Zenia Larsen

Teresa af Ávila havde et tæt og inderligt forhold til Gud, men skældte også ud på ham, og havde mange spidse bemærkninger til måden Gud behandlede sine venner på

Af Zenia Larsen

Teresa af Ávila var karmeliternonne og levede i 1500-tallets Spanien. I den katolske kirke er hun kendt for blandt andet at være en stor bønnens mester og at reformere sin orden. Men hun er også kendt og elsket for nogle andre kvaliteter, som det traditionelt set sjældent er kvinder forundt at blive respekteret for: sit store temperament og sin humor. 

En anekdote om hende fortæller, hvordan hun rejste landet rundt på æselryg for at stifte nye klostre til den reformerede karmeliterorden. På en af disse rejser skulle hun krydse en flod. Det var koldt, og hun havde et skrøbeligt helbred, så hun bad til Gud om, at æslet ikke ville snuble, så hun faldt i vandet og blev våd. Og så skete der selvfølgelig det, at æslet snublede, og Teresa faldt i vandet. Således kold, våd – og rasende – løftede hun en næve mod himlen og råbte: “Jeg forstår godt, du har så mange fjender, når det er sådan, du behandler dine venner!”

Jeg elsker den anekdote. Mest fordi den er sjov, men også fordi, den fortæller noget om Guds væsen og om menneskets forhold til Gud, som jeg tror er sandt. Som mystiker var Teresa af Ávila velbevandret i bøn og havde et stærkt og nært forhold til Gud. Et forhold, der oftest var præget af andægtighed og underkastelse, men som altså samtidig var så uformelt, at det kunne bære en spydig bemærkning i ny og næ.

Det siger noget om, hvordan denne kvinde, der siden sin ungdom kæmpede for retten til at gå i kloster, og som siden fordybede sig i bøn og meditation, kender Gud. Og det er inspirerende for os, der i dag kalder os kristne, men som lever et helt andet liv, hvor det verdslige fylder så meget, at vi ofte ikke rigtig har tid til at fordybe os i troens mysterium.

Teresa af Ávila kendte en Gud med sans for humor. Der var plads til munterhed i det strenge, asketiske liv, hun ønskede at føre sin orden i retning af, på et tidspunkt hvor den verdslige munterhed havde fået lidt bedre tag i ordenen, end Teresa brød sig om.

Anekdoten fortæller os, at der ikke er en modsætning mellem at ære og respektere Gud og at have tillid til, at han godt kan tåle en spids bemærkning. Måske kan man endda se den lille hændelse i anekdoten som et udtryk for Guds drilleri. Og vi kan spørge os selv, hvilke af de irriterende ting, vi går og oplever i vores hverdag, som måske slet ikke er tegn på, at Gud er fraværende, men snarere, at han er nærværende – bare ikke lige på den måde, vi havde forestillet os? Måske kan vi også lære at se det morsomme i de ting, der får os op i det røde felt?

I hvert fald er jeg overbevist om, at Gud ikke bliver fornærmet over at blive revset. Jeg tror snarere, han glæder sig over det, fordi den slags på overfladen hadefulde udbrud i virkeligheden er udtryk for en dyb tillid. Sådan som vi også kender det fra mennesker, der ofte kun viser deres værste sider over for dem, de elsker og stoler allermest på.

Zenia Larsen holder foredrag om humor og tro. Læs om hendes foredrag her

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *