Poul Henning BartholinEvangelietekst

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker. 

Luk 2,41-52

 

Prædiken

For et par dage siden ville Elvis Presley være fyldt 80 år. I den anledning bragte DR to udsendelser om ham. Den tidligere korrespondent i USA, Frank Esmann, indledte den første udsendelse med at fortælle om Elvis Presleys død af en overdosis medicin. Den overmåde populære mand døde i største ensomhed. Fra Elvis’ død gik Frank Esmann tilbage og fortalte hele livshistorien fra Elvis fødsel i meget fattige kår i Sydstaterne i USA. Elvis’ ældre tvillingebror døde ved fødslen, og Elvis kæmpede hele sit liv med en uberettiget skyldfølelse. I løbet af fortællingen, som den var lagt til rette, kunne vi høre og forstå, at den ensomme død var en konsekvens af det faktisk levede liv.

Hvis man forholder sig til et menneskes liv ud fra de sidste begivenheder i det og derfor ser tilbage på det for at finde en forklaring på en måske gådefuld afslutning, som Elvis fik, er det klart, at man fokuserer på alt det, der kan forklare, og lader det ligge, som måske var vigtigere for personen selv, men som ingen rolle spiller for dødens komme. Livshistorien bliver en forklaring og en række årsager.

Sådan kan vi nogen gange fortælle om et liv. Konklusionen er draget, førend fortællingen folder sig ud. Andre gange fortæller vi et menneskes livshistorie uden at ville finde en årsagssammenhæng. Dér er vi måske snarere optaget af det underfulde, der mødte os gennem dette liv, fx at vi fik livet bl.a. ved dette menneske, at det åbnede vore øjne og sind for noget, vi ellers ikke ville have opdaget.

Evangelisterne fortæller alle om Jesu død til sidst. De fortæller en kronologisk fortælling. Men de kender godt konklusionen. Vi kender den også. Vi ved, at konklusionen er Jesu død og opstandelse. Selv om evangelierne fortæller om Jesu død, er det opstandelsen og dens foregribelse i livsfortællingen, de er interesserede i at få frem. Der søges ikke en forklaring på døden i fortællingen, ikke en årsag, men det lys, som opstandelsen kaster over Jesu og ikke mindst vores liv.

Vores evangelium om Jesus som 12-årig i templet i Jerusalem er Lukas den eneste evangelist, som fortæller. Lukas vil fortælle et menneskes historie, hans biografi. Derfor indleder han med at fortælle om forudsætningerne for Jesu liv. Dernæst om fødslen, som vi har hørt om i julen og nu den eneste fortælling, vi har om Jesu barndom.

Denne fortælling er bygget op om et helt afgørende udsagn. ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader”, siger han. Templet i Jerusalem var også hans hjem, siger han med andre ord. Og fortællingen om Jesus i templet er fortalt, så den foregriber de afgørende begivenheder og betydninger i og af hans liv. For det er nemlig noget helt grundlæggende vigtigt, at vi ikke kun forstår dette som en livshistorie, et forløb. Vi skal fortolke det, for at kunne forstå det og for at kunne tro den betydning, det har for vores liv.

Hvorfor er det vigtigt? Jo, fordi Jesus siger, at han har Gud Fader til far, samtidig med at hans forældre står lige ved siden af. Jeg siger det samme i dåben. Og dermed minder jeg os alle sammen om det. Vi har ikke alene vores forældre, der har født, opdraget os og skubbet os godt på vej i livet. Vi har også den treenige Gud som far. Han er ikke en fjern eller abstrakt Gud, som vi kan fantasere alt muligt om. Han er så konkret, at han har vist sig for os i et menneske, nemlig Jesus Kristus.

Det endelige tegn på dettes sandhed er opstandelsen påskemorgen. Lukas fortæller Jesu historie på en sådan måde, at han – som sagt – foregriber de betydninger, der ligger i den afgørende begivenhed: opstandelsen.

Hvordan opstandelsen kan forstås, er der netop nu en stor diskussion om, har noget af jer måske bemærket. Derfor er det vigtigt at sige, at kristentro er opstandelsestro. Slet og ret. Uden opstandelsestro havde og har vi ingen kristendom.

Hvad den enkelte præst mener og tror, er næppe så interessant. Men det hører med til at være præst, at man står inde for det, man forkynder fra en prædikestol, ved en sygeseng, et dødsleje og ved en døbefont. Som præst må man altid forudsætte, at hvis man tillod sig at spørge, hvorfor et menneske kommer til kirke eller til præsten, rummer dets svar Jesu svar til sin far og mor: ”Vidste du ikke, at jeg bør være, hvor min far er”. Og den treenige Gud er der, hvor ordet bliver forkyndt og troet uanset sted og tid.

Hverken evangelierne eller Paulus er særlig interesserede i, nøjagtigt hvordan Jesus stod op af graven. Ingen har set det, skriver de. Men mange har bagefter mødt ham. De første uden at genkende ham. Først da han enten kaldte dem ved navn, eller da han gjorde, som han havde gjort, da han indstiftede nadveren Skærtorsdag, kunne de høre hans ord og genkende ham. Opstandelsen er altså en tro på, at Gud åbenbarer sig for os i ham, og at han er levende trods døden.

Det kan vi ikke forklare, hvordan er gået eller går til. Derimod kan vi erfare betydningen og høre sandheden i hans ord. For han siger jo, at døden på trods af al sin gru og smerte har mistet sin magt. Det liv, som Gud har givet os, holder han fast ved også i og gennem døden.

Det liv, der er skænket os, kommer fra en evig kilde, som døden ikke kan gøre rangen stridig. Ved hver eneste gudstjeneste gentages det i ord, forkyndelse, i salmer, bønner, tekster, ved dåben og ved nadveren.

Lukas fortæller altså om Jesus som 12-årig, fordi han også dér var og er både menneske og Gud. Han forkynder ikke, som den voksne 30-årige Jesus gjorde, men han bærer alle de tegn, der skal foldes ud i hans liv.

Besøget i templet foregriber, at han som voksen efter indtoget i Jerusalem rensede tempelpladsen for boder og handel med offerdyr som en protest mod den opfattelse, at Gud skal stemmes venligt med ofre eller lignende. Jesus forkynder modsat, at Guds skænker både liv og tro. Det er ufortjent, altså givet uden at vi har gjort os fortjent til det.

Marias smerte over at drengen var væk, foregriber den forfærdelige smerte, hun fik, da han blev henrettet og korsfæstet. Og forældrenes søgen i tre dage efter ham er på samme måde en parallel til de tre dage, hvor han siden lå i graven i Jerusalem.

Hans udsagn om, at han må være, hvor hans far er, svarer til det senere udsagn om, at han ikke kan unddrage sig at lide og dø, for deri er Gud altså også. Han går med os også der. Vi kan langfredag, hvor vi hører om hans korsfæstelse, død og begravelse gentage hans ord ”Ved I ikke, at jeg bør være hos min fader? ”

Maria gemte ordene i hjertet, står der. Det foregriber, at hans disciple havde gemt hans ord i deres hjerter, og ved dem genkendte de ham.

Når vi drøfter, hvad tro er, så er det tillid til det, der høres, og det er at gemme det i hjertet. De må gerne gemmes også i hjernen og huskes, men forstås gør de kun med hjertet, ligesom kærligheden og følelserne ikke forstås med fornuften, men med hjertet.

Dybest set er der ingen af os, som helt forstår evangelierne og Jesu historie, hans død og opstandelse. Gennem vores fortolkninger, genfortællinger, refleksioner og eftertanker bliver det sandt for os, at vi er i Guds hænder nu og i al evighed, fordi han kom til os som menneske, og fordi vi stadig kan høre hans ord til os.

Hører vi ordene, så har vi også få troen skænket. Hører vi dem ikke, så har vi ikke troen. Derfor gemte Maria ordene i sit hjerte, for i hendes og vore hjerter hører de ord hjemme. De er sande, for i hjertet gemmer vi det mest betydningsfulde i vores liv.

Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Poul Henning Bartholin

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *