Evangelietekst

På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.« Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.«

Luk 13,1-9

 

Prædiken

Det er ikke let at forklare det uforklarlige. Vi vil gerne have styr på alting. Tilfældigheder bryder vi os i grunden ikke om, i hvert fald ikke når det er tilfældigheder, der gør os ondt. Vi bryder os heller ikke om uretfærdighed. Noget for noget, tænker vi. Tingene skal gå efter fortjeneste. Og sker der så noget, som vi ikke bryder os om, noget der virkelig ryster vores tilværelse. Så søger vi en forklaring. Et svar. Hvorfor? Hvorfor sådan? spørger vi, og får vi ikke noget svar, så retter vi vores anklagende ord og tanker mod Gud. Hvorfor lader du sådan noget ske, Gud? Hvad mening er der med det?

Det er lige det, Jesus behandler i dagens evangelium. Pilatus har dræbt nogle galilæere. Hvorfor var det lige dem? Nogle mennesker er omkommet ved en arbejdsulykke, hvorfor var det lige de 18 som tårnet faldt ned over og dræbte? Hvorfor ikke nogle andre? Hvad havde de da gjort? Det er det, det handler om. Og Jesus spørger: ”Var de dræbte værre syndere end andre?” Er det det, der er forklaringen? Er det deres egen skyld, eller deres forældres skyld? ”Fædrene spiser sure druer og sønnerne får dårlige tænder, altså at alt har en årsag og en virkning, og rammes nogen, så må der være nogle, der har begået en synd, som straffes af Gud. Sådan tænkte mange på Jesu tid. Men Jesus siger klart og definitivt nej, sådan hænger det ikke sammen. Fædres synder kan ikke gå ud over deres børn. Der er ikke den årsagssammenhæng.

Men det hænger ved, netop når der sker noget frygteligt ondt, en ulykke, en dødelig sygdom, så falder mange for at tænke, hvad har jeg gjort, siden det skal gå mig sådan? Er det virkelig Guds mening, at det skal gå mig så forfærdeligt?

Men kristendommen er et rungende nej til den tankegang. Og Guds ske tak og lov for det. I andre religioner ser man anderledes på det, der er der en sammenhæng, en forklaring, når der sker noget ondt.

Johannes Aagaard, I ved ham der arbejdede med nyreligiøse bevægelser. Engang besøgte han Indien og undersøgte reinkarnationslæren og dens konsekvenser. Reinkarnation og læren om karma handler netop om, at der er årsag og virkning, og intet er tilfældigt, noget for noget.

Aagaard fortæller, at han i Rishikesh talte med nogle guruer og spurgte dem, hvorfor de ikke satte nogle af de mange tiggere i gang med at opdyrke de store landarealer, som guruernes kloster ejede. Guruerne rystede på hovedet ad Aagaard og forklarede ham, at han ikke havde forstået ret meget. De sagde ”Disse tiggere er jo i gang med at tilbagebetale den gæld, de har erhvervet sig i deres tidligere liv. Hvis vi hjælper dem, f.eks. ved at give dem arbejde, så skal de ganske vist ikke mere tigge, men så bliver de måske spedalske eller får en anden lidelse, for betale må de.”

Betale det må de, siger guruerne, og det er det, det handler om i reinkarnationen. Det liv, man lever her og nu, er efter deres religiøse opfattelse, det er et resultat af et tidligere liv. Noget for noget – simpelthen.

RetfærdighedNogle er fascineret af tanken om reinkarnation. Jeg forstår det ikke. Jeg synes, det er en frygtelige tanke. At alt er vores egen skyld, et resultat af hvordan vi har forvaltet et tidligere liv. Og at det her liv, da handler det om at sone, reparere for gamle fejltagelser og så blot håbe på, at det næste liv er bedre end dette. Og det mest forfærdelige er jo det, som antydes i replikskiftet mellem Johannes Aagaard og guruerne. Er der nogle, der er fattige, så er det deres egen skyld, og så skal man jo ikke hjælpe dem, for så må de i stedet rammes af noget andet. Ifølge reinkarnationslæren er der en forklaring på alt, men det er en frygtelig forklaring. Rammes vi af et eller andet, så er det vores egen skyld, og bliver vi født så at sige med en guldske i hånden og har et jernhelbred, og lykken er med os, ja så er det også vores egen skyld, og så skal man jo ikke dele sin rigdom og lykke med andre, for det er jo gudens belønning, og guden skal man ikke stille sig op imod. I kan godt se, at al snak om socialhjælp, næstekærlighed, omsorg for fattige og syge, det passer ikke med et sådant menneskesyn eller et sådant religiøst tankesæt.

Kristendommen har en helt anden tankegang. Vores Gud er ikke en hævngerrig Gud. Gud sidder ikke i sin himmel og fører et kæmperegnskab over, hvad vi gør af onde ting og udmåler en passende straf. Sådan er vores kristne Gud ikke. Og hvor er det vigtigt at fastslå med syvtommersøm. Gud er ikke en straffende Gud. Gud straffer ikke med sygdom og ulykke. Og det synes måske selvfølgeligt det syn, men det er det ikke. Som når meget højreorienterede kristne undertiden kan finde på at sige, at sygdommen AIDS er Guds straf for en syndig levemåde. Så må vi igen og igen slå fast: Sådan er den kristne Gud ikke. Det slår Jesus jo fast den ene gang efter den anden. Og bestemt så tydeligt netop i dagens evangelium, når Jesus svarer klart nej til om de, der blev ramt, om de var større syndere end andre. Nej, nej og atter nej.

Gud har bestemt sig for en helt anden vej end hævn og gengældelse. Han valgte kærlighedens og tilgivelsens vej ved at sende sin søn til verden, for at han skulle tage vores skyld på sine skuldre og bære den med sig op til korset på Golgata, og korsfæste det alt sammen med sig, og da stå levende op af graven påskemorgen og give os et nyt håb, et nyt levevilkår: netop fri for al frygt for Gud og hans straf.

Jesus fortæller det så smukt og enkelt i den lille lignelse om figentræet. I tre år har figentræet ikke båret frugt, og ejeren siger da til gartneren, ”nu må det være slut, hug det om.” Men gartneren er tålmodig og mild og svarer: ”Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det frugt næste år”, og som det ligger mellem linjerne, eller næste år, eller næste år igen. Tålmodighed, overbærenhed, omsorg og kærlighed, det er svaret, det er løsningen.

Sådan er Gud. Han er uendelig tålmodig imod os. Han er evigt givende, evigt overbærende. Han er den grænseløst kærlige. Og det er det gudsbillede, der er det sande for den kristne Gud, og det skal vi være lykkelige for, evigt lykkelige for og befriede i.

Dette syn på vores kristne Gud, som den der elsker først og uden betingelser, det skal så også være gældende i vores syn på livet og os i det. Vel, det betyder så også, at der ind imellem sker noget omkring os og med os, som vi ikke kan forklare. Bliver vi syge, rammes vi af ulykke, eller det positive: har vi lykken og al medgang med os livet igennem, hverken det meget forfærdelige eller det meget lykkelige, det er ikke nødvendigvis vores egen skyld, og det er ikke, og her understreget med fede streger, det er ikke en belønning eller en straf fra Gud.instructor handed someone a helping hand

Der er altså ikke en årsagssammenhæng i alting. Der er ikke et ’noget for noget’ princip. Derfor skal den rige hjælpe den fattige. Derfor skal vi hjælpe de syge, de handicappede, alle de der har noget at slås med. Og derfor skal vi endog hjælpe dem, der af en eller anden grund forbryder sig imod samfundets love, også de er Guds kære børn og har behov for, at de møder overbærenhed og tilgivelse og en ny chance. Det er dén ånd, dén kristne ånd, der har gennemsyret vores samfundsopbygning, vores hele velfærdsystem, vores måde at tænke på. Og det skal vi holde fast ved, kæmpe for, og bestemt ikke tage selvfølgeligt.

Det er måske mere vigtigt end nogensinde. Jo, for trenden synes jo måske at gå den modsatte vej. Altså henimod principperne noget for noget. Og at alle ikke behandles ligeligt, at der er klar forskel, om man er rig eller fattig. I dag kan man jo købe sig foran i køerne for behandling, hvis man har penge nok eller en arbejdsbetalt sygeforsikring. Eller man skubbes bag i køen, hvis man er overvægtig, drikker for meget, eller ryger for meget, for så har man jo selv været ude om det. Dermed er hele velfærdstanken truet, og det går mere mod, at man helt er sin egen lykkes smed. Nogle kunne lege med den tanke, hvor meget samfundet kunne spare i skat, hvis der ingen syge var, ingen kriminelle, ingen fængsler, ingen handicappede, ingen narkomaner, ingen flygtninge. Hvis alle var raske og rørige og kunne arbejde for føden og klare sig fuldstændig, uden at samfundet skulle sørge for det ene og det andet. Så kunne der spares mange penge. Sandt nok, men hvad vil det være for et samfund? Så vil det jo netop være de rige, sunde, de på solsiden, der fik det bedre og ikke skulle bekymre sig for andre, men hvad så med alle de andre? Og er det et samfund, vi ønsker? Ja, det passer måske med den tanke, som vi finder i reinkarnationen, hvor alt har en årsag og en grund, men det passer ikke med den kristne tankegang. Den kristne tankegang, at vi alle sammen er lige meget værd, alle sammen lige elskede, og at vi har en gudgivet pligt til at hjælpe hinanden, og i særlig grad hjælpe den svage, den forfulgte, de sultne, den fængslede.

Gud har uendelig tålmodighed og overbærenhed imod os. Gud elsker os, for vi er, og ikke fordi vi gør sådan og sådan. Sådan skal vi også se på hinanden. Vi skal se på hinanden som ligeværdige, lige elskede mennesker, om vi er dem med guldskeen, eller om vi er dem, der slås med både det og ene og det andet.

Det går heldigvis ikke efter fortjeneste, ikke et noget for noget, og Gud straffer ikke, gengælder ikke. Den holdning, det menneskesyn skal vi være uendeligt glade for, at Gud har valgt, og vi skal søge at vælge det samme i vores omgang med hinanden. Den svage er ikke dårligere end den stærke i Guds øjne. Og sådan skal det også være i vores sind og tanker og i vores måde at se på vores samfund. At et samfund består af mange forskellige skæbner.

Du og jeg er blandt de mange skæbner, og vi skal huske: ”Lykken er ikke den skæbne vi får, men sindet hvormed den bæres”. Skæbner er forskellige, men vi er af Gud forpligtet til at være der for hinanden, arbejde på hinandens lykke.

Amen.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Henrik Oest

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *