Evangelietekst

Nu kom Johannes’ disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.«
Joh 3,25-36

Prædiken

Der har i den sidste tid været voldsom gang i ministerrokader. Så forsvandt den og den ud af billedet. Og så var der det og det galt. Den ene og den anden personsag, der var mere eller mindre uheldig. Og så al postyr over vores statsministers selfie. Som det hedder på nutidsdansk. Hendes mobilfoto af sig selv og Obama og Cameron. Og nogle hidser sig op over det ene og andre over noget andet. Aviserne og tv flyder over med alle historierne og forargelserne. Og er man for den ene, så mener man at det og det er forargeligt og forkert. Er man på den anden fløj, synes man, at det er da vist at gå i for små sko, og så hidser man sig op over noget andet. Det eneste, man sådan set kan blive enige om, det er at politik er blevet for person-orienteret. Det handler ikke om politik, men om personer der vil hævde sig selv eller nedgøre de andre. Det er politikerne enige om, men i næste øjeblik er de lynhurtigt selv i gang med at angribe den næste person. Det er åbenbart blev noget helt indgroet i dag. Man skal promovere sig selv, føre sig selv frem, og det er i dag helt i orden at føre sig selv frem ved at nedgøre andre, for ikke at sige svine andre til eller for den sags skyld ved at lyve. Sådan er det blevet, og jeg tror sådan set, at den ene ikke har så meget at rose sig af overfor den anden.

Back of young businessman liar

Hvad får jeg ud af det, -det spørgsmål gennemsyrer alt. Generøsitet. Ydmyghed. Beskedenhed. Offersind. Det er ord og begreber, der er så umoderne, at det er ved at være på vej ud af det danske sprog.

Men sådan er det blevet og jo bestemt ikke kun i politik. Det er jeg’et, der er i centrum. Det er mig, det gælder om. Andre er sådan set kun til for min skyld. Og man skal ikke være ydmyg. Man skal møffe sig frem i første række. Man skal kræve sin ret og være ligeglad med sin pligt. Og det som præsident Kennedy sagde: ”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, spørg om, hvad du kan gøre for dit land”, -det er virkelig gammeldags i dag. Hvad får jeg ud af det, -det spørgsmål gennemsyrer alt. Generøsitet. Ydmyghed. Beskedenhed. Offersind. Det er ord og begreber, der er så umoderne, at det er ved at være på vej ud af det danske sprog. Det er måske for skrapt sagt – synes I – men jeg tror, vi allesammen føler, at der er noget om snakken og at vi allesammen er ved at falde i samme grøft, at vi også er hoppet med på vognen.

Et modsvar til denne tendens møder vi i evangeliet her til 4. søndag i advent. Her er der sand generøsitet. Her er der villighed til forandring. Her er der en, der peger væk fra sig selv og hen til en anden. Her er en, der erkender sin egen begrænsning og har overskud til at glæde sig over, at der er en, der er så meget, meget større.
Som Johannes siger det direkte: ”I kan selv bevise, at jeg sagde: ”Jeg er ikke Kristus”, -og videre: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre”. Det er storsind. Det er generøst. Det er at kende sin plads i historien og være glad for den, selvom der er én, der får en meget større plads.

Der er ingen tvivl om, at nogle troede, at Johannes Døberen var langt mere end bare en forløber, -mere end én der skulle berede vejen for en anden. Vi kan læse i bibelen, at Johannes prædikede omvendelse og dåb ude ved Jordan-floden, og at der var mange, der kom ud for at høre hans prædikener og for at lade sig døbe. Vi kan derudover læse, at Johannes også havde disciple, -nogle der fulgte ham. De, der forsker i den nytestamentlige verden, mener, at der har været en form for døbermenighed omkring Johannes, og at den menighed på et tidspunkt har været ganske stor, men at den forsvinder ligeså stille, samtidig med at Jesus prædiker og hans disciple døber. Ja, nogle forskere mener, at der har været en form for konkurrence imellem døbermenigheden og tilhængerne af Jesus. Det kan man jo ikke vide med bestemthed. Men man kan godt sætte sig ind i det, hvis man tænker bagom Johannes’ ord: ”I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus”. Det vil sige, at der altså var nogle, der troede, at Johannes var Kristus, at han var den længe ventede Messias, at han var stjernen, og ikke kun en forløber for den egentlige. Men Johannes får bestemt ikke storhedsvanvid af det. Han fastholder ikke sine tilhængere. Han bliver ved med at pege væk fra sig selv og henimod Jesus. Han ved, at der er kæmpe forskel. Han er ikke brudgom, men brudgommens ven. Han er ikke fra himlen, han er fra jorden. Han er ikke gudssønnen, han er kun et menneske.

Johannes føler sig priviligeret. Han er priviligeret, fordi han er forløberen, vejberederen. Og det er ham mere end nok. Han lader ikke sine tilhængeres begejstring løbe af med sig. Han holder begge ben solidt plantet på jorden og ved, hvad der er vigtigt, hvad der er af Gud. Johannes er alt andet end selvcentreret, alt andet end selvpromoverende. Hans mission har været at pege frem mod Jesu komme, og han vidste og var fuld tilfreds med det, -at når Jesus kommer og bliver større, så betød det, at han selv blev mindre. Så var hans opgave var fuldført, -hans mission nået.

For Johannes handler det om at pege på det egentlige. Essensen. Dét, der betyder noget. Her er det så ikke personen, -her er det, hvad personen står for, betyder. Her er det det indre, der gælder, og så er der kæmpe forskel mellem ham og Jesus. Og han kunne slet ikke drømme om at gå ind i en konkurrence om hvilken menighed, der er størst og stærkest. Johannes’ generøsitet og forståelse for sin egen plads er så stor, at han direkte opfordrer sine disciple til at slå følge med Jesus i stedet for at blive hos ham selv.

I dag er det dagen før dagen før dagen du ved. I overmorgen er det juleaften. Og den får jo ikke for lidt, og sommetider kan vi jo også her i kirken tænke, at det væsentlige, det egentlige, selve julens budskab bliver væk i al det udenoms, vi har puttet på julen. Vi kan tænke, at det under juletræet fuldstændig overskygger alt andet og så meget, at man slet ikke betænker, hvad det er der er i toppen af træet, nemlig stjernen -stjernen som en form for pegen hen på den stjerne, der stod over stalden i Betlehem. Stjernen, der forkyndte, at himlens kongesøn var blevet født. At frelseren er kommet. Kærlighed er givet. Nådens tid er inde.
GaveDet er det væsentlige og dét, der varer ved. Det er dét, der betyder noget. Som det er med gaverne. Gaver kan byttes, gaver kan smides væk, -forbruges og skiftes ud med nogle andre. Og hvis man er utilfreds med gaverne, så kan man selv købe nogle andre. Men de følelser der ligger bag gaverne, -det er det, der betyder noget. Der er dét, der ligger bagom gaverne, der betyder noget. Kærligheden bagom. Tankerne bagom. At man er så lykkelig ikke at leve alene, at man ikke er en ø, men at man har nogle at glæde sig med, nogle der udvider ens verden og gør livet værd at leve. Det er det, gaverne skulle pege på, Det er det gavernes betydning gerne skulle være. Og så betyder det jo mindre, hvor store gaverne er, hvor dyre de er. Så er det ånden bagved, der betyder noget, så er det gaverne peger hen på, – det er det, der er det væsentlige for én.

Det kunne være en læring for os allesammen. Bare engang imellem. At der er det bagom, der er det dybe. At det er betydningen, meningen, ånden i det, der har betydning, -ikke hvordan indpakningen så at sige ser ud. Og det gælder om at være ærlig, åbne sig op, -ikke forstille sig, og ikke føre sig frem, puste sig op, og tænke snævert egoistisk. Og frem for alt ikke dømme på det ydre, men se til hjertet, betydningen, det dybe.

Jeg læste en historiker ved navn Ulla Tofte skrive en klumme under overskriften: “Eftertanke.” Hun skriver: ”En ny shawarmabiks er åbnet i gaden. Jeg lagde vejen forbi forleden og bad om at betale for to shawarmaer, så min søn og hans kammerat kunne gå forbi senere på aftenen og få noget at spise. Manden bag disken gloede mistroisk på mig. Betale på forhånd? Uden at be’ om kvittering? Han ilede ud i baglokalet og hentede chefen. Shawarmabossen var åbenbart mere kendt med de stedlige forhold, for han forsikrede mig om, at drengene nok skulle få udleveret deres mad, når de kom. Intet problem”. Tillid. Tillid, dette fantastiske ord, -som hun videre skriver: ”Tillid er, når naboerne stikker mig nøglen og beder mig vande blomsterne – med fri adgang til deres hjem og personlige ejendele. Når jeg har glemt at få penge med til grønthandleren, og han siger, at jeg bare kan komme forbi og betale en anden dag. Og når jeg har glemt min taske på cykelstyret, og den stadig hænger der efter et timelangt cafébesøg”. Sådan skriver hun, -og tænker I måske som jeg?: hun bor vist i et mindre bysamfund, -den går da vist ikke her i Århus, -det er naivt, -nogle vil sige dumt. Men hvorfor tænker vi sådan? Er vi kommet så langt ud, at vi mener, at kontrol er vigtigere end tillid? Er vi kommet så langt, at vi vil beskytte os mod svigt og fortræd og gøre det så langt, at vi møder alle med mistillid og mistro? Synes vi, at vi er så vigtige, at vi ikke kan tåle, at der går os noget imod? Er det mistroen og mistilliden, der er det fremherskende i vores tanker og søger vi at beskytte os mod alt, hvad der kan hænde at ske med os og det, der tilhører os? Og vi siger – vel for at berolige os: ”det er også med god grund, at vi ikke betaler noget forud, -ikke åbner vores hjem for hvem som helst og ikke tror, at vi kan glemme noget i bilen eller på cyklen”. Men så mener vi jo alligevel om os selv, at vi er ærlige og reelle: og vi mener bestemt, at alle andre bør møde os med fuld tillid, for vi vil bestemt ikke nogen noget ondt. Men så er det vi skal huske Jesu ord: ”Hvad I vil, at andre skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem”. Hvis vi selv ønsker at mødes med tillid, så skal vi også møde andre med tillid. Lad os så bare blive skuffet og snydt en sjælden gang. Det lever vi nok med. I hvert fald hvis vi ikke tager os selv alt for alvorligt.

Lad os fejre advent og jul med at pege på det egentlige i stedet for dets skin. Lad os ikke dømme fra det ydre, men søge efter det, der har betydning og dybde. Lad os glædes over nådens tid, – freden, troen, håbet og kærligheden, der er vigtigere end alt andet. Det er dét, vi skal fejre i julen, og lad os bære det glædelige julebudskab med os ind i vores liv med hinanden.

Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Henrik Oest

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *