Konfirmandarrangement Skanderborg (1)Skanderborg Provsti har netop afholdt et stort konfirmandarrangement i samarbejde med Rollespilsakademiet. En række dilemmaer sætter moralske spørgsmål på dagsordenen med udgangspunkt i bibeltekster, og det virker, vurderer ungdomspræst Peter Tast

Af Bo Billeskov Grünberger

Omkring 700 konfirmander fra Skanderborg provsti kom gennem konfirmandarrangementet, som Peter Tast i samarbejde med præsterne Lise Palstrøm, Lisbeth Kristensen og Lars B. Viftrup fra provstiet har stablet på benene. Det er 7. gang man afholder sådan et arrangement, der er udarbejdet sammen med Rollespilsakademiet, der specialiserer sig i at lave læringsrollespil.

Der blev diskuteret flittigt blandt konfirmanderne

Der blev diskuteret flittigt blandt konfirmanderne

Skyld og tilgivelse

Overskriften for årets arrangement er ”Jagten på den skyldige”. Temaet er ’skyld og tilgivelse’, der er noget alle kender til, fortæller Peter Tast, som er ungdomspræst i Skanderborg provsti.

”Vi tager udgangspunkt i det, vi synes er mest forståeligt for konfirmanderne, nemlig skyld og tilgivelse. Man skal jo ikke være lang tid i en skoleklasse eller familie, før nogen begynder at tale om skyld: Har du tabt et glas, eller kommer du for sent i skole, så siger man ofte ’det var ikke min skyld’. Så det med skyld kender vi fra vores dagligdag,” fortæller Peter Tast.

”Så knytter vi ’synd og nåde’ til som en slags ”overbygning”, så vi går fra det konkrete til det mere abstrakte. Det gør det lettere for konfirmanderne at forstå Guds nåde – at uanset hvad vi gør, så elsker Gud os som dem vi er,” uddyber han.

En række dilemmaer

Arrangementet begynder med, at konfirmanderne sendes ud i hold, der svarer til deres klasser. I alt fire poster skal holdene rundt på, og ved hver post præsenteres konfirmanderne for et dilemma.

En af drengene går løs på den sovende mand, mens rollespilleren til venstre ser til

En af drengene går løs på den sovende mand, mens rollespilleren til venstre ser til

”Der tager rollespillerne fra Rollespilsakademiet i København udgangspunkt i nogle bibelsteder, hvor de sætter nogle dilemmaer op. Og selv om udgangspunktet er en bibeltekst, så har Rollespilsakademiet lavet nogle helt aktuelle cases, som konfirmanderne også kan forholde sig til,” forklarer Peter Tast.

Et af dilemmaerne som konfirmanderne, især drengene, gik op i var en situation, hvor en fra Rollespilsakademiet fortæller, at han for et par uger siden blev overfaldet nede i byen og fik en masse tæsk. Nu er han så på vej hjem fra en fest, og han opdager, at en af overfaldsmændene ligger i vejkanten og sover, fordi han er blevet for beruset. Han vil gerne have at konfirmanderne hjælper ham med at banke den sovende overfaldsmand. Konfirmandernes opgave er så at vælge, om de vil hjælpe med at overfalde den sovende, om de vil gå deres vej, eller forsøge at stoppe overfaldet.

Konfirmanderne er meget splittede i spørgsmålet, men en gruppe drenge springer hurtigt med på vognen og hjælper rollespilleren med at overfalde den sovende person. Diskussionen stiger hurtigt i volumen, og der debatteres ivrigt mellem konfirmanderne.

”Konfirmanderne kan sagtens sætte sig ind i dilemmaerne, og jeg synes, at rollespillerne har gjort et rigtig godt stykke arbejde med at lave nogle dilemmaer, som konfirmanderne kan forholde sig til. Det virker nærværende og aktuelt. Konfirmanderne bliver provokerede af det og diskuterer det, men ved selvfølgelig godt, at det er en leg. Det fortæller vi også fra starten. Men jeg tror bestemt, at de lærer noget af det, ligesom børn altid lærer noget af at lege,” mener Peter Tast.

Har du lyst til at høre mere om konfirmandarrangementet, er Peter Tast behjælpelig med at svare på spørgsmål, og han sender også gerne det materiale, de har udviklet.

Yderligere information: Ungdomspræst Peter Tast, Tlf. 61 22 39 99, Mail. pht@km.dk

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *