Sergio Lopez er præst i den Danske Kirke i Buenos Aires

Sergio Lopez er præst i den Danske Kirke i Buenos Aires

For nylig besøgte præsten i den Danske Kirke i Buenos Aires Danmark for første gang. Han hedder Sergio Lopez, og kan ikke kalde sig hverken dansker eller dansk efterkommer. Alligevel har han en stor interesse for både Danmark og den danske folkekirke, og han mener, at både vi i Danmark og kirken i Argentina kan lære af hinanden

Af Bo Billeskov Grünberger

Da jeg mødte Sergio Lopez blev jeg slået af to ting med det samme. Det første var, at jeg følte mig stor; med mine 177 cm er jeg et stykke under gennemsnitshøjden for mænd her i Danmark, men alligevel gik Sergio mig kun til skuldrene. Men det fik jeg ikke tid til at tænke mere over, for jeg blev straks overrumplet af den venlighed og glæde som han modtog mig med. Med et varmt håndtryk og et bredt smil fortalte han, hvor glad han var for muligheden for at mødes, og det sker ikke så tid, når man sætter sig for at interviewe folk.

Nægtede at leve to liv

Men Sergio er et meget positivt menneske. Han er vokset op i en mindre by i det nordlige Argentina i en traditionel katolsk familie, og han troede tidligt i sit liv, at han skulle være katolsk præst. Han kom også til Rom for at studere, og var her i fem år, men efterhånden blev for svært at få teologistudiet til at hænge sammen med privatlivet, for som homoseksuel følte Sergio sig nødsaget til at leve et dobbeltliv, og det holdt han ikke til i længden.

”Jeg studerede for at blive katolsk præst, og jeg blev ordineret diakon. Men da jeg fandt ud af at jeg var bøsse, besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville leve et hemmeligt liv, men leve åbent, og det forårsagede en stor krise i mit liv,” fortæller han mens han kigger mig i øjnene for at sikre sig, at jeg forstår alvoren i det.

At springe ud som homoseksuel og samtidig afsværge sig katolicismen er ikke let i det katolske og konservative Argentina, men Sergio var overbevist om, at det var det eneste rigtige for ham at gøre, og han holdt fast i sin beslutning.

Du kan leve et religiøst liv og et liv som bøsse

”Sammen med den kæreste, som jeg levede med på det tidspunkt, kom jeg til at lære den protestantiske kirke at kende. Den protestantiske kirke som jeg lærte at kende, tillod mig at leve frit, uden at jeg skulle leve to forskellige liv samtidig. Det var vigtigt, at jeg kunne sige til mig selv ’Sergio, du kan leve et religiøst liv samtidig med, at du lever et liv som bøsse’.”

Nu, omkring 20 år senere, har Sergio i et par år været protestantisk præst, nærmere bestemt præst i den Danske Kirke i Buenos Aires. Den Danske Kirke er grundlagt af danske emigranter, der kom til Buenos Aires i 1920’erne, og pastor Sven Nielsen var den første præst i kirken fra 1924-1932. Siden Sven Nielsen har kirken haft mere end 15 andre præster, og færre og færre i menigheden taler efterhånden dansk. Men man holder fast i de danske traditioner, selvom man måske ikke længere taler det danske sprog.

”Den danske menighed er en menighed som holder meget på forbindelsen til det kulturelle danske. De fleste andre protestantiske kirker er også grundlagt af emigranter, men de har i meget højere grad mistet deres kulturelle baggrund. Det er derfor noget i den danske kirke som er meget attraktivt: Vi spiser sammen, danser sammen, og holder fester, for det hænger sammen med troen,” fortæller Sergio.

”Vi er sammen om det hele, og samarbejder om det hele. Men præsten har en rolle som den, der ser fremad og siger ’vi skal derhen, og det skal vi gøre sammen.’ Det er ikke som den katolske præst, hvis ord er lov, og som man ikke kan diskutere. Den katolske kontekst er meget vigtig for at se, hvor forskellen er. Præsten i vores kirke er en af menigheden, men han har den særlige rolle, at han skal oplive menigheden.”

Vi kan lære meget af hinanden

Under sit besøg i Danmark har Sergio måbet over forskellen på Danmark og Argentina. Både når det kommer til, hvor rigt samfundet er, men også hvor organiseret og institutionaliseret alting er. Det er noget man kan lære noget af i Argentina.

”Jeg har lagt mærke til, at mange institutionelle ting er en del af livet mellem kirken og det øvrige samfund, og det synes jeg er helt fantastisk. Man behøver ikke snakke om Gud hele tiden her i Danmark, men det at kirken er en del af samfundet, det fortæller, hvad det vil sige at være dansker,” siger han.

Til gengæld mener han også, at vi kan lære af de latinamerikanske kirker, når det kommer til selve kirkelivet.

”Jeg tror på den anden side også, at den måde vi er kirke på i Latinamerika kunne friske lidt op i den meget institutionelle måde at være kirke på i Danmark. Vi er ikke lutheranere af tradition, men af overbevisning. Jeg tror det ville være godt, hvis der var et større møde imellem os, for vi har brug for at lære af det institutionelle som I lever i, mens I kunne have god brug for, tror jeg, at lære af vores større passion.”

Sergio Lopez håber, at han igen vil kunne besøge Danmark, og især vil han gerne rejse tilbage sammen med de dele af den danske menighed, der kun har hørt om Danmark fra deres forældre og bedsteforældre. De vil ganske givet bliver overraskede over forskellen på det Danmark de har hørt om, og det Danmark vi lever i.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *