Henrik OestEvangelietekst

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« 

Matt 21,1-9

Prædiken

Jeg kunne tænke mig, at I også har oplevet at være til surprise-party. Sådan en rund fødselsdag, hvor fødselaren har sagt, at der ikke rigtig skal være noget. Og så går familien i gang alligevel, men i hemmelighed. Der bliver sendt invitationer ud, mad bliver bestilt, og fødselaren bliver sendt afsted på en eller anden vildmand, og når han så kommer hjem og tænder lyset, surprise, surprise råber alle gæsterne, og så går festen i gang. Det er sådan set meget sjovt. At se overraskelsen. Der er mange, der bruger den form. Sådan udadtil signalerer, at man ikke vil holde fest, og så går forberedelserne alligevel i gang uden festens midtpunkts viden.

Nu ved jeg ikke, hvordan I har det med surpriseparties. Men der er nu én ting, som festens midtpunkt nødvendigvis må mangle, når der er tale om en overraskelse. Det er det at være med i alle forberedelserne. Forberedelserne er jo hemmelige, og dertil kommer, at man jo heller ikke selv kan være med til at påvirke, hvordan festen skal være eller ikke være. Man mangler den glæde at være med i alle forberedelserne, aftalerne, tankerne om hvem der skal inviteres, og hvad der skal ske, hvordan maden skal være, og alle de ting. Nogle synes måske, at det er dejligt at være foruden det. Men jeg tror nu, at mange – rigtig mange – også ser en glæde ved festen i alle forberedelserne, tankerne forud, at se det udvikle sig og være med i det hele. Og altså ikke kun skumme fløden af de andres arbejde. En god fest, en minderig fest, dér hvor alt lykkes, det begynder ved forberedelserne, de mange dage og uger forud.

Sådan er det også med julen. Julen er heldigvis ikke kun juleaften. Julen er også alle de mange forberedelser, de mange traditioner, alt det vi gør her i adventstiden. Købe julegaver, jo det kan være stressende og dyrt, og er det nu det rigtige, og har vi overhovedet noget, vi og vore kære ønsker sig osv osv. Men så elsker vi det alligevel. Det hele, den hele pakke. For den helt store fest, den skal forberedes ordentlig, og der skal tages tid til det hele. Hvis det kun var de få timer juleaften, så var det ikke det samme, det er også tiden inden, advents og juletiden. Det hører med. Vi kunne ikke tænke os det anderledes.

Evangeliet her til 1. søndag i advent, den allerførste tekst i det nye kirkeår, den handler jo også om forberedelser, disciplenes forberedelse af Jesu indtog i Jerusalem. Ja, det er jo egentlig en beretning, som vi mest tænker hører hjemme i påsken, på palmesøndag. Dertil kommer, at det også er det eneste stykke fra Ny Testamente, som der prædikes over to gange på et år. Kun den ene tekst, ellers er det forskellige tekster gennem to år. Men fællesnævneren er jo det, at der er tale om forberedelse, forberedelsen af Jesu fødsel, Jesu Guds søns, Davidsønnens komme til jord juleaften, og så i påsken forberedelsen af Jesu komme til Jerusalem for at tage vores skyld på sig og besejre al skyld og død på korset for at stå levende op af graven påskemorgen. Fælles er, at det gælder om at forberede sig rigtigt og grundigt.

Jesus beordrer sine disciple at hente et æsel og dets føl, for at han kan ride ind i Jerusalem på det, som en opfyldelse af en profeti om at davidsønnen vil komme sagtmodig, stille og ydmyg, ridende på et æsel. Og folkeskaren og disciplene selvfølgelig også, de kendte alle den ældgamle profeti, og nu ved de at Jesus er Guds sønnen, han er kommet, og de breder kapper ud foran ham, andre skar grene af træerne, og de råbte de gamle ord: ”Hosianna Davids søn. Velsignet være han, som kommer i Herrens navn! Hosianna i det højeste”. Det er forberedt ordentligt. Alt er lagt til rette.

Nu er det så én ting, der er vigtigt, når vi taler om forberedelser. Jo, for ét er forberedelserne, men vi skal jo også forberede os hen mod det rigtige, så at sige. Målet skal være det rigtige. Udkommet af alle vore anstrengelser skal være det rigtige.

Disciplene misforstod jo på deres side forberedelserne palmesøndag, Jesu indtog i Jerusalem. Disciplene var med til at sørge for, at Jesus fik en konges modtagelse, men Jesus ville jo ikke være den konge, de havde regnet med. Jesus ville ikke være konge i den gængse betydning af ordet, og disciplene skulle ikke være ministre. Den konge, Jesus ville være, det var den konge, der ikke regerer ved magt, men ved at ofre sig, ved at give sig selv hen i døden og regere i sejren over døden, regere i himlen siddende ved Guds højre hånd. Men, det var ikke det, disciplene forberedte sig henimod, og da de på langfredag så Jesus udånde på korset, troede de, at det hele var forbi, forgæves, den totale fiasko.

Når vi da forbereder os til at fejre Jesu fødsel julenat, så er det også et spørgsmål om, hvorvidt vi virkelig forstår Guds gave til menneskeheden, at Gud i Jesus tog menneskers skikkelse på og blev født som sand Gud og sandt menneske, født af en fattig jomfru i en fattig stald blandt dyr og totalt udleveret i menneskers hænder. Er det den fødsel, vi forbereder os til at fejre? En fejring af den grænseløse, ubetingede kærlighed, der udleverer sig fuldt ud. Og spørgsmålet er, hvad denne begivenhed, denne skelsættende begivenhed betyder for os, for vores syn på verden, på Gud, på os selv, på kærligheden. Det er det afgørende.

Hvad er indholdet af vores jul? Hvad er formålet, fokus’et for alle vores forberedelser i denne adventstid?

Vi kan jo bestemt iagttage, at midt i denne tids fejring af advents- og juletiden. De mange lys, vi tænder, de mange julekataloger, der vælter ind i postkassen, de mange arrangementer, alt det, der giver så mange glæder og smil og røde kinder. Midt i alt det, der er der også rigtig mange i blandt os, der har det svært med julen og med alle forberedelserne. Hvor advent og jul slet ikke er en god tid. Tværtimod. Det er en tid, der river og slider. Ripper op i gamle sår. Tanker om alle de andre års advent og jul, hvor det ikke endte godt, men hvor alkohol, misbrug ødelagde alting, hvor uvenskab, familiens konflikter kom op i lys lue. Hvor det med at jul per definition skal være den her gode tid i familiens skød, det holdt ikke, det var ikke sådan. Og frustrationerne blev endnu tydeligere netop i julen, familiens festtid, det blev alt andet end festlig. Sådan er der mange, der har det med julen. Det var alt andet end fred og harmoni. Det var ikke glæde og kærlighed, der var i centrum. Det var mere ikke eksisterende. Så gør det ondt. Så holder man ikke af julen. Så er julen ikke årets højdepunkt. Så er julen det stik modsatte, så er julen der, hvor alle manglerne udstilles. Udstilles så det gør frygteligt ondt.

Dertil kan vi så lægge den forskellige oplevelse af julen på det økonomiske plan. Vi får det ene fint glittede varekatalog efter det andet. Legetøjskataloger, hvor børn ser, hvad man kan købe for penge. Masser af kataloger med dyre ting, gaven til ham, der har alt, og gaven til hende, der skal forkæles og frem for alt gaverne til børnene. De børn, der naturligt nok henne i skolen, taler med hinanden om, hvad de ønsker sig i julegave, og hvad man plejer at få.

På den måde er der endnu et pres på advents- og juletiden – det økonomiske pres. Mens mange af os godt kan følge med i julens mange krav om en tung pengepung, så er der masser, der slet, slet ikke har det sådan. Tværtimod i de familier, hvor pengene til dagen og vejen, til de helt basale nødvendige ting kan være svært nok at fremskaffe, så bliver det kun en endnu mere smertelig kamp her i december måned, hvor der virkelig er så mange krav, så mange forventninger, som kræver overskud, penge på bogen. Derved udstilles forskellene så markant, forskellen mellem de på solsiden og de, der må gennem en daglig kamp for at få det hele til at nå sammen. Den forskel bliver kun endnu mere tydelig i julen, og for mange, der igen og igen må sige nej til børnene, der ønsker både det ene og det andet, de konstante sigen nej og synet af de skuffede børn, det gør bestemt julen til alt andet end en sød og dejlig tid.

Dertil kommer også de mange, der mærker savnet af mistet kærlighed netop i julen. Smerten over den ledige plads ved julebordet, og de manglende hænder i kredsen om juletræet. Det gør julen til en svær tid.

Jeg nævner ikke alt dette for at ødelægge al advents- og juleglæde og de mange gode forberedelser og den varme lykke over alle de gode ting ved denne tid. Jeg nævner det for at understrege, at vi skal huske at have fokus på det, der er meningen med julen, hvad der er det centrale i budskabet, hvad det er, vi skal forberede os henimod. Og det er jo netop ikke, at det skal være så svært, det skal ikke være for at udstille forskellene. Det skal ikke være for at ødelægge det for hinanden, fordi vi krampagtigt holder fast på en umulig drøm om, hvordan den ægte gode søde familiejul skal være. Adventstiden handler om, at vi skal forberede os på Guds søns komme til jord. Den Jesus Kristus, den Guds søn, den Davidsøn, der altid pegende mod næsten, ikke egoisme og kræven til sig selv, men derimod altid på at gøre noget for andre, for næsten. At Gud rækker sin kærlighed, for at vi skal række den videre til vore medmennesker. At vi skal gribe stemningen fra julen og forstå os forpligtede, men ikke forpligtede på, at vi skal ha’ og ha’. Men forpligtede på at gi’, gi’ kærlighed, omsorg, omtanke for andre mennesker. Og den stemning, den rigtige stemning af advent og jul, den er der heldigvis også i rigt mål. Advents- og juletiden er blevet en tid, hvor rigtig mange gør en forskel for andre, hjælper til, skænker penge, tid og kræfter for andre. Gør sådan, at andre kommer væk fra den onde selvforstærkende skrue af dårlige oplevelser med julen.

Julens sande stemning: ”Velsignet vær han som kommer”, ”Guds trofasthed varer til evig tid”, ”Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lyset rustning på”. Det er den jul, vi skal forberede os på og henimod, spørge os selv, hvor har jeg gjort en forskel for et andet menneske? Hvor fik jeg betydning for et andet menneske? Det er dét advent og jul handler om. Det er ikke mængden af julegaver, julemad og drikke. Det er det nære. Det sande. Det ægte. Kærligheden fra Gud, der sætter os frie til at gøre en forskel, det er advent, det er jul.

Amen.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Henrik Oest

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *