Flemming BaatzEvangelietekst

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana’anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. 

Matt 15,21-28

Prædiken

Der er tider i vort liv, hvor vi oplever, at vores kilder er helt udtørrede, og vi er hårdt presset. Vi søger Gud og beder om lys og fylde, men der sker ingenting. Som en, der lider af søvnproblemer forleden dag sagde: ”Jeg har mange gange bedt Gud i min aftenbøn om at kunne sove, men Han har aldrig opfyldt den bøn!” Sådan noget erfarer vi som kristne, mere eller mindre, før eller siden. Det er denne erfaring, denne søndag går ind i og på en mærkelig måde.

Jesus er med disciplene rejst ud af Galilæa nordpå op i det nuværende Libanon i Tyrus-Zidon-området ude ved kysten. Der er ca. 50 km fra grænsen til Tyrus og ca. 80 til Zidon. Det var for jøder et forfærdeligt område, der boede folk med en helt anden livsindstilling og tro, og jøderne kunne ikke med dem.

Hvorfor tager Jesus dérop? Han har sikkert brug for en lille ferie. Han var jo menneske, ikke nogen halvgud og kunne derfor ikke bare tale og helbrede i ét væk. Det krævede kræfter. Han måtte søge hvile.

Og så råber en kvinde af Ham. Hun er kanaanæer, og dem kan jøderne slet ikke med. Vi ved fra Markusevangeliet (3,8), at en del mennesker deroppe fra tidligere var kommet til Jesus ved Genezaret sø, fordi de havde hørt om alt det, Han gjorde. Derfor ved hun, hvem Han er. Og nu beder hun Ham, om Han vil gribe ind, fordi hendes datter plages voldsomt af onde kræfter, der kriges i hende. Stakkels kvinde, stakkels datter.

Men Jesus er tavs. Hun råber – Han tier. Ingen reaktion. Mærkeligt. Sådan kan Han da ikke behandle hende. Det er da respektløst, krænkende, ydmygende, nedladende. Men i den kultur var det faktisk ikke mærkeligt. For hun var hedning, Han jøde, hun kvinde, Han mand. Så det var helt efter bogen, at Han ikke sagde noget. Disciplene griber ind og vil have Jesus til at sende hende væk. De gider ikke hendes råben og under Jesus pause. Da tager Han så ordet, ja og fremturer og siger nej til hende: ”Jeg er alene sendt til fortabte jøder, det er min opgave, ikke hedningerne.” Sådan var det på det tidspunkt. Tiden var ikke inde endnu. Men hun giver sig ikke. Hun bevæger sig helt hen til Ham, kaster sig ned for fødderne af Ham og beder den korteste bøn, der findes: ”Herre, hjælp mig!” Selv da siger Jesus nej! Han fortsætter: Brødet, altså Guds indgreb, skal gives til børnene (=jøderne) og ikke til hundene (=hedningerne). Jøderne så på hedningerne som omstrejfende, gøende gadekryds, hunde, der rodede rundt i affald. Jesus står i den tradition. Men hun giver sig stadig ikke. Hun køber, at det er sådan, og så siger hun: ”men de små hunde får dog de smuler, man fejer af bordet, når man har spist”. Underforstået: ”Min datter og jeg er små hunde, vi beder bare om nogle smuler.” Da vinder hun over Jesus. Hendes tillid til Ham er stor, og hendes datter er rask med det samme. Jesus hjælper en hedning før tid. Det er eneste gang, at Jesus taber i en ordveksling og det til en troens kvinde.

Hun fik Jesus til at ændre sig, måske så meget, at Jesus kort efter rejste over til den østlige side af Genezaret sø i et hedensk område (Mark 7,31), og der gav Han ikke smuler, men brød og blev mætte, da Han bespiste over 4000 mennesker med syv brød og nogle småfisk, og der var syv kurve fyldt med rester bagefter (Matt 15,32-39; Mark 8,1-10), ligesom Han tidligere havde helbredt en søn til en romersk officer (Matt 8,5-13). I glimt brød det igennem, at Han også var til for ikke-jøder, noget faktisk også lå i svøb i det gamle testamente (Es 49,6) og ventede på at blive foldet ud, når tiden var inde. Efter at Jesus døde og rejste sig fra døden er tiden inde. Som vi hørte før ved Agnetes dåb: Nu skal alle gøres til Jesu disciple, alle folk, hudfarver, sprog, religioner, grænsen er fjernet. Gør dem alle til mine disciple! Jeg vil være sammen med dem alle sammen!

 

Godt nok, men stadig oplever vi, at vi søger Gud, og Han er tavs. Det er da underligt, at det er sådan og netop nu, hvor tiden er en anden, og Gud vil enhver person. Og vi får ikke nogen forklaring på det. Jesus siger bare: ”Bed, så skal der gives jer” og ”Søg, så skal I finde!” Og intensivt: ”Bank på, og det skal lukkes op for jer!”

Hvad så? Betyder det, at vi kan ændre på Gud og få vores vilje igennem, bare vi beder længe og udholdende nok? Kan vi påvirke Gud, så vi kan få Ham til at ændre mening? Og hvis det ikke sker, er det så, fordi vi ikke har bedt godt nok, og vores tro ikke har været stærk nok? Er det sådan, det er? Sådan kan det se ud, men sådan er det ikke. Jesus bad Gud om at undgå korset. Det var så svært, og Han bad inderligt hele tre gange. Men Han måtte gå igennem lidelsen – og fik styrke til det.

Nogle gange får vi det igennem, vi ønsker, det gør vi egentlig tit! Andre gange kan vi godt leve med, at vi ikke får vores igennem, Han er jo vores far, der ved bedst, og vi er børn, der ikke altid har overblik over, hvad der er bedst for os, men der er også andre gange, hvor vi virkelig ikke kan forstå, at Gud ikke opfylder vores bøn. Vi forstår det ikke, det er en gåde, og vi får ikke noget svar! Gud forstår vi faktisk ikke! Og Han handler ofte under sin modsætning. Han led og døde i sin søn i afmagt, synligt for verden. Hans herlige opstandelse var ikke synlig for verden, kun Hans venner så Ham, da Han var opstået. Guds vej er anderledes. Han opfylder ofte essensen i vores bøn på en helt anden måde, end vi havde håbet og troet, hvor vi bad os fri for modgangen, og gennem døden, hvor vi ville leve. Gennem livet finder vi ud af, at vi ikke kan kræve noget af livet, vi kan ikke stille krav til Gud. Vi er små hunde, der må tigge smuler fra Guds bord. Men: det er også nok! Han har altid en mulighed for os, selv der hvor vores liv er fuldstændig udtømt. Somme tider må vi vente på den, men det er dér, vi modnes. Vi vinder ikke altid ved at få vores igennem, men vi vinder altid, når vi strider i bønnen, så vi får uret, og Gud sejrer, og troen vokser, som hos kvinden her. Vi henter kun ved at vente. Det virkeligt værdifulde liv må vi kæmpe os til. Det sker kun ved en tro og en bøn, der ikke er øjebliksagtig, men bider sig fast.

Nu først viser det sig, at Jesus hele tiden har villet denne kvinde. Ja, Jesus sætter disciplene på plads med ordene ”Din tro er stor”, det får disciplene aldrig at vide, tværtimod bebrejder Han dem for deres ringe tro. Vi ser, at Jesus magter at holde fast, samtidig med at Han trækker tiden ud. Han kunne det der.

Men der er noget, Jesus ikke kan stå for: den, der søger Ham! Det kan Han ikke! ”Jeg vil med kvinde fra Kanaans egne efter dig råbe, til du bliver mild” (Salmebogen nr. 460, v.7). Vi vil erfare, at Han er mild mod os. Hun så Hans milde øjne. De øjne søgte hun. Og den, der gør det, får de nødvendige smuler, ja og brødet. Gud styrker, bærer, leder, nogle gange uden om det onde og oftest gennem det onde, men altid til oprejsning og opstandelse.

Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Flemming Baatz Kristensen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *