Evangelietekst

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.
Joh 1,1-14 

Prædiken

Vi fejrer i dag Kristi fødselsdag. Denne 1. juledag. Denne stille dag. Efter ryk-ind’et i går. Nærmest kamp om pladserne. Så er der ledige stole i dag. En kontrast. Tid til eftertanke. Tid til kirkegang på en anden måde end i går. Og jeg kan prædike mere frit. I går var der presset. Presset af at være den ene gang om året, hvor størstedelen ikke kommer så ofte, -ja måske ikke siden sidste jul. Og man har så kun det ene skud i bøssen. Og træder man ved siden af, så skal der nok blive talt om det, vendt og drejet. En prædiken er kun ord. Men ord kan forstås, og ord kan misforstås. Og ord kan siges i den bedste mening, og så dog alligevel ende med at blive optaget direkte modsat. I dag er anderledes.

Christ is born

Det ord, der skabte verden ud af intet, det er dette vældige ord, som nu er kommet os så nær, som i et menneskebarn født af en kvinde. Ordet blev kød, tog bolig i blandt os.

Efter 2. tekstrække er det ikke juleevangeliet, der skal prædikes over, men derimod de allerførste vers af Johannes-evangeliet. Johannes’ fødselsberetning, så at sige. Og Johannes er teologen, han der tænker dybere, så i stedet for at genfortælle fødselberetningen om barnet i stalden, så går han dybere og fortæller, at det barn der fødes, det er Guds ord. Det mægtige skaberord. Det ord, der skabte verden ud af intet, det er dette vældige ord, som nu er kommet os så nær, som i et menneskebarn født af en kvinde. Ordet blev kød, tog bolig i blandt os. Det er ikke længere et fjernt, frygtindgydende ord i himlen. Det er et ord talt fra et menneske som os, én der gik blandt os, var som os, og så samtidig var fuld af herlighed – den himmelske herlighed. Sandt Gud og sandt menneske. Kristus, ordet er født i dag.

Det er hvad vi har; ordet, der er skrevet til os, som vi kan finde det i evangelierne, og som lyder til os kirkeåret igennem. Det er det, vi har. Vi har ikke Guds søn lyslevende i blandt os, som dengang. Vi kan ikke se ham som dengang. Vi har alene ordet at forholde os til.

Det er sagt, at vores evangeliske-lutherske gudstjeneste, det er en gudstjeneste med mange ord. At det er intellektet der er i højsædet – ikke så meget følelserne. At vores gudstjeneste er for den øverste del af kroppen, vores forstand, og ikke så meget til den øvrige del af kroppen. Der er derfor nogle, der synes, de savner noget i vores intellektuelle, ordets gudstjeneste. At der skal tales til hele kroppen, til alle sanser. At der skal tales mere til følelserne. Mere begejstring – mere gang og ramasjang i den – for at citere en berømt nisse. Og retfærdigvis er der også sket noget, der har været en udvikling.
Der kan tændes lys i næsten alle kirker i dag. Det var førhen det rene katolicisme. Vores dåbslys er det samme. Uha, for noget føleri vil nogle mene. Men hvad er rigtigt, og hvad er forkert. Nogle fascineres af den græsk-ortodokse kirke, med ikoner, røgelse, mystik. Nogle synes, at en gudstjeneste i New Yorks Harlem med masser af gospel er lige noget for dem. Og sandt: her er der andre virkemidler end i vores folkekirkelige gudstjeneste. Men der er da også mange, der synes, at det er godt at synge de gode gamle salmer, høre gedigen højt professionelt orgel og kormusik. Og der er jo en enkelt eller to, der holder af at høre en prædiken på 1900 ord, som en prædiken på 12-13 minutter kan indeholde. En prædiken, som ikke nødvendigvis stryger én med hårene, men som måske kan give stof til eftertanke, eller til modsigelse, men så måske trods alt ikke var ligegyldig. Det er der nogle, der synes måske passer bedst til os i det kølige nord. Vi, der har et andet temperament end i syden. Vi, der er de mere tænksomme og vurderende. Vi skal måske bedst have det sådan – at der tales mere til intellektet, end til følelserne.

I dag er det så netop ordet, der hyldes, Guds ordet i menneskebarnet Jesus. Det er underet, at Lyset, det sande lys kom til verden. Han kom til sit eget, og de der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn. Lyset bryder ind i vores mørke verden og oplyser selv den fjerneste afkrog, så ingen skal være foruden lyset, håbet og kærligheden. Lyset, der gør at vi aldrig skal være alene eller føle os alene.
Gud har besøgt sit folk. Han har været her, lyslevende, som et barn, et håndgribeligt menneske, af kød og blod, som hans disciple kunne tage i hånden, gi’ et knus, som alle andre.
Tænk at kunne holde Gud selv i favn, give Gud et kys. Det lyder måske næsten helt blasfemisk. Men det er det ikke. Langt fra, for Gud blev menneske – helt og aldeles. Det er da et under. Tænk hvis vi kunne gøre det. Gi’ Guds søn, selve Guds søn ja, så bare et håndtryk. Tænk på det. Der var nogle, der gjorde det dengang, og det ændrede deres og vores verden.

Forleden stod jeg ved min forældres gravsted. Det er ude på Vejlby kirkegård. Min datter og jeg var derude med en lille krans her op til jul. Det er en græsplæne med firkantede gravsten. Pænt og altid pyntet rundt omkring med blomster og lys. Ved siden af mine forældre er Johannes Sløk bisat. I ved, den store idéhistoriker. Den helt store tænker. Et helt særligt intellekt, som mange så op til og beundrede. Nu ligger han så ved siden af mine forældre, som var som mennesker er flest. Og så må jeg sige, jeg har endnu ikke set en blomst eller en krans eller et lys på den store filosofs gravsted. Han ville givetvis også have sagt, at det ham fuldstændig ligegyldigt.

Da jeg læste, var Johannes Sløk stadig i sit es. Den store Sløk, der underviste med masser af svære ord. Med intellektet helt oppe at ringe. Og en Sløk, som kunne tvære en studerende ud, hvis man stillede et tåbeligt spørgsmål. Ved en lejlighed havde vores hold en stund med den store Sløk under mere afslappede forhold i en lektors hjem en aftenstund. Han ville forelæse, Sløk og vi kunne stille ham spørgsmål bagefter, og rammen var en anden end på universitetet. Vi var på en direkte måde tæt på ikonet Johannes Sløk.
Og så var jeg så den dumme, der stillede det forkerte spørgsmål. Men også fordi der var en vis naturlig nærhed, og vores underviser bakkede mit spørgsmål op, så kunne selv professoren ikke få sig selv til at affærdige mig.

Jeg spurgte Sløk: ”Tror De på Gud?” Jeg glemmer aldrig hans blik. Som om jeg slet ikke havde forstået noget som helst.  Men for mig handlede det jo netop om inkarnationen. Var Jesus blot en tømrersøn, der som én af historiens store gåder ender med at blive hyldet som Messias og få millioner af tilhængere? Eller er Jesus, den levende Guds søn?  Er det bare ord eller hvad? Er det bare fænomener uden hold i virkeligheden? Det var mit spørgsmål. Eller mit anliggende bag ved spørgsmålet. Jeg spurgte blot: ”Tror De på Gud?” Sløk mente, at det var ligegyldigt for os, om han troede eller ej. Men vores underviser bakkede mig som sagt op, og så bøjede Sløk sig og svarede den dumme, enfoldige studerende.

”Forestil Dem en forelsket ung mand”, sagde Sløk, ”han går ud i skoven og venter på sin elskede. Han ved, at hun ikke kommer. Alligevel går han ud i skoven og venter på hende, hver dag, uophørligt, han ved, hun ikke kommer, men han venter hende alligevel. Sådan er min tro på Gud”, sagde Sløk. Jeg glemmer det aldrig. Jeg tænkte: det er ikke en tro på Gud. Det er en tro på idéen om en Gud. At man ikke tror, men vælger at forholde sig til det på en anden måde. Man tror på en Gud, som man ved ikke findes. Jeg synes dengang, at det var tomt.

Jesus korsfæstetEr det leg med ord? Eller er det et rungende nej til, at det er Guds søns fødsel, vi fejrer i dag? Et rungende nej til skaberordet, et nej til trosbekendelsen, et nej til troen?

Nu er det ikke sådan, at vi skal aflægge løfte ved indgangen til kirken, ikke skrive under på en håndsfæstning om, at vi tror på alt i trosbekendelsen. Men på den anden side; hvis den kristne tro blot handler om, at vi skal være ordenlige imod hinanden, så er det en fattig tro. Så er det jo blot humanisme, altså troen på det gode i mennesket og en opfordring til at være, ja, netop humane overfor hinanden.

Er kristendommen ikke mere end det? Det er spørgsmålet. Ja, det er kernespørgsmålet netop i dag. Er det et barn som alle andre, eller er det et helt særligt barn, hvis fødsel, vi fejrer i dag. Er det Guds søn, Maria bar og fødte? Er der overhovedet en Gud? – En Gud, der griber ind og frelser og forsoner og åbner døren op til sin himmel, til et evigt liv? Hvad er det for et ord, der møder os – er det menneskeord eller er det Guds ord? Taler Jesus med Guds autoritet?

Er Gud virkelighed, eller er han en fantasi. Det er spørgsmålet, som vi alle skal stille os selv. Måske er der meget, vi ikke forstår, har svært ved at forstå omfanget af. Måske sker der noget, så vi falder i den dybeste tvivl om Guds eksistens, altså når der sker det onde i verden. Tvivl er én ting, men at kappe den sidste livline tilbage ved at benægte selve eksistensen af Gud, -dér er dog et kæmpespring. Hvis man tvivler, benægter man ikke. Der skal vished, for blankt at kunne afvise.

Jeg tror, Gud findes. Jeg tror på evangeliet om Jesus Kristus. Guds søn født af en kvinde. Jeg tror, men ved også, at der er mange ting der er skjult for vores øjne, at der er mange “hvorfor’er”, der aldrig besvares.

Jeg tror med mit intellekt, med min forstand. For jeg får ikke vished og ydre tegn og beviser. Der kan være oplevelser, man synes er af guddommelig art, og som kan styrke ens tro, men det er kun noget, jeg kan bruge til min egen opbyggelse, for jeg kan ikke bruge det som bevis overfor andre. Jeg kan kun bruge ordet. Prædikenens ord, og så håbe på at Gud lægger til, skaber klangbund for ordene og derved er med til at gøre disse godt 1900 ord til noget andet end mine præsteord og præk.

Jeg kan ikke slå ud med hånden og vise: “se her”. Jeg kan sige, at ordet blev kød og tog bolig i blandt os og vi så hans herlighed -fuld af nåde og sandhed. Så er det op til jer at tage imod ordet og lade det finde grobund i jeres liv og verden.

Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Henrik Oest

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *