Peter Worm MadsenSkal vi fastholde diakoni som noget vi skal have folk til at komme og opleve i kirken? Og er kirken klar til selv at blive mødt med diakoni af folk fra gaden? Diakoni har ikke en fast struktur eller form, og dette skal vi ikke se som en udfordring, men mere som en gave, mener Peter Worm Madsen

Af Peter Worm Madsen

Egentlig så har jeg ikke det store behov for at mennesker udefra kommer til kirken. Jeg vil selvfølgelig gerne at de kommer til vore gudstjenester og fællesskaber, hvor vi kan bede og synge sammen, men mest af alt håber jeg at de derude, dem i byen, dem i hjemmene, vil opleve at kirken kommer ud til dem!

Så det var en anelse malplaceret at vi den anden aften inviterede gæster fra Aarhus´ måske mere farverige gadeliv, til at komme op til Christianskirken på bjerget? For skulle vi ikke møde dem derude på gaden, eller i deres lille lejlighed med gaver, støtte, opmuntringer og viljen til at dele liv? Hmm, jo, måske. Men i ledergruppen bag dette ”Nye Netværk”, som er opstået gennem et samarbejde mellem Blå Kors og Christianskirken, er det endt med at køkkenet i kirken var det bedste til at kunne skabe maden til disse 15 personer hver anden tirsdag. Så vi inviterede dem alle ind i kirken, for dér at kunne vise dem Jesu kærlighed, tålmodighed, venskab og støtte.

Og det fungerede. Kim (navnet er ændret) kokkerede maden ude i køkkenet og hans gode ven støttede ham med gulerødderne, der skulle skæres. Så kom Knud Erik (navnet er ændret) som hjalp mig med at starte kirkens store industri-opvaskemaskine – jeg burde måske kende den, men han havde arbejdet med disse maskiner en del af hans voksne liv, så efter et par knapper, så kørte den. Jeg måtte takke ham fordi han kom og hjalp mig med at gøre klar til vores arrangement. Det grinede vi over hen over kaffen, mens han fortalte mig om hans fortid og nutid.

Maden blev færdig og vi samlede os alle omkring bordene og fik serveret. Vi spiste både forret og hovedret med stor velbehag.

Diakoni er en sjov størrelse. Den kan studeres og forberedes til projekter som dette ”Nye Netværk”. Den kan vægtes utroligt højt i en menighed, eller den kan være totalt fraværende i en bygning, der ellers kalder sig kirke. Og så kan den fornemmes uden at være italesat. Diakoni er kirkens hjælp til næsten, udvist af den enkelte overfor den anden.

Jesus underviser på et tidspunkt ud fra døråbningen i et hus. En enorm skare er samlet foran ham, og vi hører egentlig ikke hvad han siger til skaren. Mærkeligt – for er det ikke utroligt vigtigt hvad Jesus siger, hans undervisning? Hvorfor har evangelisten ikke lyttet opmærksomt på Jesu ord, hans lære? Måske fordi der i teksten fokuseres mere på hvad der sker og hvad Jesus gør, hans handlen for det enkelte menneske. En lam bæres af fire venner, der vil føre ham hen til Jesus, så der kan ske en helbredelse. De kommer op på husets tag og graver sig igennem til de kan se Jesus gennem taget. Så firer de den lamme ned. Det besynderlige er, at Jesus ser på de fire venner, på deres tro, der har ført dem til at handle således for den lamme. Og derfor, på grund af deres tro, der ledte dem til handling – helbreder Jesus den lamme.

Vores ”Nye Netværk” var en god aften. Vi fik snakket med vores gæster og takket vores frivillige for at komme så talstærkt. Som det ser ud nu vil der komme et ukendt antal gæster til Nye Netværk, som betjenes af kokken Jan og tre frivillige hver anden tirsdag. Formålet for aftenerne er at vise gæsterne deres store værdi, og forhåbentlig føre dem videre ind i nye venskaber, der kan støtte dem videre i livet.

Aftenens finurlighed var at jeg selv havde et emne som jeg fremlagde i en personlig snak med en gæst udefra. Han forstod mig pludselig og jeg fandt mig selv i en snak hvor han opmuntrede mig til ofte at besøge denne person jeg var udfordret af, og bede for denne igen og igen, idet jeg så med sikkerhed ville (citat start:) ”opleve at Jesu Helligånd vil sende dig den styrke og tålmodighed du måtte have brug for til at klare udfordringen!” (citat slut)

Jeg var paf. Her troede jeg at jeg skulle være dén der inviterede gæster ind i kirken for at kunne støtte dem og hjælpe dem, idet jeg formodentlig var dén der kunne give, men se så her! Jeg måtte cykle hjem, forundret over diakoniens væsen, som jeg selv havde oplevet var rettet mod mig. Jeg selv, der med rette var den personligt udfordrede denne aften. Livet er farverigt og kan overraske os gang på gang!

Peter Worm Madsen er cand. theol. fra Aarhus Universitet og Pastoralseminariet efterfølgende. Peter Worm Madsen arbejder som diakonal medarbejder ved Christianskirken, og har tidligere været frivilligt engageret i diakonalt arbejde ved Krisecenter for Voldsramte Kvinder, ACT-arbejdsdag i Gellerupparken 2009, grundlægger af Godhedsdag samme sted i 2010 og 2011 og grundlægger af arbejdsgruppen VivaCity i Åbyhøj i 2008, der besøgte private med praktisk arbejde. Peter Worm Madsens personlige blog kan læses her

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *