Evangelietekst

Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«
Mark 4,26-32

Prædiken

Meget tæt på os i Ukraine er en borgerkrig måske afværget, måske er den blot udsat. Også andre steder i Europa ulmer uro. I Syrien og i Den Centralafrikanske Republik er der borgerkrig og forfærdelige og blodige opgør mellem grupper af forskellig politisk og religiøs orientering. I langt, langt mindre målestok kan vi genfinde konfliktpotentialet i vores eget samfund og eget liv. Grundsubstansen er nemlig menneskelig og den samme, men med meget forskellige konsekvenser.

seedsGrundsubstansen i enhver form for konflikt er, at vi tænker i forskelligheder og afgrænsninger. Vi forstår os selv i forhold til andre og i forskellen til andre. Det er hverken forkert eller står til at ændre. Det er et vilkår. Forskelligheder er dog ikke det eneste, vi tænker i. Også ligheder og overensstemmelser er væsentlige for os. Vi kan tænke på os selv som værende forskellig fra andre og forskellig fra Gud. Som nogen andre er og fremtræder, vil vi også gerne være. Modeindustrien og massemedieindustrien lever af denne efterligning, som vi uden undtagelse giver os ind under. Alligevel bliver forskellene i dag ofte afgørende for os. Vi vil skille os ud, fordi alle er så ens. Vi gør alle det samme, ser det samme, hører det samme, tænker ofte det samme. Men vi vil forskellen, for dér er vi anderledes end andre. Dér er vi os selv.
Forskellene kan udgøres af meget få og små forskelle. Tænk på politiske eller religiøse grupper. Meget små forskelle kan få fanatisme til at rejse sig, og tidligere venner kan på grund af noget, der ser meget småt ud, blive fjender for altid.
Sådan er det også i kirken. Kirkehistorien er, set ud fra en bestemt synsvinkel, en historie om forskellenes udvikling. Forskellene, man udskiller sig på, bliver mindre og mindre, men tillægges større og større vigtighed af os. Det gør vi også kirkeligt. Vi lægger mere og mere vægt på renhed, på den rette tro og bekendelse, på de ydre tegn på, hvor vi hører til. Men til hvilken nytte og med hvilket formål?

Lad os gå ud fra de billeder, som de to små lignelser giver os. En bondemand tilsår sin mark. På ældgammel vis spreder han kornet med hånden, gerne løs hånd. Så kommer der noget udenfor grænsen. Det vender jeg tilbage til. Kornet gror af sig selv. Bonden kan eventuelt gøde jorden og behandle jorden, så de rette næringsstoffer er til stede. Dog dette forhold, at frøene spirer og gror, kan han ikke bestemme over. Underet er uden for hans magt.

En af de mange forskelle, vi går op i for tiden, er, om man er troende eller ikke troende. Alle store religioner er optaget af det spørgsmål for tiden. Om man er ret troende, tror rigtigt, lader vi for tiden afgøre af de billeder, man forestiller sig Gud i, og de læresætninger, man tror på.
Er det også sådan, Jesus tænker, hvis vi tager udgangspunkt i de to små lignelser? Næ, det er det ikke. Han begynder ikke i forskellene, men i det forhold, at bondemanden eller Gud spreder kornet med det selvgroende liv i. Guds rige er der, hvor livet får lov til at slå rod og gro. Det gror af sig selv. Vi kan sætte betingelser, der hæmmer og ødelægger, og vi kan fremme liv, men magten til at være til i alt, hvad der er til, er Guds suveræne magt. Vi kan sætte hegn op om jorden, hvor kornet er sået, men noget falder altid udenfor, så Guds liv er også uden for de grænser, vi sætter.
Er der noget her, der er tættere på eller længere fra Gud end andet? Nej, det omtales ikke. For det væsentlige er nemlig bondemanden, der sår. Når kornet er groet og modent, kommer han og høster. Høsten kommer, når livet har udviklet sig og har givet ansats til mere liv.

Høst er jo også død. Vækstprocessen hører op. Men der forlyder ikke noget om, at det høstede kasseres og smides væk. Tværtimod er det bondemanden, der tager sig af det. I lignelsen er bondemanden et billede på Gud. Gud sår liv og Gud høster liv. Han er den suveræne magt i og under alt liv. Guds rige er altså karakteriseret ved, at det er, hvor Gud spreder liv og lader det gro af den livskraft, han har skabt i det. Guds rige er også kendetegnet ved, at når menneskets modenhed nås, tager Guds sig af det. Og selv om det ikke drejer sig om det i lignelsen, så danner der sig et billede af Gud, som den suveræne magt, der har alt liv, og alt ophør af liv, i sin omsorgsfulde hånd.

Mor og barnJesus fortæller endnu en lille lignelse. Guds rige ser ikke ud af noget. Ja, for hvad tænker vi om liv, om dette at noget er? Vi tænker ikke så stort om det, som vi burde, for det er – som sagt – et under. Enhver af os har fået det. Vi var små og skrøbelige i begyndelsen. I os og for os foldede livet sig ud. Ikke på grund af os, nej for os. Nu sidder vi her på kirkestolene. Tankerne kan passere revue over vores liv. Ser vi for et øjeblik bort fra fortrædelighederne, hvor har det været og hvor er det forunderligt og vidunderligt! Tænk at leve! Hvor er livet rigt og mangfoldigt!
Og det er Guds rige. Guds rige er, at han også høster og holder om os, når dette liv rinder ud.

Jeg omtalte i min indledning til prædikenen, at vi gerne vil sætte skel, så vi kan forstå os selv i forhold til andre og til andet.  Sådan har man også blandt teologer igennem årtusinderne tænkt forskelle, der skilte de rettroende ud fra de vantro. Et eller mange skel opstår i fortolkningen af, hvem Gud er. Alle kristne er enige om, at Gud er treenig. Derimod ikke om, hvordan det skal forstås. Men det historiske lader vi ligge her. For treenigheden udelukker ikke, at vi tænker og forstår Gud som én. Men vi kan sige, at han åbenbarer sig i tre skikkelser, der dog er hele ham også det, vi ikke ser. Gud ser vi som skaber, magten til liv. Vi ser ham som frelser fra os selv og fra døden. Vi ser ham som bærer af livet, som ånd. Sådan er han nærværende for os i ordet, der skaber, giver og bærer liv og håb.
Her i lignelserne ser vi ham som skaber og som frelser, altså bondemanden, der sår og høster. At leve det daglige liv er at leve af ånden. For det er i det daglige at tro og religion betyder noget. Hvordan tænker vi om livet? Hvordan lever vi med andre mennesker? Hvad er meningen? Hvad sker der, når vi dør?Ja, hvad vi tænker om livet, drejer sig for tiden mindre og mindre om andre og mere og mere om os selv. Hvordan skal jeg udvikle mig? Hvordan skal mit indre liv være? Hvor kan jeg komme i kontakt med det, der er mig selv, helt og aldeles? Sådan kan vi spørge. Man kan sige, at det er udtryk for et samfund, hvor det at være til og at have det daglige udkomme er blevet en selvfølgelighed.

Selvoptagetheden, som dette er udtryk for, kan komme til at skygge for, hvad evangeliet forkynder os. Det er jo slet ikke os selv, der er skaber af livet, og det er ikke os, der sætter betingelserne for dets udfoldelse. Nogen gange kan det forekomme den, der betragter tiden og tidsånden, at vi overser, at vi ikke kan kalde os mennesker uden at forholde os til andre. Og vi vil ikke uden videre acceptere et liv, der ikke kun går fremad. Vi gør oprør mod Gud, eller hvad vi ellers måtte tro på, hvis det ikke går lige efter vores planer.
At det ikke er nyt, fortalte profeten Esajas os. Han fortalte, at Guds veje er uransagelige. Andre med helt modsatte og forskellige måder at forstå livet på kan komme til at fremme vores liv og til at føre os derhen, hvor vi ønsker at være, men ikke kan komme ved egen hjælp. Men han siger også, at det er mere end upassende at bilde sig ind, at man som menneske har krav at stille til livet og til livets giver. Hvordan skulle man kunne stille krav til et under eller om et under, som livet er?

Esajas anvender et smukt billede og spørger, om leret kan stille krav til pottemageren, der former det? Nej, vel? Hvordan skulle vi kunne stille krav om det perfekte liv, til Gud, vor skaber? Alligevel er det, hvad vi ofte gør.  Forkaster Gud, fordi uforklarlig modgang, ondskab og død berører os. Det gør vi, fordi vi hænger os i forskellene i stedet for at se sammenhængen.
Øv dig i at lade være med det, og gå så hjem og glæd dig over, at Guds rige allerede er hér, hvor du får livet for intet. Og når engang det liv bliver til intet, da er Gud der, som en bonde, der høster og tager sig godt af sin høst. Det lever du af. Den treenige Gud er nærværende for dig som skaber, som den, der høster, nemlig sønnen, der bærer dig frelst gennem døden til opstandelsens morgen og Ånden, der giver dig livsånde og mod i dag og i morgen og alle de andre mange dage, der ligger foran dig.
Og det hele kommer af noget så småt som ord. Dog betydningsfulde ord, fordi de kommer fra Gud. Glem det aldrig: du er hans barn, og det er Guds rige midt i en verden, der lægger vægt på forskelle i stedet for at se på det væsentlige: det lille frø, der vokser sig stort og rummer det hele.

Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Poul Henning Bartholin

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *