Evangelietekst

Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.
Luk 18,31-43

Prædiken

Traekker-gardiner-fraDet kan være svært at se, selv om man kan se. Disciplene kunne ikke se, selvom de kunne se. Sådan kan det også være med os. Nu skal vi til at stille os ind på årets centrale fest: påsken. Vi skal leve os ind i påskens drama og bringe det i forbindelse med vores liv. Det er ikke enkelt. Lad os gøre det alligevel.
Jesus tager de tolv disciple til side. Det han vil til at sige, siger han ikke offentligt, det er en hemmelighed, Han vil kun dele med inderkredsen. ”Vi skal til Jerusalem.” Det er der ikke noget nyt i, det ved de ligesom godt. Det er snart påske og de glæder sig som små børn til valfartsfesten i templets by og de er allerede i gang med vandringen op mod byen. De sitrer af glæde og forventning. Og denne gang helt særligt, for de forventer, at Jesus denne gang vil sætte Guds rige synligt igennem.

Og så får de et chok. Han siger nemlig nu: ”Jeg skal blive overgivet til romerne og de skal ydmyge og torturere mig, til jeg dør af det og tre dage efter skal jeg opstå fra de døde.” De forstår ikke en brik. Det understreger Lukas på hele tre måder. Det er skjult for dem, hvad han mener og vil. De forstod ikke, hvad han sagde. Og de blev ved med ikke at forstå det. Først efter opstandelsen gik det langsomt op for dem.

Vi forstår dem godt. Han er Messias, Guds søn, der blev menneske. Han er et godt menneske. Han sagde noget, ingen andre nogen sinde havde sagt. Aldrig havde de hørt magen. Han fortalte historier, så de lyttede og de er udødelige i verdenslitteraturen. Han hjalp folk gennem sine mirakler. Han gik ikke forbi nogen. Ingen, der bad ham om hjælp, fik nej. De, der følte sig udenfor og fordømt, fik oprejsning, når de mødte ham. Han skal da ikke ydmyges og dø! Han skal selvfølgelig sejre og sætte Guds rige igennem. Hvad er meningen? Hvorfor al den lidelse i kristendommen? Hvorfor er kristendommens logo et torturinstrument? Hvad skal det gøre godt for? Hvorfor ikke bare tage magten og sætte Guds rige igennem, når han nu er Guds søn?

Selv om de ikke forstod, hvad han sagde, blev de ved med at følge Ham. Lad os også følge med på hans vandring, og tænke nøje over hvad han sagde: Alt det profeterne sagde om Jesus, skal opfyldes. Jesu komme og hans død er med andre ord forudsagt og forberedt. Det er led i en plan. At han blev ofret var altså ikke en tilfældighed og ikke kun et brutal henrettelse sat i værk af grove mennesker, det var det også, men det var først og fremmest led i Guds plan. Profeternes ord blev opfyldt, da Jesus gav sit liv frivilligt. Men hvad skulle det til for?

Korsfæstet JesusVi mennesker har vendt os fra Gud og sætter igen og igen os selv i Guds sted med de følger, det har. Den eneste måde, vi kan frelses fra os selv og døden og dommen på, er ved at han giver sit liv for os. Han måtte bringe sig selv som offer, for at skaffe soning for al vores skyld. Da mennesker kasserede Guds søn og slog ham ihjel, gav han sit liv for os. Hvor synden blev større, blev nåden endnu større. Der skulle Gud til og hans kærlighed og hans lidelse til for at opstandelsens sejr kunne vindes. Kun ved først at dø, kunne han opstå. Han måtte selv dø, Guds søn, for at kunne skaffe opstandelse til os. Han døde én gang for alle – for os alle. Gennem dét sejrer Guds rige til gavn for os. Vi frelses gennem hans lidelse, død og opstandelse. Det største og det vi har brug for, må Guds søn lide ind i verden. Ud fra det offer kan døden knægtes gennem opstandelsen. Det er sådan, han besejrer de onde magter og bringer liv og glæde og frelse med sig til os, som må lide og dø.

Følger vi ham, lever vi os ind i det og bringer vores smerte, afmagt, lidelse, skyld og liv i forbindelse med ham, så kommer dagen, da vi skal forstå noget af denne kærlighedens gåde, hengivenhedens gåde og forløses ved den.

Nu går han forbi her, hvor vi er – på Frederiksbjerg. To vigtige bønner kan vi lære af den blinde, som Jesus den dag gik forbi i Jeriko.
”Forbarm dig over mig!” Det råber han til Jesus. Da folk sætter ham i rette for at få ham til at tie stille, råber han det igen endnu højere. Jesus opfanger råbet og reagerer på det.
Hvor er vi i vores liv? Har vi grund til at bede den bøn: Vis mig barmhjertighed, medlidenhed. Hjælp mig? Vi beder den to gange ved hver højmesse. Vi har gjort det intensivt tre gange til Treenigheden i begyndelsen af gudstjenesten og vi gør det igen, når vi går til nadver, hvor Kristus er os enestående nær. Ja, og i kirkebønnen for verden i dag.

Den anden bøn: ”Jeg beder om, at jeg igen må få mit syn.” Han havde altså kunnet se engang, nu kan han ikke mere, derfor beder han om at kunne komme til at se igen. Kan vi se mere? Eller er det blevet tåget og grumset, uklart? Vi ser ikke mere det, der bærer et menneske, men kun det synlige eller hvad?

De to bønner skal vi særligt tage med os ind i fastetiden og bede dem igen og igen. Vi skal se ham så meget, at vi følger ham og priser Gud. Gå til ham personligt, bede, knæle ved alteret, lytte og tage imod, hvad han giver. Han kan noget andre ikke kan. Og der kan ske noget, når vi involverer vort liv i ham på det personlige plan. Det er sådan, det er at tro: at råbe efter ham, bede til ham, lade sig trække hen til ham, møde ham personligt og så følge ham og prise Gud imens.
Han kan åbne vore øjne, så vi kan se. Øjne en klarhed, en mening, en sammenhæng. Gennem livet, ind i hans lidelse og død og opstandelse. Når vores liv er forbundet med ham, frelses vi gennem alt undervejs og til sidst med opstandelse! Han er altid med os og har en vej med os gennem lidelse til opstandelse. Så meget betyder han. Så meget betyder hans død og opstandelse. Så meget betyder det, når vi beder: forbarm dig over mig, og lad mig få øjne at se med. Det skal vi øve os i –  i denne fastetid.

Amen.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Flemming Baatz Kristensen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *