Cafe parasollen“Her er altid nogen at snakke med, og man kan spørge hinanden til råds, hvis man er i tvivl om noget. Vi bruger hinanden meget og ved, hvad hinanden er gode til”, siger Jette Rasmussen. Hun begyndte at komme i Parasollen i sommeren 2007 efter en alvorlig sygdomsperiode. “Jeg trængte til nogen at snakke med, og så er jeg blevet hængende”, siger hun

Pressemeddelelse fra Café Parasollen

20 år med omsorg og nærvær for mennesker, 1994 – 2014

Café Parasollen er en social café, som KFUM´s Sociale Arbejde driver i Viby. Tidligere med lokaler på Skanderborgvej/ Viby Torv og nu ved sognegården på Grundtvigsvej 4. Sognepræst Arne Hareskov var om nogen den ildsjæl som fik Parasollen i gang. Desværre døde han alt for tidligt, men hans vision har vist sig bæredygtig, og caféen har gjort en stor forskel for mange mennesker gennem de nu 20 år. Den 18. maj 1994 blev dørene første gang slået op – og 20 års jubilæet fejres med gudstjeneste og reception søndag den 18.maj 2014 i Viby Kirke og Café Parasollen.

Rådmand Thomas Medom

Rådmanden for Sociale forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune,  Thomas Medom, deltager i receptionen 18. maj og han udtaler til jubilæumsskriftet”Netværk og nærvær”, som Café Parasollen udgiver på dagen:  “Vores velfærdssamfund er under pres. Vi har brug for at styrke inddragelsen af civilsamfundets ressourcer i løsningen af velfærdssamfundets udfordringer. Aarhus Kommunes samarbejde med Café Parasollen er et godt eksempel på, hvordan det kan gøres.”

En kop kaffe og en ny begyndelse

Mange mennesker er gennem årene kommet meget tøvende ind ad døren, og med tiden er de blevet en del af et nyt fællesskab. Den første kop kaffe alene ved et bord bliver til flere, og pludselig er de involverede i aktiviteter og udflugter. Nogle bliver frivillige og tager en tjans i køkkenet. Café Parasollen har givet dem en ny begyndelse. Fem ansatte og et stort antal frivillige driver caféen med køkken, servering, aktiviteter med sport, bevægelse, udflugter og kreativitet. Arbejdsprøvning og samfundstjeneste er også en af indgangene til Parasollens travle hverdag.

 

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *