Evangelietekst

Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.«

Matt 5,13-16

Prædiken

Namibia i det sydlige Afrika er et ørkenland. Det er et af de tørreste steder på jorden, for to tredjedele af landet er sandørken. Som Råbjerg Mile gange et par millioner. Vi skulle besøge en landsby helt oppe nordpå. Der, hvor der er fattigst og der, hvor ørkenen umuliggør korttegning og bygning af veje, for en storm flytter sandet upåagtet, hvad mennesker planlægger. Det gik helt fint. Man kunne godt se, hvor andre havde kørt, så vi fulgte hjulsporene. Men pludselig sad vi fast. Rigtig fast. Vi sprang ud af bilen og forsøgte at skubbe, men lige lidt hjalp det. Vi kunne ikke komme fri. Sveden sprang under anstrengelserne. Det var varmt, og måske var vi også lidt bange. En asfaltvej er da ærlig talt godt fundet på. Men her stod vi, langt fra asfaltvej og mobildækning. Ubehjælpsomt fastkørt til op på fælgene. Men så kom brune ben spænende, så sandet føg om de sorte krøller. Vi forstod ikke et suk af deres indbyrdes samtale, ud over at de gerne ville hjælpe. De skubbede os venligt væk. For tænk: den løsning vi ikke kunne få øje på, var for næsen af os. De lukkede luften ud af dækkene. Helt banalt. Og nu, hvor dækkene havde fået en større overflade, kunne vi skubbes fri. På lidt mere fast grund fik vi luft i dækkene igen og turen fortsatte, men med nye erfaringer i bagagen.

Min tur til Namibia har vi alle været med på. På en måde i hvert fald. For når man mister et menneske, man holder af, eller står ved et langt, tungt sygeleje, er det som om, det hele sander til. Man kører fast i bekymringer og savn og angst for at være til besvær og usikkerhed om mangt og meget. Det er ikke altid, man kan se løsningen, når sveden springer og tårer slører blikket. Men der er det godt, når man oplever hjælpen fra uventet kant i form af varme ord, et knus eller et tilbud om hjælp til noget af alt det praktiske. Og efterhånden oplever man, at man kom lidt videre, da luften først blev lukket ud af alle de tunge tanker. Ørkenlandskabet præger stadig turen, det forsvinder ikke med et trylleslag. Men man kommer ligeså stille videre og håbet om, at også livets asfaltvej igen vil dukke op for os, så det hele går lidt lettere, har vi med os.

Jesus siger: ”I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? ” og ”I er verdens lys. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe men i en stage, så det lyser for alle i huset.”

Ordene er en trøst og en opmuntring. Salt og lys. Det er også en påmindelse om, at vi har betydning for hinanden som mennesker, der må dele vores evner og indsigter så vores liv med hinanden får smag og bliver oplyst af nærhed.

De hjælpsomme unge mænd i Namibia gav salt og lys i mit liv. Et lille drys og et lille glimt måske, men vi ved jo godt, at mere skal der ikke til. Bare lidt salt kan gøre underværker for en ret og bare et lille lysglimt i det triste, kan forny livsmodet. Et lille skub kan hjælpe os videre, der hvor livet sander til.

Burning Candle Over Black.Og det er det, vi skal være og gøre for hinanden, siger Jesus. Salt og lys. Men samtidig ved han også godt, at vi ikke altid kan, selvom vi gerne vil. Lyset brændes let i begge ender, når vi forsøger at hjælpe og være der for hinanden. Eller det blæses måske ligefrem ud. Saltet kan være svært at dosere i de rette mængder og i stedet ødelægge mere end at forstærke og forfine smagen. Vi mærker, vi kommer til kort og føler os utilstrækkelige. Sandet truer med at trænge ind i alle sprækker, så vi sidder fast. Men teksten slutter ikke med opfordringen eller konstateringen af, at vi er lys og salt i hinandens liv. I stedet knytter Jesus alt det gode, vi kan udrette sammen og for hinanden sammen med Gud. Det bliver en gave, som gives med taknemmelighedens fortegn, som noget der er Gudvillet. Men også som noget, der må hente sin styrke udenfor sig selv. Salt i sig selv er ikke noget, før det kommer i kontakt med noget andet. Lys skal have noget at lyse af. Og dette noget, tror vi, er Gud. Han vil give os kræfterne. Men vel og mærke kræfter på en særlig måde.

I Namibias ørken lærte vi at lukke luften ud af dækkene. Det kunne se ud som om, vi gav op, at vi bare gjorde ondt værre i stedet for at kæmpe. Men det fantastiske var dengang, at det var det modsatte. Da vi først indså, at vejen frem ikke lå i stædigt at gøre det, som vi var vant til, men bogstaveligt talt at miste pusten, kom vi fri. Og på den måde var det nok vældig evangelisk. Også Jesus måtte give op, fik luften pint ud af sig, da han døde på korset, men det viste sig at være en farbar vej. Gennem dødens kvælende ørkensand kom der en vej som førte ud i et blomstrende liv.

Når vi samles her til allehelgen, er det for at holde hinanden fast på den historie. Det er så let at dunke sig selv og andre i hovedet med velmenende råd om, at det bare gælder om at kæmpe. For hvad nu hvis man ikke kan? Hvis man ikke orker, fordi man savner så meget og er så træt fordi den sidste tid sammen krævede én mere end 100 %? Men Gud selv tog afmagten på sig, gav slip og blev omringet af mørket og midt i den afmagt blev der lys og liv igen. Og derfor skal vi høre denne fortælling igen og igen. Forstå det kan vi ikke. Men vi kan holde hinanden fast på håbet om, at det også er sådan for os. Livet er stærkere end døden. Livskraften kan ikke spærres inde i en gravhule. Den vrister sig fri, og noget nyt kan opstå. Ved Guds hjælp. Det tror vi også gælder for os. Og det tror vi gælder for dem, vi har lagt til hvile på kirkegården.

Af den grund skal vi også slutte med at høre nogle løfterige og trøsterige ord: ”Se jeg gør alting nyt, siger Herren. En ny himmel og en ny jord. Guds bolig er hos menneskene. Han vil tørre hver tåre af deres øjne og døden skal ikke være mere.”

Og det skal være vores lille lysglimt i dag, at Guds bolig allerede er blandt mennesker. Alt bliver nyt med hans skaberkraft. Og forhåbentlig vil den tro kaste glans over vores liv, så vi selv kan lyse op for andre og blive den lille mængde salt, der kan give andres liv smag og glæde igen.

Amen.

 

Skrevet af Inger Birgitte Bruhn

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *