem i verden på, hvis man taler om, at andre kan gøre ens arbejde bedre end en selv. Men det er, hvad han gør. Han lægger ikke Jesus til sig selv, og fortæller om, hvordan han døber Jesus; men derimod lægger han sig selv til Jesus. Johannes fortæller, at han ikke sendt af Herren, men blot er en, der skulle berede Jesu vejen. Jesus derimod er sendt af Gud.
Johannes siger, at han selv skal blive mindre, og Jesus bliver større. Nu er det jo nemt at drive en pointe ud af, at Johannes faktisk i virkeligheden også er stor, netop fordi han henviser til Jesus og ikke til sig selv. Det forstår vi såmænd godt; at de store er dem, der tør at gøre sig små.

Men ét er at høre om det, noget andet er at forstå det. Vi hører om Jesus, der helbreder, taler og møder dem, ingen andre vil møde. Udfordringen er, at vi ikke altid forstår det sindsoprivende i, at han møder en tolder. Eller at han forsvarer børn og kvinder. Er det provokerende, at en samaritaner hjælper en mand i en grøft, når vi ikke kan forestille os en festival eller et løb uden samariterne i deres hvide telte, klar til at yde førstehjælp?
Udfordringen ved at stå 2000 år efter Jesus levede er, at vi måske har hørt fortællingerne så ofte, at de ikke længere rammer os der, hvor de bør ramme os. I takt med at vi vokser op med fortællingerne, så holder fortællingerne op med at være store for os.
Derfor må vi engang i mellem stoppe op, og spørge: hvad betyder det for os – hvad betyder det for mig?

Og her må vi først spørge: hvad betyder noget for os? Hvad er det vi drømmer om? Hvornår synes, vi selv, at vi har et godt liv? Skræller man drømme om milliongevinster og sommerhuse væk, så finder vi ret få drømme. En drøm om relationer – en drøm om, at der er brug for os, og at vi har folk i vores liv, vi kan bruge. Et ønske om at bliver set, som det menneske, man måske ikke endnu tør være. Vi mennesker har, når det kommer til stykket og vi graver ind til kernen af, hvem vi er, et ønske om at være noget for nogen. Selv det menneske, der ikke kan finde ud af det, og svigter igen og igen, har et ønske om, at det en dag må lykkes at blive noget for nogen.

Og Johannes må siges, at han var noget for nogen. Han forandrede folks liv ved at døbe dem. Men selv det forandrede sig – med Jesus. Jesus forandrede Johannes’ vej i livet. Man kunne måske nok tro, at det ville gøre Johannes vred, at Jesus så at sige overtager pladsen. Men Johannes er ikke som man kunne forvente. Han træder til side og siger: “Han skal blive større og jeg skal blive mindre.” Det skal overraske os. Det handler om mere end ord, for det sker faktisk. Han træder til side og lægger sig selv til Jesus.

Far og søn

Gud lægger sig selv til os. Og når han gør det, bliver selv den mindste stor i hans øjne.

Og det er faktisk hvad der ligger i det begreb, at gøre sig mindre. For at gøre sig selv mindre, handler ikke om, at man synke sammen, eller fjerne noget – det handler derimod om, at man skal lægge til. Man skal lægge sig til Jesus – og kun derved, kan Gud blive stor i ens liv.
Gud har allerede lagt sig til vores liv, og venter nu på, at vi skal lægge os til hans. Det fejrer vi juleaften – at Gud lagde sig selv til os – til verden. Han ville være noget for os, og derfor lod han sin søn føde som et menneske.
Og så skete det forunderlige. For med Jesu fødsel forandrede verden sig, og er aldrig kommet sig siden. Guds Riget kommer nær. Hvor der før var en skarp adskillelse af Guds Rige og verden, så begynder Guds Rige at nærme sig vores verden. Der er overlap, hvor Guds Rige træder igennem i verden – hvor vi fornemmer, at her møder vi noget, der må komme fra Gud. Når kærligheden vinder over had, smålighed og selvhævdelse, så er Guds Rige nær. Når forsoningen vinder over hævn, så er Guds Rige nær. Når Johannes siger: “Jeg skal blive mindre og han større”, da er Guds riget nær. Guds Rige er allerede i verden, men er endnu ikke helt i verden. Jesus er sendt til verden, for at sætte det i gang.

Og det bliver vi ofte mindet om – ikke bare til jul, men hele året – hver gang vi døber et barn i kirken, så bliver vi mindet om, at Gud er nær. I dåben bliver vores relation til Gud tydelig, for her lover han, at han vil være med os, og bevare vores udgang og vores indgang. Gud lægger sig selv til os. Og når han gør det, bliver selv den mindste stor i hans øjne.

Og det er vores juleglæde. At vi ikke er overladt til et liv i relationsløshed, men at Gud er med os.

Amen.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Anni Louise Albæk

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *