Adams skabelse MichelangeloDet er ofte os selv, der holder Gud på afstand ved at gøre ham så ophøjet og utilnærmelig, at vi aldrig vil kunne komme tæt på ham. Men det er ikke sådan Gud vil have det, for i sin kærlighed til os ønsker han at være i øjenhøjde med os, mener Zenia Larsen

Af Zenia Larsen

For mange år siden, da jeg lige var begyndt at udforske troens mysterier, havde jeg en drøm, der siden har fulgt mig gennem mange meditationer. Jeg drømte, at jeg gik rundt i luften over byens tage, og pludselig gik det op for mig, at når jeg gjorde det, måtte det betyde, at jeg drømte. Jeg valgte derfor, at jeg ville udnytte situationen og gå op til Gud, så jeg satte kursen direkte opad, indtil jeg blev omsluttet af en fantastisk lys. Og så blev jeg i en enkelt, blid bevægelse lagt ned i min seng, hvor jeg vågnede med en sært fredfyldt følelse i kroppen.

Jeg er ikke ekspert i drømmetydning og er ikke engang sikker på, at alle drømme betyder noget. Men billedet – og de følelser, drømmen bragte med sig – har i hvert fald fået betydning for mig. Jeg har tolket oplevelsen som en opmuntring til ydmyghed. Ikke til et krav eller en løftet pegefinger, for selvom jeg ikke mødte Gud ansigt til ansigt, skete der jo ikke noget ubehageligt. Det var som om, han stille og blidt ledte mig på rette vej, efter at jeg i min iver havde forsøgt at få adgang til noget, det ikke var meningen, at jeg skulle have adgang til. Men mest af alt var det bemærkelsesværdigt, at Gud føltes så nærværende i den drøm. Det var netop i afvisningen og “retledningen”, at han viste sig.

Vi holder Gud på afstand, mener Zenia Larsen

Vi holder Gud på afstand, mener Zenia Larsen

Kort tid efter havde jeg en anden drøm. Jeg sad sammen med Jesus i en ridehal. Hvad vi lavede der, ved jeg ikke, men stemningen mellem os var meget løssluppen, og Jesus jokede og gjorde lidt grin med mig pga. noget, jeg havde sagt. Jeg grinede og sagde, at jeg var glad for at have en ven som ham. Men så blev jeg helt flov og tilføjede: “Altså, jeg ved godt, at jeg slet ikke er som dig, og at jeg ikke fortjener …”. Jesus afbrød mig og så pludselig utilfreds ud. Så sagde han: “Hvorfor kan vi ikke bare være venner?”

I denne drøm er der altså tale om en Gud, der laver sjov og insisterer på at være i øjenhøjde. Her var det nærmere mig, der lagde afstand til ham end omvendt. Nu er det selvfølgelig bare en drøm, men jeg tror, at billedet er genkendeligt. Vi vil egentlig gerne være venner med Jesus, men vi tør næsten ikke tro på, at det er i orden sådan at møde ham, som om han var en af os, og bare “hænge ud”, som vi ville hænge ud med enhver anden ven. Nogle har måske fra barnsben lært, at Gud er den almægtige hersker, som vi skal frygte og elske, fordi han alene er god, mens vi mennesker er nogle syndere, der kun kan håbe på og bede for hans nåde. På den måde holder vi Gud på afstand som noget almægtigt og andægtigt, som vi kun må nærme os med største forsigtighed.

Men jeg tror, at selvom disse ting i og for sig er sande, så elsker Gud os. Og fordi han elsker os, vil han også være i øjenhøjde for at være sammen med os på godt og ondt.

Når jeg tænker på historien om Adam og Eva, der syndede og prøvede at gemme sig, så tænker jeg somme tider, at den egentlige synd ikke var, at de overtrådte Guds bud – men at de skammede sig og prøvede at gemme sig væk. Og at vi derfor går et skridt væk fra den oprindelige synd, hvis vi lader være med at skamme os over at være, som vi er, men bare tager mod Gud, som vi nu engang bedst er i stand til. At tillade sig selv at have det sjovt sammen med ham og at lære hans humor at kende, er en god måde at øve sig i at møde ham i øjenhøjde.

Nogle gange tænker jeg faktisk, at det mere er mennesker end Gud selv, der gør det svært at turde forholde sig til Jesus som en ganske almindelig ven. Alene det, at jeg skriver det her, får små stemmer i mit hoved til at advare mig mod, hvad der sker med dem, der ikke viser Gud passende respekt og ærbødighed. Men jeg tror faktisk ikke, der er grund til at være så nervøs. Måske er det endda direkte forkert kun at søge Gud, når man befinder sig i en bestemt tilstand af andægtighed, som den, vi ofte befinder os i, når vi går i kirke. Måske er det netop et af Satans påfund, at der kun er én korrekt måde at forholde sig til Gud – fordi vi så begynder at skabe splid og måske til sidst opgiver ævred?

Zenia Larsen holder foredrag om humor og tro. Læs om hendes foredrag her

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *